granns.net

Filmmagasinet Ekko har i seneste nummer (som jeg desværre ikke har læst. Og som ikke kan findes på nettet) sat nogle filmbranchefolk til at anmelde filmanmeldere.

Og branchefolkene er ikke mindre kritiske end anmelderne plejer at være – tværtimod. Eksempelvis får både Christian Monggard fra Information og Per Juul Carlsen fra Filmland på DR kun 3 ud af 6 stjerner.

Det synes de selvfølgelig begge er dybt uretfærdigt. Og de følger sig misforstået. Det kan man læse sig til, for de blogger begge to for deres respektive medier.

Monggard betvivler at de fleste anmeldere ikke netop prøver at opfylde de krav, som branchefolkene mener de i højere grad bør leve op til. Og det lyder rigtigt. Han pointerer også, at branchefolkene vel også har et bestemt – og noget andet end anmeldernes – ståsted som grundlag for deres vurderinger. Igen er jeg enig – der er vel en årsag til, at det netop er semiakademiske “super-filmseere”, der anmelder – de har en anden involvering i mediet end ex instruktørens, der nok er mere følelsesmæssig og teknisk.

Juul Carlsen svarer igen med en slags gen-anmeldelse (formet som et “interview med mig selv”). Og kritiserer netop også det, at filmfolkene forventer en eller anden form for saglig gennemgang af alle film efter nogle bestemte kriterier.

Men begge to indrømmer de også, at det sætter deres virke i perspektiv at rollerne bliver byttet om. Jeg tror at man som filmanmelder nogen gange kan glemme, at der er mennesker, der har brugt nogle gange flere år på at skabe det, man kan gøre kort proces med i sin anmeldelse. Men den kynisme er vel egentlig også nødvendig…

Historien sætter også nogle tanker i gang hos mig. For hvad er de gode anmeldelse egentlig? Særligt når nu alle og enhver kan skrive deres mening om alt mellem himmel og jord på deres egen blog…

Er det eksempelvis godt, hvis anmeldelsen i sig selv har en vis “litterær” kvalitet – eller skal den snarere være nøgtern og indeholde de samme elementer hver gang? Branchefolkene efterlyser eksempelvis at ting som det visuelle og teknisk skal have mere plads, og at anmeldelsen skal fokusere på, hvad filmen vil tilskueren.

Men efter min mening giver det mening at tilrettelægge anmeldelsen efter filmen. Som Monggard skriver, er der altså bare nogle film, der indbyder mere til at blive tolket på end andre.

Derudover synes jeg netop at det – paradoksalt nok – er blevet endnu vigtigere, at anmelderen bruger sig selv i anmeldelsen og ikke kun forsøger at beskrive og vurdere filmen “objektivt” og komme hele vejen rundt om den. De fleste har vel nogle bestemte anmeldere, de helst “følger” og efterhånden lærer at kende – og dermed også stoler på kan fremhæve netop det, der gør en film god eller dårlig?

Bonusinfo: Du kan også selv blive kritiker. NatFilm søger filmentusiaster, der vil være jurymedlemmer til uddelingen af Kritikerprisen (ja, sjovt at den hedder kritikerprisen, når det nu ikke er (professionelle) kritikere, der uddeler den…).

Bonusspørgsmål: Gad vide hvad Monggard og Juul Carlsen havde fået på Grann-skalaen?

Nu handler det ikke normalt særligt meget om sport her på bloggen. Men det er da også mere for de filmiske kvaliteter, introen til Spike Jonzes (m.fl.) skaterfilm Fully Flared er interessant. Brugen af special effects (og sikkert også noget CGI) gør det anderledes end de fleste andre skaterklip, jeg har set. Og nå ja, musikken passer også rigtigt godt til – det er M83‘s nummer “Lower Your Eyelids to Die with the Sun” (@ HypeMachine).

Se – og hør – selv. Jeg synes det er vanvittigt flot:

Musik-bonusinfo: Der er nyt på vej fra WhoMadeWho og Gnarls Barkley. (Begge links peger til smagsprøver, og begge smagsprøver lyder godt. Enjoy!)

Ja, overskriften kan vel egentlig både betyde, at de bliver slået sammen, og at de nu skal sidde i sammen lokaler når de skal op og toppes med hinanden. For de to københavnske filmfestivaler har annonceret, at de arbejder på at fusionere, således at alle deres aktiviteter bliver samlet i en organisation. Jon Steffensen fra Natfilm udtaler til Politiken:

“Det er ikke noget, vi gør, fordi kommunen eller andre insisterer på det. Eller fordi de truer os økonomisk, hvis vi ikke gør det. Der er ikke tale om et tvangsægteskab – den slags er nemlig forbudt her i landet. Vi gør det, fordi tiden nu er moden hos begge parter. Og med de kvaliteter, som vi hver især har, kan vi skabe den helt rigtige og unikke filmfestival i København.”

OK så. Men det er i hvert fald også sådan, at de københavnske politikere, som yder et betragteligt tilskud til begge festivaler, ikke har brudt sig om den måde, de to festivaler “bekrigede hinanden” (siger Martin Geertsen i samme artikel). Så fortsat økonomisk støtte er nu afhængig af en sammenlægning.

En sammenlægning vil også betyde, at der fremover kun vil være en filmfestival i København (ud over CPH:DOX, som man må formode kører videre i sin nuværende form. Lad os se…). Og det er ikke sådan, at den ene af de to eksisterende vil opsluge den anden – de vil begge blive nedlagt, og en helt ny festival vil blive startet.

Forskellige profiler
De to festivaler var meget forskellige, med NatFilm som den skæve, folkelige og CIFF som den mere snobbede. Men efter at CIFF havde en noget sløv start, så var jeg personligt blevet meget begejstret for den også.

NatFilm udmærkede sig ved at vise film fra alle dele af verden, og var stedet, hvor man kunne se mærkelige, pudsige, sjove indslag, som ellers ikke ville nå vores breddegrader (eller længdegrader, for den sags skyld). CIFF var derimod mere klassisk, og holdt sig til europæiske film af mere klassisk tilsnit.

Så hvad betyder sammenlægningen for den profil, en ny festival vil få? Tja, jeg vil ikke mene man kan holde sig til rene europæiske film – særligt med den succes, NatFilms asiatiske temaserier havde. Derudover havde NatFilm uden tvivl bedre fat i det københavnske publikum – så mon ikke det var en ide at bibeholde den lidt skæve profil og ideen om, at man godt kan sætte film på programmet uden at de er helstøbte, men blot fordi de har noget sjovt at byde på?

Økonomi og kultur
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan den nye festival vil blive drevet. NatFilm har altid været den frække, folkelige græsrodsfestival, mens CIFF fra starten var noget mere professionelt og internationalt orienteret. Skal det være røde løbere og kendte jurymedlemmer eller uformel københavnerkultur. Vi ender nok med en mellemløsning, hvor programmet i høj grad vil afspejle NatFilm-profilen, mens enkelte film måske vil være udvalgt til konkurrence og give festivalen en international profil.

For der er også forskel på det økonomiske fundament for de to festivaler. NatFilm havde et budget på 3,1 mill. mens CIFF’s budget var på 8,2 mill. Til gengæld viste NatFilm flere film (185) end CIFF (147) og lokkede flere i biografen – de to festivaler havde hhv. 31.500 og 25.000 gæster. Så det er da nærliggende at spørge sig selv hvad de ekstra 5,1 mill. i CIFF’s kasse blev brugt til.

Godt nok havde CIFF en jurykonkurrence, og det er da heller ikke utænkeligt at filmene på NatFilms program generelt måske var lidt billigere at få til festivalen. Men alligevel.

Hvem taber og hvem vinder på sammenlægningen?
Min umiddelbare tanke er, at de københavnske filmfans mister meget på det her. For vi får kun en filmfestival fremover – og den vil jo langt fra blive dobbelt så stor som nogen af de to nuværende festivaler.

Det er en nærliggende tanke, at det bare er en anledning for kommunen til at spare nogle penge på budgettet. For jeg synes faktisk, at de to festivaler sagtens kunne leve ved siden af hinanden. Og nu skal man i stedet til at starte helt forfra med at opbygge en ny profil for en ny festival – også over for udlandet.

(Det skal lige siges, at NatFilm vil finde sted i 2008 som planlagt – det har de annonceret i deres nyhedsbrev og på deres hjemmeside. CIFF, som lige har overstået deres 2007-festival, har ikke noget at sige, hvis man skal dømme efter deres hjemmeside.

De fleste steder, der anmelder plader, film, spil, biler, sexlegetøj eller andet stads har en fast skala, de benytter. Nul til seks stjerner. 1 til 100 procent. Og så videre.

Lad os tage filmanmeldelser som eksempel. Hvad nu, hvis det ikke var, hvor mange stjerner (som eksempel), filmen fik, der skiftede, men i stedet hvor mange stjerner, den kunne have fået?

Det virker sådan, at man vælger et pænt antal stjerner, der ikke er hverken for småt eller for stort, som alle film får. Jeg synes 4 stjerner er passende. Det, der angiver kvaliteten af en film, er så, ud af hvor mange stjerner, den fik sine fire. For eksempel er 4 ud af 5 stjerner en god anmeldelse. Og samtidig er trinnet ned til 4 ud af 6 ikke for stort (derfor er 4 et bedre antal end ex 2 eller endog 1).

Det, denne skala i høj grad tager højde for, er, at gode film jo bare er gode, men at man nogle gange kan overraskes over, hvor dårlig en film rent faktisk er. Bevares, der er selvfølgelig forskel på sublim mesterværksklasse à la “Apocalyse Now” eller [indsæt navn på din yndlingsfilm her] (4 ud af 4 eller måske endda ud af 3?), en bemærkelsesværdig god film som ex “Das Leben der Anderen” (4 ud af 5?) eller bare godt filmhåndværk som ex “The Departed” (4 ud af 6?).

Men der er større forskel på de dårlige film. Og det er her, skalaen kommer til sin ret. Tag nu en skidt, men velment film som “16 Blocks”, som jeg nappede til tømmermændene i forgårs. Den ville jeg nok give 4 ud af 8. Skridtet længere nede kunne være ex “Armageddon” (4 ud af 20-25 stykker?), og endnu længere ned eksempelvis “Star Wars I: The Phantom Menace” (4 ud af 50? ud af 100?). Fortsæt selv med dårlige film derudaf…

Ideen er selvfølgelig, at man med denne skala virkelig formår at give læseren et indtryk af, hvor dårlig en film kan være. Forestil dig en anmeldelse på en blog, hvor filmen i slutningen af teksten får sine 4 stjerner, men man så samtidig kan scrolle nedad og se alle de stjerner, filmen ikke fik. Jo længere man kan scrolle, jo dårligere er filmen.

Nu sidder jeg og bryder min hjerne for at komme i tanker om nogle virkelig dårlige film, jeg har set, men kan selvfølgelig ikke lige huske nogen. Og jeg har faktisk ikke set nogle af filmene på IMDB’s liste over de 100 dårligste film (baseret på brugernes stemmer).

(Noget lignende synes at være tanken bag den nye karakterskala. Her er 11 og 13 behændigt slået sammen til 12. 10 er stadig 10, mens 7, 8 og 9 er blevet samlet i et 7-tal. Men så fortsætter det ellers nedad – helt til -3 (minus tre!). )

På Cannes sidste år havde Daft Punks første spillefilm premiere. Electroma hedder den, og den ser spændende ud. I forbindelse med hver af deres to første plader lavede Daft Punk også en film – for eksempel blev de tegnede musikvideoer til “Discovery”-pladen forlænget til en hel film, Interstellar 5555 (som i øvrigt kan ses på Google Video). Her er en lille snas af filmen:

Men dene gang er det altså ikke bare en plade-accessory. Faktisk er der slet ikke noget musik af Daft Punk med i filmen. Og der er heller ikke noget snak. Og heller ikke meget handling, så den kan vi vist godt røbe her:

To robotter kører rundt i Californien. De kommer til en by, hvor de får hældt noget latex på hovederne, der får dem til at ligne mennesker. Det bryder byens (robot)beboere sig ikke om, og jagter dem. Så smelter latexmassen i solen. De to robotter søger ud i ørkenen, hvor den ene må give op efter lang tids traven, og får den anden til at sprænge sig i luften via en mekanisme i sin ryg. Senere giver den anden også op, men kan ikke nå om på sin egen ryg, og smadrer derfor i stedet sin hjelm og bruger et stykke af glasset til at antænde sig selv. Filmen slutter med en brændende robot der går gennem mørket i ørkenen i slow motion. Herunder er handlingen gengivet med 170 stills fra filmen.

Så det er primært for cinematografien (hedder det det på dansk) og lækkerheden, man skulle se filmen (det giver still-gennemgangen måske også en ide om). Robotterne er aptly dressed i tøj fra Dior Homme og kører en Ferrari 412, der også er helt OK, og filmen er skudt i Californiens landskaber. Billederne er faktisk ret flotte i de klip, jeg har set – efter sigende læste Thomas Bangalter (det ene Daft Punk-medlem) over 200 numre af American Cinematography for at sætte sig ind i sagerne.

Jeg har ikke set filmen, men den lyder interessant. Det tegner til at blive en sjov blanding af den anspændte tomhed og tavshed i Luc Bessons Le Dernier Combat, amerikansk ørken-månelandskabs-feeling som i Wim Wenders’ Paris, Texas eller Vincent Gallos The Brown Bunny (som den også er blevet beskyldt for at efterligne, men omvendt også selv refererer til ved at genbruge en sang fra (“Milk and Honey “med Jackson C. Frank)) og så Daft Punks sædvanlige futuristiske og topdesignede robotunivers.

Musikken er i øvrigt værd at gå på opdagelse i, lige fra Eno over Curtis Mayfiels over lækker Sebastian Tellier-pop og supersej 70′er-poprock med Todd Rundgren (som spiller i det øverste YouTube-klip herover). Læs mere på Wikipedia eller se traileren på Daft Punks hjemmeside eller på YouTube, hvor du også kan se flere klip fra filmen, blandt andet afslutningssekvensen.