Og her er to, der bare er fede på retro-måden. Jeg kender ikke “Carlos”, men hvis den er lige så god som plakaten er sej, så skal den ses…

Forargelse er åbenbart et godt brændstof, når det gælder om at få folk til at tænde for fjernsynet. Så kan man sidde og krumme tæer over de, der ikke ved bedre. Og grine af dem, ikke mindst. Det er der en af de forargede De Unge Mødre-seere, der har skrevet et speciale om. Og det har Politiken spurgt hende om:

Er det ikke en arrogant reaktion?
»

Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?
»

På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

Man kan vist roligt åbne Bourdieu-bogen og slå op på side 1. Som jeg husker det i Henrik Dahls læse let-version, har han et begreb, der hedder meconnaissance. Det betegner den systematisk manglende indsigt i betingelserne for ens egen praksis. Eller sådan noget lignende.

Altså: Man har nogle præferencer og holdninger, som man ikke selv kan se er formet af strukturerne omkring en og ens placering i disse strukturer (sådan meeeget simplificeret!). Eller med andre ord: De laveste socialgrupper vil gerne længere op, men vil også som regel sige, at de er godt tilfredse hvor de er, og drømmer om det simple liv osv. osv. De højeste, som jo kan skue ned på de andre, vil sige at de bestemt ikke kunne forestille sig dette “simple liv”, og at alle jo reelt har muligheden for at rykke på tværs af de sociale skel.

Lad os alle bladre om til dobbeltinterviewet med henholdsvis en af de Unge Mødre og en “Veninde på 1. klasse” (som vist er en slags virkelighedens 2900 Happiness. Eller noget.). Det illustrerer mekanismen meget godt. Prøv selv at læs. Virkelig! Heldigvis kan begge de interviewede også skue ud over egen næse og ditto manglende selvindsigt i egen praksis og erklære at den anden da også har noget, de ikke selv har…

(nå, det var lidt lang tid siden jeg fik luftet en af de tunge sociologer. Og ja, jeg ved godt, at det vist ikke hedder “strukturer” på Bourdieu’sk – jeg er desværre ikke så skarp i lige ham. Beklager. Nu skal jeg nok pakke bøgerne sammen igen :-))

Gad vide om TV-kanalerne, der sender de her programmer, i øvrigt ikke spekulerer i, at de i virkeligheden har to målgrupper. De, der identificerer sig med (eller ønsker at være som) deltagerne. Og de, der gør det modsatte, “godt det ikke er mig”-gruppen, som alligevel ikke kan lade være at kigge med.

Mon ikke? Hvorfor ellers udstille Paradise Hotel-deltagernes manglende viden eller knap så kvikke bemærkninger, som det beskrives i denne intellektuelle kærlighedserklæring til programmet på Informations hjemmeside (gå ikke glip af de fine kommentarer – Informations hjemmeside er afgjort det nye Avisen.dk!…).

Ingen af de fire hidtil har noget med jul at gøre, men det er jo heller ikke formålet. Jeg er særlig vild med Christina Rosendahls kommentar til sit filmklip:

”Det her er den bedste øjenspiddescene, jeg har set. Den er fra Lucio Fulcis zombieklassiker Zombie Flesh Eaters fra 1979. Scenen har en perfekt blanding af sexet italienerinde, ekstrem vold og et ret fedt kamera-arbejde. Skuespillet er ikke særligt godt, og det er en fordel, når man skal se scener med udpræget vold. Det hjælper én til at distancere sig lidt.”

De andre, der har valgt klip indtil videre, er Frank Hvam, Meta Louise Foldager og Michael Noer. Her er Christinas klip:

Klik her for at se den indsatte video.

Julezombier, ahhh. Set hos Anders Buhl.

Klik her for at se den indsatte video.

Klik her for at se den indsatte video.

Klik her for at se den indsatte video.

Der er også en hjemmeside for filmen. Premiere 16. maj…

Og branchefolkene er ikke mindre kritiske end anmelderne plejer at være – tværtimod. Eksempelvis får både Christian Monggard fra Information og Per Juul Carlsen fra Filmland på DR kun 3 ud af 6 stjerner.

Det synes de selvfølgelig begge er dybt uretfærdigt. Og de følger sig misforstået. Det kan man læse sig til, for de blogger begge to for deres respektive medier.

Monggard betvivler at de fleste anmeldere ikke netop prøver at opfylde de krav, som branchefolkene mener de i højere grad bør leve op til. Og det lyder rigtigt. Han pointerer også, at branchefolkene vel også har et bestemt – og noget andet end anmeldernes – ståsted som grundlag for deres vurderinger. Igen er jeg enig – der er vel en årsag til, at det netop er semiakademiske “super-filmseere”, der anmelder – de har en anden involvering i mediet end ex instruktørens, der nok er mere følelsesmæssig og teknisk.

Juul Carlsen svarer igen med en slags gen-anmeldelse (formet som et “interview med mig selv”). Og kritiserer netop også det, at filmfolkene forventer en eller anden form for saglig gennemgang af alle film efter nogle bestemte kriterier.

Men begge to indrømmer de også, at det sætter deres virke i perspektiv at rollerne bliver byttet om. Jeg tror at man som filmanmelder nogen gange kan glemme, at der er mennesker, der har brugt nogle gange flere år på at skabe det, man kan gøre kort proces med i sin anmeldelse. Men den kynisme er vel egentlig også nødvendig…

Historien sætter også nogle tanker i gang hos mig. For hvad er de gode anmeldelse egentlig? Særligt når nu alle og enhver kan skrive deres mening om alt mellem himmel og jord på deres egen blog…

Er det eksempelvis godt, hvis anmeldelsen i sig selv har en vis “litterær” kvalitet – eller skal den snarere være nøgtern og indeholde de samme elementer hver gang? Branchefolkene efterlyser eksempelvis at ting som det visuelle og teknisk skal have mere plads, og at anmeldelsen skal fokusere på, hvad filmen vil tilskueren.

Men efter min mening giver det mening at tilrettelægge anmeldelsen efter filmen. Som Monggard skriver, er der altså bare nogle film, der indbyder mere til at blive tolket på end andre.

Derudover synes jeg netop at det – paradoksalt nok – er blevet endnu vigtigere, at anmelderen bruger sig selv i anmeldelsen og ikke kun forsøger at beskrive og vurdere filmen “objektivt” og komme hele vejen rundt om den. De fleste har vel nogle bestemte anmeldere, de helst “følger” og efterhånden lærer at kende – og dermed også stoler på kan fremhæve netop det, der gør en film god eller dårlig?

Bonusinfo: Du kan også selv blive kritiker. NatFilm søger filmentusiaster, der vil være jurymedlemmer til uddelingen af Kritikerprisen (ja, sjovt at den hedder kritikerprisen, når det nu ikke er (professionelle) kritikere, der uddeler den…).

Bonusspørgsmål: Gad vide hvad Monggard og Juul Carlsen havde fået på Grann-skalaen?

Se – og hør – selv. Jeg synes det er vanvittigt flot:

Klik her for at se den indsatte video.

Musik-bonusinfo: Der er nyt på vej fra WhoMadeWho og Gnarls Barkley. (Begge links peger til smagsprøver, og begge smagsprøver lyder godt. Enjoy!)

“Det er ikke noget, vi gør, fordi kommunen eller andre insisterer på det. Eller fordi de truer os økonomisk, hvis vi ikke gør det. Der er ikke tale om et tvangsægteskab – den slags er nemlig forbudt her i landet. Vi gør det, fordi tiden nu er moden hos begge parter. Og med de kvaliteter, som vi hver især har, kan vi skabe den helt rigtige og unikke filmfestival i København.”

OK så. Men det er i hvert fald også sådan, at de københavnske politikere, som yder et betragteligt tilskud til begge festivaler, ikke har brudt sig om den måde, de to festivaler “bekrigede hinanden” (siger Martin Geertsen i samme artikel). Så fortsat økonomisk støtte er nu afhængig af en sammenlægning.

En sammenlægning vil også betyde, at der fremover kun vil være en filmfestival i København (ud over CPH:DOX, som man må formode kører videre i sin nuværende form. Lad os se…). Og det er ikke sådan, at den ene af de to eksisterende vil opsluge den anden – de vil begge blive nedlagt, og en helt ny festival vil blive startet.

Forskellige profiler
De to festivaler var meget forskellige, med NatFilm som den skæve, folkelige og CIFF som den mere snobbede. Men efter at CIFF havde en noget sløv start, så var jeg personligt blevet meget begejstret for den også.

NatFilm udmærkede sig ved at vise film fra alle dele af verden, og var stedet, hvor man kunne se mærkelige, pudsige, sjove indslag, som ellers ikke ville nå vores breddegrader (eller længdegrader, for den sags skyld). CIFF var derimod mere klassisk, og holdt sig til europæiske film af mere klassisk tilsnit.

Så hvad betyder sammenlægningen for den profil, en ny festival vil få? Tja, jeg vil ikke mene man kan holde sig til rene europæiske film – særligt med den succes, NatFilms asiatiske temaserier havde. Derudover havde NatFilm uden tvivl bedre fat i det københavnske publikum – så mon ikke det var en ide at bibeholde den lidt skæve profil og ideen om, at man godt kan sætte film på programmet uden at de er helstøbte, men blot fordi de har noget sjovt at byde på?

Økonomi og kultur
Derudover er der spørgsmålet om, hvordan den nye festival vil blive drevet. NatFilm har altid været den frække, folkelige græsrodsfestival, mens CIFF fra starten var noget mere professionelt og internationalt orienteret. Skal det være røde løbere og kendte jurymedlemmer eller uformel københavnerkultur. Vi ender nok med en mellemløsning, hvor programmet i høj grad vil afspejle NatFilm-profilen, mens enkelte film måske vil være udvalgt til konkurrence og give festivalen en international profil.

For der er også forskel på det økonomiske fundament for de to festivaler. NatFilm havde et budget på 3,1 mill. mens CIFF’s budget var på 8,2 mill. Til gengæld viste NatFilm flere film (185) end CIFF (147) og lokkede flere i biografen – de to festivaler havde hhv. 31.500 og 25.000 gæster. Så det er da nærliggende at spørge sig selv hvad de ekstra 5,1 mill. i CIFF’s kasse blev brugt til.

Godt nok havde CIFF en jurykonkurrence, og det er da heller ikke utænkeligt at filmene på NatFilms program generelt måske var lidt billigere at få til festivalen. Men alligevel.

Hvem taber og hvem vinder på sammenlægningen?
Min umiddelbare tanke er, at de københavnske filmfans mister meget på det her. For vi får kun en filmfestival fremover – og den vil jo langt fra blive dobbelt så stor som nogen af de to nuværende festivaler.

Det er en nærliggende tanke, at det bare er en anledning for kommunen til at spare nogle penge på budgettet. For jeg synes faktisk, at de to festivaler sagtens kunne leve ved siden af hinanden. Og nu skal man i stedet til at starte helt forfra med at opbygge en ny profil for en ny festival – også over for udlandet.

(Det skal lige siges, at NatFilm vil finde sted i 2008 som planlagt – det har de annonceret i deres nyhedsbrev og på deres hjemmeside. CIFF, som lige har overstået deres 2007-festival, har ikke noget at sige, hvis man skal dømme efter deres hjemmeside.

Lad os tage filmanmeldelser som eksempel. Hvad nu, hvis det ikke var, hvor mange stjerner (som eksempel), filmen fik, der skiftede, men i stedet hvor mange stjerner, den kunne have fået?

Det virker sådan, at man vælger et pænt antal stjerner, der ikke er hverken for småt eller for stort, som alle film får. Jeg synes 4 stjerner er passende. Det, der angiver kvaliteten af en film, er så, ud af hvor mange stjerner, den fik sine fire. For eksempel er 4 ud af 5 stjerner en god anmeldelse. Og samtidig er trinnet ned til 4 ud af 6 ikke for stort (derfor er 4 et bedre antal end ex 2 eller endog 1).

Det, denne skala i høj grad tager højde for, er, at gode film jo bare er gode, men at man nogle gange kan overraskes over, hvor dårlig en film rent faktisk er. Bevares, der er selvfølgelig forskel på sublim mesterværksklasse à la “Apocalyse Now” eller [indsæt navn på din yndlingsfilm her] (4 ud af 4 eller måske endda ud af 3?), en bemærkelsesværdig god film som ex “Das Leben der Anderen” (4 ud af 5?) eller bare godt filmhåndværk som ex “The Departed” (4 ud af 6?).

Men der er større forskel på de dårlige film. Og det er her, skalaen kommer til sin ret. Tag nu en skidt, men velment film som “16 Blocks”, som jeg nappede til tømmermændene i forgårs. Den ville jeg nok give 4 ud af 8. Skridtet længere nede kunne være ex “Armageddon” (4 ud af 20-25 stykker?), og endnu længere ned eksempelvis “Star Wars I: The Phantom Menace” (4 ud af 50? ud af 100?). Fortsæt selv med dårlige film derudaf…

Ideen er selvfølgelig, at man med denne skala virkelig formår at give læseren et indtryk af, hvor dårlig en film kan være. Forestil dig en anmeldelse på en blog, hvor filmen i slutningen af teksten får sine 4 stjerner, men man så samtidig kan scrolle nedad og se alle de stjerner, filmen ikke fik. Jo længere man kan scrolle, jo dårligere er filmen.

Nu sidder jeg og bryder min hjerne for at komme i tanker om nogle virkelig dårlige film, jeg har set, men kan selvfølgelig ikke lige huske nogen. Og jeg har faktisk ikke set nogle af filmene på IMDB’s liste over de 100 dårligste film (baseret på brugernes stemmer).

(Noget lignende synes at være tanken bag den nye karakterskala. Her er 11 og 13 behændigt slået sammen til 12. 10 er stadig 10, mens 7, 8 og 9 er blevet samlet i et 7-tal. Men så fortsætter det ellers nedad – helt til -3 (minus tre!). )

Klik her for at se den indsatte video.

Men dene gang er det altså ikke bare en plade-accessory. Faktisk er der slet ikke noget musik af Daft Punk med i filmen. Og der er heller ikke noget snak. Og heller ikke meget handling, så den kan vi vist godt røbe her:

To robotter kører rundt i Californien. De kommer til en by, hvor de får hældt noget latex på hovederne, der får dem til at ligne mennesker. Det bryder byens (robot)beboere sig ikke om, og jagter dem. Så smelter latexmassen i solen. De to robotter søger ud i ørkenen, hvor den ene må give op efter lang tids traven, og får den anden til at sprænge sig i luften via en mekanisme i sin ryg. Senere giver den anden også op, men kan ikke nå om på sin egen ryg, og smadrer derfor i stedet sin hjelm og bruger et stykke af glasset til at antænde sig selv. Filmen slutter med en brændende robot der går gennem mørket i ørkenen i slow motion. Herunder er handlingen gengivet med 170 stills fra filmen.

Klik her for at se den indsatte video.

Så det er primært for cinematografien (hedder det det på dansk) og lækkerheden, man skulle se filmen (det giver still-gennemgangen måske også en ide om). Robotterne er aptly dressed i tøj fra Dior Homme og kører en Ferrari 412, der også er helt OK, og filmen er skudt i Californiens landskaber. Billederne er faktisk ret flotte i de klip, jeg har set – efter sigende læste Thomas Bangalter (det ene Daft Punk-medlem) over 200 numre af American Cinematography for at sætte sig ind i sagerne.

Jeg har ikke set filmen, men den lyder interessant. Det tegner til at blive en sjov blanding af den anspændte tomhed og tavshed i Luc Bessons Le Dernier Combat, amerikansk ørken-månelandskabs-feeling som i Wim Wenders’ Paris, Texas eller Vincent Gallos The Brown Bunny (som den også er blevet beskyldt for at efterligne, men omvendt også selv refererer til ved at genbruge en sang fra (“Milk and Honey “med Jackson C. Frank)) og så Daft Punks sædvanlige futuristiske og topdesignede robotunivers.

Musikken er i øvrigt værd at gå på opdagelse i, lige fra Eno over Curtis Mayfiels over lækker Sebastian Tellier-pop og supersej 70′er-poprock med Todd Rundgren (som spiller i det øverste YouTube-klip herover). Læs mere på Wikipedia eller se traileren på Daft Punks hjemmeside eller på YouTube, hvor du også kan se flere klip fra filmen, blandt andet afslutningssekvensen.