granns.net

Hos Kottke faldt jeg over links til to lister over de bedste filmplakater fra 2010. Her er to af dem, som jeg synes på elegant vis formår at fortælle filmens historie med et billede.

Og her er to, der bare er fede på retro-måden. Jeg kender ikke “Carlos”, men hvis den er lige så god som plakaten er sej, så skal den ses…

Surprise: De kloge, velstillede unge med længere uddannelser og en opvækst i de højere sociale lag kan godt lide at se reality-TV – det gælder ex åbenbart både Paradise Hotel og De Unge Mødre. Man ser det for at kunne pege fingre af de dumme deltagere og trygt kunne forvisse sig om at man selv er godt placeret og på rette vej. Og i hvert fald er bedre end at deltage i sådan noget.

Forargelse er åbenbart et godt brændstof, når det gælder om at få folk til at tænde for fjernsynet. Så kan man sidde og krumme tæer over de, der ikke ved bedre. Og grine af dem, ikke mindst. Det er der en af de forargede De Unge Mødre-seere, der har skrevet et speciale om. Og det har Politiken spurgt hende om:

Er det ikke en arrogant reaktion?
»

Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?
»

På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

Man kan vist roligt åbne Bourdieu-bogen og slå op på side 1. Som jeg husker det i Henrik Dahls læse let-version, har han et begreb, der hedder meconnaissance. Det betegner den systematisk manglende indsigt i betingelserne for ens egen praksis. Eller sådan noget lignende.

Altså: Man har nogle præferencer og holdninger, som man ikke selv kan se er formet af strukturerne omkring en og ens placering i disse strukturer (sådan meeeget simplificeret!). Eller med andre ord: De laveste socialgrupper vil gerne længere op, men vil også som regel sige, at de er godt tilfredse hvor de er, og drømmer om det simple liv osv. osv. De højeste, som jo kan skue ned på de andre, vil sige at de bestemt ikke kunne forestille sig dette “simple liv”, og at alle jo reelt har muligheden for at rykke på tværs af de sociale skel.

Lad os alle bladre om til dobbeltinterviewet med henholdsvis en af de Unge Mødre og en “Veninde på 1. klasse” (som vist er en slags virkelighedens 2900 Happiness. Eller noget.). Det illustrerer mekanismen meget godt. Prøv selv at læs. Virkelig! Heldigvis kan begge de interviewede også skue ud over egen næse og ditto manglende selvindsigt i egen praksis og erklære at den anden da også har noget, de ikke selv har…

(nå, det var lidt lang tid siden jeg fik luftet en af de tunge sociologer. Og ja, jeg ved godt, at det vist ikke hedder “strukturer” på Bourdieu’sk – jeg er desværre ikke så skarp i lige ham. Beklager. Nu skal jeg nok pakke bøgerne sammen igen :-))

Gad vide om TV-kanalerne, der sender de her programmer, i øvrigt ikke spekulerer i, at de i virkeligheden har to målgrupper. De, der identificerer sig med (eller ønsker at være som) deltagerne. Og de, der gør det modsatte, “godt det ikke er mig”-gruppen, som alligevel ikke kan lade være at kigge med.

Mon ikke? Hvorfor ellers udstille Paradise Hotel-deltagernes manglende viden eller knap så kvikke bemærkninger, som det beskrives i denne intellektuelle kærlighedserklæring til programmet på Informations hjemmeside (gå ikke glip af de fine kommentarer – Informations hjemmeside er afgjort det nye Avisen.dk!…).

I går skrev jeg om nogle julefilm. På filmmagasinet Ekkos hjemmeside har de en julekalender, hvor et kendt ansigt fra den danske filmbranche hver dag præsenterer et filmklip.

Ingen af de fire hidtil har noget med jul at gøre, men det er jo heller ikke formålet. Jeg er særlig vild med Christina Rosendahls kommentar til sit filmklip:

”Det her er den bedste øjenspiddescene, jeg har set. Den er fra Lucio Fulcis zombieklassiker Zombie Flesh Eaters fra 1979. Scenen har en perfekt blanding af sexet italienerinde, ekstrem vold og et ret fedt kamera-arbejde. Skuespillet er ikke særligt godt, og det er en fordel, når man skal se scener med udpræget vold. Det hjælper én til at distancere sig lidt.”

De andre, der har valgt klip indtil videre, er Frank Hvam, Meta Louise Foldager og Michael Noer. Her er Christinas klip:

Julezombier, ahhh. Set hos Anders Buhl.

Den iskolde og stålhårde “Machine Gun” fra Portisheads nye minder mig om Brad Fiedels intromusik til Terminator tilbage fra 1984. Er der ikke noget om det?

Jeg bliver lige nødt til at poste traileren for dokumentaren om Roskilde Festival, som kommer til maj. Det ser udmærket ud – der er i hvert fald gjort meget ud af at få det til at ligne en rigtig film. I modsætning til den DVD, festivalen selv lavede for et par år siden (og som jeg i øvrigt var med til at stable på benene, hmmm…).

Der er også en hjemmeside for filmen. Premiere 16. maj…