granns.net

Jeg har helt glemt at skrive, at jeg for et par uger siden fik den endelige godkendelse af mit speciale. Og det blev på begge de to fag, Kommunikation og Virksomhedsstudier, bedømt til et 12-tal (som jeg – lidt kryptisk, god nok – også har tweetet).

Og det er jo herligt. Et specialeforløb – især et, der er så langt som mit – kan let gøre at man mister fornemmelsen for, hvornår noget er godt nok, eller bare godt. Så egentlig havde jeg faktisk ikke de store fornemmelse for, hvor godt det, jeg havde lavet, var. Men både vejleder/censor-parret på Kommunikation og Virksomhedsstudier har altså bedømt det i top. Sjovt nok lægger de vægt på nogle lidt forskellige ting i deres udtalelser.

En ting kan de dog blive enige om! Jeg citerer fra de to udtalelser (min kursivering):

CG’s valg af teori og metode synes særdeles velovervejet, og hans kritiske forholden til sig teoriernes og metodernes forskellige styrker og svagheder skal fremhæves her, hvor ikke mindst CG’s forskellige meget detaljerede fodnoter yder en centralt bidrag til selvrefleksionen – om end det meget store antal fodnoter og det centrale indhold i mange af noterne måske kunne have givet anledning til at integrere nogle af dem i teksten.

Generelt er specialet veldisponeret og analysen underbygget med relevant teori, der viser forfatterens evne til at forholde sig til et givet emne på en kritisk og videnskabelig måde. Specielt kan fremhæves brugen af uddybende fodnoter som et godt supplement til den gennemførte analyse.

At der for store dele af noternes vedkommende var tale om, at der skulle skæres voldsomt i specialets længde, men at jeg ikke nænnede at smide meget af det, jeg skar ud, helt væk, og derfor smed det ned i noterne, siger vi ikke til nogen :-)

Så hvis du var i tvivl om det var noget, kan du nu kaste dig ud i læsningen af marathonværket med statens anbefaling i ryggen. Husk at læse fodnoterne.

Jeg har startet endnu en blog.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i Wordpress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

Jeg har endelig – og efter meget lang tids researchen, tøven og tvivlen – investeret i et digitalt spejlreflekskamera. Ikke at jeg var utilfreds med mit almindelige kompaktkamera, et Minolta DiMAGE G500, for det tog faktisk rigtigt gode billeder og holdt solide 5 megapixel. Men jeg savnede bare selv at kunne skrue på knapper til fokus, blænde, lukketid osv.

Udgangspunktet var at det skulle være Nikon eller Canon – der går man ikke galt i bye, har jeg ladet mig fortælle. Det skulle ikke være noget dyrt og alt for avanceret, så jeg havde egentlig bestemt mig for Nikons D40, som skulle være endda rigtigt godt til prisen. Og der har alligevel været et stykke op til den billigste Canon-model (450D).

Jeg havde egentlig gået og været lidt betænkelig over, at Nikon-kameraet ikke havde indbygget fokusmotor, så man var begrænset til at købe bestemte (og sikkert også dyrere) objektiver med motor. Og selvom man får at vide at det ikke er så vigtigt, så lyder modellens 6 megapixel altså heller ikke af så meget i disse tider.

Derfor var det rigtigt heldigt at jeg faktisk lige den dag, jeg havde besluttet mig for at “nu skulle det være”, liige kiggede en ekstra gang for at sammenligne. Og så så jeg, at Canon netop var kommet med en ny model, 1000D, som i virkeligheden er en “450D-light” (ja, tallene snyder vist lidt…), og derfor heller ikke lige så dyr.

Jeg lod mig overbevise i butikken, da jeg stod med de to kameraer ved siden af hinanden, og de begge føltes lette og lækre, og den flinke ekspedient forsikrede mig at Canon var lige så nemt at finde rundt i som Nikon mht. menuer og brugervenlighed. Og det er det vitterligt, synes jeg.

Kameraet kommer med når jeg snart skal to uger til Languedoc-Roussilion i Frankrig. Men både jeg og kæresten har allerede øvet os lidt i sommerhuset og taget nogle af den slags billeder, man vist altid render rundt og tager, når man lige har fået nyt kamera – se herunder. Næste skridt er selvfølgelig at begynde at kigge på flere objektiver, men det må jeg tage lidt hen ad vejen. Indtil videre er jeg godt tilfreds med købet!

Jeg har nu overstået min fjerde arbejdsdag på mit nye arbejde hos Danske Fysioterapeuter, hvor jeg sammen med Anne skal stå for foreningens aktiviteter på interwebben. Jeg synes allerede de (vi!) er langt fremme i forhold til at anvende nettet som kommunikationsplatform, blandt andet i kraft af en række meget omfattende hjemmesider, og der er også allerede sat flere mere brugerinvolverende skibe i søen: Der kommer både meget mere personaliseret indhold og noget profil-halløj for medlemmerne hvor de kan diskutere faglige problemstillinger og interagere på alle mulige andre måder. Og planerne for foreningens første blog er allerede langt undervejs. Alt sammen superspændende.

Lidt statistik:

• Antal medlemmer: Lidt over 10.000
• Hyppighed af fejring af det ene eller det andet med morgenbrød på arbejdspladsen: 75% (3 ud af 4 dage indtil videre)
• Andel af ansatte, der kunne slå mig på en 5-kilometer: stort set dem alle sammen, tror jeg (mange ansatte er ivrige løbere, og jeg er allerede blevet spurgt om jeg ikke også ville deltage i Alt For Damernes kvindeløb. Ved ikke helt hvad jeg skal lægge i det…)

…Og hvad så med specialet, vil den opmærksomme læser nok spørge. Jo, det er bestemt ikke glemt, svarer jeg prompte (og får dermed samtidig sagt, at det dog heller ikke på nogen måde er afleveret). Det betyder, at jeg p.t. skriver speciale efter arbejde og i weekenderne. Det er allerede stressende, men også OK. Jeg er til gengæld meget glad for at slippe for dagpengeverdenen i første omgang efter aflevering – den har jeg hørt mange grusomme historier om.

En af mine rigtigt gode venner er lige kommet hjem efter at have været næsten et år ude at rejse. “Men hvad med dig, hvad har du så lavet?”, spurgte hun efter den obligatoriske og efterhånden godt indøvede rejsegenemgang med bountyreklame-lignende slideshow og forudsigelig “glæder mig til rugbrødsmad med leverpostej”-konklusion.

Så her er en liste, hverken i prioriteret eller kronologisk rækkefølge, ej heller udtømmende:

Jeg har fået nyt arbejde. To gange endda. Først på Novozymes, hvor jeg blandt meget andet var med til at lave den her (og den tilsvarende danske version). Og så i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg var med til at lave den her. Hmmm, der tegner sig et mønster. Heldigvis har jeg også lavet andre ting på arbejdet…

Jeg er, sandsynligvis som en indirekte følge af den der film dér, blevet enormt glad for Johnny Cash. Ender som regel med at sætte det på når vi har gæster, uanset om de kan lide det eller ej. Kan de ikke, så må de sgu lære det! I samme boldgade har jeg også igen kastet mig over både Tom Waits og Neil Young. Så det…

Jeg er begyndt at blogge. Om alting og ingenting og mest for min egen skyld. Faktisk har jeg i de otte måneder, det nu har stået på, ikke kigget på min statistik for den her hjemmeside en eneste gang. For det er skidesjovt, og det har givet mig et bedre blik for de store og små historier i hverdagen og i avisen og rundt omkring.

Jeg er ikke blevet gift, har ikke fået børn, er ikke flyttet. Det hører jo sådan set ikke med på en liste over, hvad man har lavet, men jeg synes lige, jeg ville tage det med alligevel.

Jeg har købt mit tredje jakkesæt. Men det her er sejt. (Det første jakkesæt var også sejt, og jeg bruger stadig jakken, men at købe bukserne med var altså en lige lovlig forhastet beslutning. Det andet jakkesæt var et decideret fejlkøb. Sådan noget outlet-noget med en jakke til 450 kr., hvor man kan få bukserne med for en halvtredser. Det kommer der ikke noget godt ud af.)

Jeg er begyndt at spise havregryn om morgenen igen.

Jeg er kommet med i bestyrelsen i min andelsboligforening. Det er lige så besværligt og omstændigt, som jeg havde regnet med. Men det føles godt at deltage i arbejdet.

Jeg bliver nødt til at skrive igen, at jeg er begyndt at blogge. Og begyndt at læse rigtig mange andre blogs. Og at interessere mig for blogging sådan generelt. Og på den måde har jeg mød en masse spændende mennesker, faktisk. Og så glemte jeg også i første omgang at skrive, at jeg også blogger på mit arbejde.

Faktisk synes jeg blogging er så spændende, at jeg skriver speciale om det. Sådan da… (jeg forventer dog en kraftig opgradering af specialeaktiviteterne i dette forår!)

Jeg har fået ny computer. Og kan nu aldrig forestille mig at købe en PC igen.

Det var alt, hvad jeg lige kunne finde på. Men det er utvivlsomt ikke det hele. Heldigvis :-)

Jeg har lige opdaget Kommunikationsforums nye feature, profilnetværket “K-Profil”. Det ser ud til at have kørt siden november, men er – som sådan noget jo skal være – stadig i beta. Og indtil videre ligner det mest et profilnetværk for ansatte på Advice A/S.

Og jeg må sige, at jeg er skeptisk. Sitet er en blanding af LinkedIn (se hvem jeg er og hvad vi kan bruge hinanden til), Del.icio.us (se hvilke spændende ting, jeg har set for nylig) og en blog. Og det er jo fint. Men hvad så, hvis man allerede bruger en eller flere af de services (jeg bruger for eksempel alle tre)?

Det er dog en god pointe at forsøge at samle kommunikationsrelevante mennesker, links og meninger (i form af blogs) på et site. Men hvor går så grænsen for, hvad der er relevant? Og taber man ikke samtidig noget? Er der ikke mange ledere, ikke-kommunikations-konsulenter, HR-folk, IT-folk m.fl., der også er relevante at kende og høre? Men som måske ikke er repræsenteret, fordi det er et kommunikationsforum?

“Se hvor populær jeg er”
Så har sitet også den i konteksten lidt pudsige ting, at man kan se, hvor populær en person er. Man har nemlig “K-points” (jo flere links til og fra andre, jo flere points), og antallet af points bestemmer ens “K-rank” (altså “Krank”?). Og der synes jeg måske der går lige lovlig meget “se hvor mange venner, jeg har” i den.

Men altså, det skal da prøves. Så jeg har forsøgsvis oprettet en profil. Og det er forholdsvis let (dog fik jeg en fejl, hvis jeg prøvede at bruge HTML i min personlige beskrivelse). Jeg startede med en K-rank på 202 (jeg gætter derfor på, at jeg er bruger nr. 202), men efter at have linket til et par andre er jeg allerede oppe som nr. 83. Alright – the sky’s the limit!

Et par ønsker til forbedringer
Jeg ville dog synes, det var fedt, hvis man kunne integrere til/med andre sites og service, ex: a) Hente sit CV på LinkedIn, hvor rigtig mange nok allerede har en profilside? b) Hente sine links på Del.icio.us, som nogle også allerede bruger? og c) Hente blogindlæg fra sin egen blog, hvilket mange (efterhånden) også har? (det mindre fede alternativ ville være, at man kunne hente indhold fra disse sites når man opretter sin K-profil.)

Med tiden er det nok tanken, at blogindlæg og interessant links skal integreres med resten af indholdet på Kommunikationsforum. Det gør livet lettere for redaktionen, men forhåbentlig også for brugerne. Det vil give endnu mere liv og interaktivitet og dialog – forhåbentlig. Jeg foreslår straks, løst fra hoften:

RSS! Dels på links med bestemt keywords og fra bestemte brugere, dels på blogindlæg og kommentarer (ligeledes på keywords og brugere).

Visning af relevante blogindlæg, links og filer ved artiklerne på selve Kommunikationsforum.

At man skal kunne skjule et faneblad (ex “blog” eller “links og filer”) hvis man ikke bruger den pågældende feature på sin profil.

Og så er jeg altså lidt forbeholden over for navnet. “K-profil” lyder bare lidt for noller og klodset, synes jeg. Også fordi, de nu forsøger at gøre “K-[noget]” til et udsagnsord: En ting er, at man kan “Google” mig når man er inde på en profilside. Den køber jeg. “Technorati Christoffer Grann” er straks sværere at sluge – der tror jeg nok, jeg ville have bidt i det sure æble og skrevet “Søg på Christoffer Grann på Technorati”. Og helt galt går det så med næste mulighed: “K-forum Christoffer Grann”. Helt ærligt, det er altså en om’er…

Succes eller fiasko?
Det bliver spændende at se, hvordan sitet klarer sig. Ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere fede features og integration. Men spørgsmålet er, hvor meget og hvordan, det vil blibe brugt af brugerne. Jeg forestiller mig, at mange vil oprette en profil, men at kun få vil bruge det mere aktivt og jævnligt, dvs. blogge, dele links, skrive i gæstebøger og løbende tilføje nye kontakter.

På den anden side: Hvis man ved at blogge noget eller poste et interessant link kan blive vist i forbindelse med en meget læst artikel på Kommunikationsforum, så er der da sikekrt nogle, der vil bide på: Hvem vil ikke gerne gøre opmærksom på sig selv over for sine kolleger? Og kommunikationsfolk er jo notorisk kendt for at mene noget om alting og ingenting, så…

Samme problematik (“jeg har oprettet en profil, og hvad så?”) gør sig i øvrigt gældende for LinkedIn, synes jeg. Men der har K-profil trods alt en fordel, fordi det faglige indhold i form af blogs, links og artikler kan fungere som omdrejningspunkt for netværksdannelsen.

Det er så populært med ønskelister i denne tid. Jeg er ikke særlig god til at finde på ønsker, hvilket altid resulterer i, at jeg får tallerkener, sokker, CD’er og andre “sædvanlige” ting. I år har jeg heller ikke fundet på særligt mange gode ønsker (halstørklæde, gammeldags morfar-tøfler og Tom Waits’ “Orphans” er det dog blevet til – så ved du det!).

Derfor har jeg i stedet lavet en liste over ting, jeg bestemt ikke ønsker mig. Listen er primært motiveret af, hvad jeg ser i reklamer i fjernsynet.

Tuborgs nye hjemmefadølsanlæg, der bruger rigtig meget strøm. Regner man strømforbruget sammen med prisen på 125 kr. for en fem-liters fustage og lægger lidt spild oveni, kan det hurtigt gå hen og blive nogle dyre øl.

Ivan Pedersens 40-års jubilæums bokssæt (det er ham fra Backstreet Backseat Boys (det er dem med, øhhh, den dér, du ved…)). Jeg er simpelthen ikke gammel nok…

Tom Kristensen Le Mans bokssæt. 9 (NI!) DVD’er med højdepunkter (findes der sådan nogle?) fra alle Le Mans-årene. Le mans er på min liste over uinteresser, og jeg tillader mig derfor høfligt at springe over.

CD-gavekort. Det er simpelthen så kedeligt. Så hellere en CD-hadegave, jeg kan bytte. Eller i det mindste et velment forsøg på at ramme min smag.

Det samme gælder for de fleste andre gavekategorier. De eneste undtagelser, jeg kan tænke på, er gavekort til Blockbuster eller måske til Paradis Is. Her er varerne svære at bytte…

Listen vil løbende bliver opdateret (disclaimer: muligvis vil den ikke løbende blive opdateret. Grann tager ikke ansvar for manglende opdatering. Eller for særlig meget andet, for den sags skyld…).

Føj eventuelt flere u-ønsker til i kommentarerne.

Sidebaren på Granns.net har fået en overhaling. Jeg har lavet en blogroll med links til nogle blogs, jeg læser, og en Grann-roll med links til hjemmesider, jeg bruger. Så er der nu små kommentarer på alle mine links fra del.icio.us. Og så kan man også se, hvilket musik, jeg har spillet på min bærbare derhjemme. Når der altså er adgang til serverne på Last FM.

Kort sagt: Nu udleverer Grann sig selv mere end nogen sinde før. Grav smuds frem før din nabo – det foregår til højre for indlæggene.

Efter at jeg blev specialestuderende, og dermed min egen chef, var min første gerning at købe en ny computer. For man kan da ikke forvente en topmotiveret specialeskriver, hvis han ikke råder over det nyeste isenkram?

Valget faldt på en macbook (en smart lille sag på 13″), hvilket jo ikke gør fasen lige efter købet helt let når jeg hidtil har kørt PC. Men i dag er de allerfleste problemer med flytningen blevet overvundet:

• Dokumenter, billeder osv. er blevet overført vha. min iPod
• Sangene og playlisterne på min iPod, som jo ikke bare sådan lige kan trækkes ud igen, er blevet hevet over vha. det smarte lille program senuti
• Bogmærker er blevet overført vha. Google Browser Sync

Eneste tilbageværende udfordringer:

• Kan det lade sig gøre at checke sin hotmail-konto (jeps – det bruger jeg stadig med stor fornøjelse) fra mac’ens indbyggede, smarte mailprogram?
• Hvordan fungerer det der netbank-halløj på mac (og gør det overhovedet det?)?
• Og så skal jeg også lige have investeret i en taske til den smarte sag, så den ikke bliver hærget og ridset alt for hurtigt.

Så nu mangler jeg vel bare at skrive specialet…

Jeg har altid vidst, at jeg ikke er den eneste, der hedder Grann til efternavn, og endda også, at der er andre end min familie, der bruger selvsamme navn. Helt præcis er vi lige omkring 284 Grann’er (ifølge Danmarks Statistiks navnedatabase).

Jeg har endda en gang haft en bankrådgiver, der hed Grann. Han var en helt almindelig og ganske flink fyr. Det kan man til gengæld ikke sige om den seneste Grann, jeg har opdaget. Flink er han ganske sikkert, men helt almindelig er han til gengæld langt fra. Faktisk er jeg i tvivl om han nu også eksisterer andre steder end i det store kosmos og i det finske hjørne af internettet.

Juhan af Grann har en vision. Og en passion. Og en besked af helt L. Ron Hubbard’ske dimensioner til alle os almindeligt dødelige:

“I KNOW THAT THERE IS A GLORIOUS AND FABULOUS, STRANGE WORLD FAR BEYOND THE REALM OF HUMAN INTELLIGENCE. TO THE PRESENT HUMAN REALITY THIS WORLD, AND THE MERE KNOWLEDGE OF ITS EXISTANCE, COMES AS A SHOCK.”

Graver man lidt dybere finder man ud af, at den gode Juhan også er producer og instruktør med eget produktionsselskab, tidligere børneskuespiller (selvom han dog kun optræder i en af sine egne, senere film på IMDB), og har en noget makaber familiehistorie. Og igen: er en mand med en vision:

“The Universe, other civilizations in the cosmic, expansion of consciousness, the new human being and planet Earth with a thousand-year realm of peace are the main factors in this new great work with a vision of the future created by Grann. Juhan af Grann, called by the press “the Master of Picture and Sound”, always unconditionally seeks perfection in his works. “

Jeg kan også godt være lidt perfektionistisk af og til. Så det ligger nok til familien…