granns.net

Jeg har lige læst et RUC-projekt. Og gruer nu en lille smule for den dag, jeg selv hiver mit speciale eller et andet af mine gamle projekter frem fra skuffen for at kigge i det igen.

På godt og ondt blev jeg mindet om i hvor høj grad universitetsverdenen kan være sprogligt og metodemæssigt socialiserende og ekskluderende på sin egen snobbede og egentlig ret verdensfjerne måde:

• Det giver altid point at sige noget klogt, men ikke nødvendigvis at sige noget brugbart.  Derfor er der altid fokus på observationer (gerne kritiske) frem for på eksempelvis praktiske anbefalinger.
• Det er mindst lige så godt at bruge energi på at dække sig ind teoretisk, metodisk og videnskabsteoretisk som det er at komme med gode analyser og skarpe pointer. Og en analyse eller en diskussion kan sagtens konkludere hvad der i praksis er “bom bom, tjah – på den ene side og på den anden side”.
• Det gælder om at skrive klogt: Gerne lange, snørklede sætninger med indskud, forbehold, uforklarede begreber, henvisninger og i det hele taget en uforholdsmæssig høj grad af akademiseren (Det kan egentlig være fint, hvis man mestrer at gøre det på en overskuelig og uprætentiøs måde, men det gør de færreste desværre. De få, der kan det, er som regel forskere og ikke studerende).

…Men da jeg læste projektet, blev heldigvis også mindet om hvor gode observationer, man egentlig kan komme med, når man har god tid til at læse, analysere og diskutere et problem.  Og især om, hvor opslugt man kan blive af et lillebitte hjørne af verden (den virkelige eller den teoretiske), når man bare sætter sig nok ind i det.

Jeg skrev en gang selv sammen med en gruppe et projekt om socialkonstruktionismen – en erkendelsesteoretisk retning der grundlæggende siger, at virkelighed og sandhed kun er det, vi selv konstruerer gennem vores handlinger og sprogbrug. I det projekt var vi rigtigt gode til de snørklede formuleringer og argumenter (det ligger ligesom i emnevalget). Her er et godt guldkorn, jeg lige har gravet frem:

Der melder sig dog endnu et problem med den relativistiske holdning til sandhedsbegrebet. Burr hævder, at der ikke er noget, der er mere sandt end andet. Men hvordan kan hun gøre dette uden at mene, at netop denne påstand er sand? Man må gå ud fra, at hun selv anser den påstand, hun fremsætter for at være sand – hvorfor skulle hun ellers fremføre den? Og hvis man antager dette, bliver det en selvmodsigelse; det eneste, der er absolut sandt, er at der ikke er en absolut sandhed.

Det løser ikke problemet, hvis Burr tilføjer, at andre meninger i princippet kan være lige så gyldige som hendes egne, da dette også leder til en selvmodsigelse af typen ’det, jeg siger, er ikke sandt’. Hvis man lyver, fortæller man sandheden, og hvis det er sandheden, man siger, så er det jo løgn.

Med andre ord tilbageviser Burrs påstand sig selv uanset, hvordan den fremstilles.

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Alle skulle læse en universitetsopgave en gang imellem (måske bare ikke lige min om socialkonstruktionismen)! Både som en slags sprogligt reality check, men også for at blive lidt klogere på verden – et lillebitte hjørne ad gangen.

Der er sket en meget lille, men alligevel forholdsvis synlig ændring på granns.net og lillebror, bogbloggen: Jeg har ændret den font, der bruges.

Det har jeg gjort ved hjælp af @font-face-css-reglen, som alle de store browsere nu understøtter. Det betyder kort sagt, at man kan bruge en font på sit site uden at brugeren skal have den installeret på sin computer. I stedet henviser man til en font-fil, som ligger på nettet et sted.

Med andre ord: Slut med kun at skulle vælge mellem Arial, Verdana, Baskerville og alle de andre usual suspects, som man kender lidt for godt fra Word.

Den font-fil, man skal henvise til, kan enten ligge på dit eget site eller et andet sted på nettet. Nu har jeg ikke lige licens til nogle fonte, så jeg har valgt det sidste. Det lyder meget teknisk, men det er det sådan set ikke – der er flere simple services, man kan bruge.

Jeg har brugt Typekit, som kommer både i en gratis version og i flere betalingsversioner, hvor man kan vælge mellem flere fonte. (“Prisen” for at bruge den gratis version er, at du får en lille Typekit-boks nederst til højre på din side, som jeg også har det nu – men den generer egentlig ikke, synes jeg)

Her opretter man en profil, sætter et lille stykke kode ind på sit site, vælger en font og peger på den i sin css. Sådan!

Jeg har valgt fonten Droid Serif, som jeg synes er meget fin. Sådan lidt legende og krummeluret, men også let at læse. Den er ikke helt god i overskrifterne, men det er alligevel meget bedre end før!

Allerhelst ville jeg have brugt fonten Tisa, som ex bliver brugt her hos Frank Chimero, men den er kun med i betalingsversionerne, så det bliver næste gang.

Jeg har helt glemt at skrive, at jeg for et par uger siden fik den endelige godkendelse af mit speciale. Og det blev på begge de to fag, Kommunikation og Virksomhedsstudier, bedømt til et 12-tal (som jeg – lidt kryptisk, god nok – også har tweetet).

Og det er jo herligt. Et specialeforløb – især et, der er så langt som mit – kan let gøre at man mister fornemmelsen for, hvornår noget er godt nok, eller bare godt. Så egentlig havde jeg faktisk ikke de store fornemmelse for, hvor godt det, jeg havde lavet, var. Men både vejleder/censor-parret på Kommunikation og Virksomhedsstudier har altså bedømt det i top. Sjovt nok lægger de vægt på nogle lidt forskellige ting i deres udtalelser.

En ting kan de dog blive enige om! Jeg citerer fra de to udtalelser (min kursivering):

CG’s valg af teori og metode synes særdeles velovervejet, og hans kritiske forholden til sig teoriernes og metodernes forskellige styrker og svagheder skal fremhæves her, hvor ikke mindst CG’s forskellige meget detaljerede fodnoter yder en centralt bidrag til selvrefleksionen – om end det meget store antal fodnoter og det centrale indhold i mange af noterne måske kunne have givet anledning til at integrere nogle af dem i teksten.

Generelt er specialet veldisponeret og analysen underbygget med relevant teori, der viser forfatterens evne til at forholde sig til et givet emne på en kritisk og videnskabelig måde. Specielt kan fremhæves brugen af uddybende fodnoter som et godt supplement til den gennemførte analyse.

At der for store dele af noternes vedkommende var tale om, at der skulle skæres voldsomt i specialets længde, men at jeg ikke nænnede at smide meget af det, jeg skar ud, helt væk, og derfor smed det ned i noterne, siger vi ikke til nogen :-)

Så hvis du var i tvivl om det var noget, kan du nu kaste dig ud i læsningen af marathonværket med statens anbefaling i ryggen. Husk at læse fodnoterne.

Jeg har startet endnu en blog.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i Wordpress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

Jeg har endelig – og efter meget lang tids researchen, tøven og tvivlen – investeret i et digitalt spejlreflekskamera. Ikke at jeg var utilfreds med mit almindelige kompaktkamera, et Minolta DiMAGE G500, for det tog faktisk rigtigt gode billeder og holdt solide 5 megapixel. Men jeg savnede bare selv at kunne skrue på knapper til fokus, blænde, lukketid osv.

Udgangspunktet var at det skulle være Nikon eller Canon – der går man ikke galt i bye, har jeg ladet mig fortælle. Det skulle ikke være noget dyrt og alt for avanceret, så jeg havde egentlig bestemt mig for Nikons D40, som skulle være endda rigtigt godt til prisen. Og der har alligevel været et stykke op til den billigste Canon-model (450D).

Jeg havde egentlig gået og været lidt betænkelig over, at Nikon-kameraet ikke havde indbygget fokusmotor, så man var begrænset til at købe bestemte (og sikkert også dyrere) objektiver med motor. Og selvom man får at vide at det ikke er så vigtigt, så lyder modellens 6 megapixel altså heller ikke af så meget i disse tider.

Derfor var det rigtigt heldigt at jeg faktisk lige den dag, jeg havde besluttet mig for at “nu skulle det være”, liige kiggede en ekstra gang for at sammenligne. Og så så jeg, at Canon netop var kommet med en ny model, 1000D, som i virkeligheden er en “450D-light” (ja, tallene snyder vist lidt…), og derfor heller ikke lige så dyr.

Jeg lod mig overbevise i butikken, da jeg stod med de to kameraer ved siden af hinanden, og de begge føltes lette og lækre, og den flinke ekspedient forsikrede mig at Canon var lige så nemt at finde rundt i som Nikon mht. menuer og brugervenlighed. Og det er det vitterligt, synes jeg.

Kameraet kommer med når jeg snart skal to uger til Languedoc-Roussilion i Frankrig. Men både jeg og kæresten har allerede øvet os lidt i sommerhuset og taget nogle af den slags billeder, man vist altid render rundt og tager, når man lige har fået nyt kamera – se herunder. Næste skridt er selvfølgelig at begynde at kigge på flere objektiver, men det må jeg tage lidt hen ad vejen. Indtil videre er jeg godt tilfreds med købet!