Jeg har lige opdaget Kommunikationsforums nye feature, profilnetværket “K-Profil”. Det ser ud til at have kørt siden november, men er - som sådan noget jo skal være - stadig i beta. Og indtil videre ligner det mest et profilnetværk for ansatte på Advice A/S.

Og jeg må sige, at jeg er skeptisk. Sitet er en blanding af LinkedIn (se hvem jeg er og hvad vi kan bruge hinanden til), Del.icio.us (se hvilke spændende ting, jeg har set for nylig) og en blog. Og det er jo fint. Men hvad så, hvis man allerede bruger en eller flere af de services (jeg bruger for eksempel alle tre)?

Det er dog en god pointe at forsøge at samle kommunikationsrelevante mennesker, links og meninger (i form af blogs) på et site. Men hvor går så grænsen for, hvad der er relevant? Og taber man ikke samtidig noget? Er der ikke mange ledere, ikke-kommunikations-konsulenter, HR-folk, IT-folk m.fl., der også er relevante at kende og høre? Men som måske ikke er repræsenteret, fordi det er et kommunikationsforum?

“Se hvor populær jeg er”
Så har sitet også den i konteksten lidt pudsige ting, at man kan se, hvor populær en person er. Man har nemlig “K-points” (jo flere links til og fra andre, jo flere points), og antallet af points bestemmer ens “K-rank” (altså “Krank”?). Og der synes jeg måske der går lige lovlig meget “se hvor mange venner, jeg har” i den.

Men altså, det skal da prøves. Så jeg har forsøgsvis oprettet en profil. Og det er forholdsvis let (dog fik jeg en fejl, hvis jeg prøvede at bruge HTML i min personlige beskrivelse). Jeg startede med en K-rank på 202 (jeg gætter derfor på, at jeg er bruger nr. 202), men efter at have linket til et par andre er jeg allerede oppe som nr. 83. Alright - the sky’s the limit!

Et par ønsker til forbedringer
Jeg ville dog synes, det var fedt, hvis man kunne integrere til/med andre sites og service, ex: a) Hente sit CV på LinkedIn, hvor rigtig mange nok allerede har en profilside? b) Hente sine links på Del.icio.us, som nogle også allerede bruger? og c) Hente blogindlæg fra sin egen blog, hvilket mange (efterhånden) også har? (det mindre fede alternativ ville være, at man kunne hente indhold fra disse sites når man opretter sin K-profil.)

Med tiden er det nok tanken, at blogindlæg og interessant links skal integreres med resten af indholdet på Kommunikationsforum. Det gør livet lettere for redaktionen, men forhåbentlig også for brugerne. Det vil give endnu mere liv og interaktivitet og dialog - forhåbentlig. Jeg foreslår straks, løst fra hoften:

RSS! Dels på links med bestemt keywords og fra bestemte brugere, dels på blogindlæg og kommentarer (ligeledes på keywords og brugere).

Visning af relevante blogindlæg, links og filer ved artiklerne på selve Kommunikationsforum.

At man skal kunne skjule et faneblad (ex “blog” eller “links og filer”) hvis man ikke bruger den pågældende feature på sin profil.

Og så er jeg altså lidt forbeholden over for navnet. “K-profil” lyder bare lidt for noller og klodset, synes jeg. Også fordi, de nu forsøger at gøre “K-[noget]” til et udsagnsord: En ting er, at man kan “Google” mig når man er inde på en profilside. Den køber jeg. “Technorati Christoffer Grann” er straks sværere at sluge - der tror jeg nok, jeg ville have bidt i det sure æble og skrevet “Søg på Christoffer Grann på Technorati”. Og helt galt går det så med næste mulighed: “K-forum Christoffer Grann”. Helt ærligt, det er altså en om’er…

Succes eller fiasko?
Det bliver spændende at se, hvordan sitet klarer sig. Ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere fede features og integration. Men spørgsmålet er, hvor meget og hvordan, det vil blibe brugt af brugerne. Jeg forestiller mig, at mange vil oprette en profil, men at kun få vil bruge det mere aktivt og jævnligt, dvs. blogge, dele links, skrive i gæstebøger og løbende tilføje nye kontakter.

På den anden side: Hvis man ved at blogge noget eller poste et interessant link kan blive vist i forbindelse med en meget læst artikel på Kommunikationsforum, så er der da sikekrt nogle, der vil bide på: Hvem vil ikke gerne gøre opmærksom på sig selv over for sine kolleger? Og kommunikationsfolk er jo notorisk kendt for at mene noget om alting og ingenting, så…

Samme problematik (”jeg har oprettet en profil, og hvad så?”) gør sig i øvrigt gældende for LinkedIn, synes jeg. Men der har K-profil trods alt en fordel, fordi det faglige indhold i form af blogs, links og artikler kan fungere som omdrejningspunkt for netværksdannelsen.

Jeg støder ofte på Rasmus i kommentarerne på danske blogs rundt omkring. En overgang besøgte jeg faktisk også hans blog jævnligt. Det var inden jeg fik samlet så mange sammen, at jeg modvilligt måtte sortere nogen fra (hvilket jeg stadig ofte gør fordi jeg hele tiden føjer nye til). Og det var åbenbart også inden jeg selv begyndte at blogge.

…For så havde jeg nok ikke valgt det samme tema som ham. Sjovt nok husker jeg slet ikke hans blog som sådan - i hvert fald tror jeg nok at topbilledet var anderledes. Under alle omstændigheder er der noget forkert ved at have Rasmus’ blog og Granns.net åbne i hver sit faneblad, og så klikke frem og tilbage og konstatere, at kun indholdet og topbilledet skifter - ikke typografier eller baggrundsfarver.

Eller rettere: Der er ikke noget forkert ved det. Eller usædvanligt, for den sags skyld - der er masser af blogs, der ligner hinanden på en prik. Men en anden dansk blog, og vi kommenterer af og til de samme steder. Det er noget af et sammentræf, og det er en meget meget lille smule ærgerligt. Men ærgerligt nok til at det virker forkert på mig.

Sjovt nok er det også kun en uges tid siden, at jeg ændrede baggrundsfarven her på bloggen fra at være grønlig til at være samme grå farve som lige uden om selve blogindholdet (før svævede ruden med de runde hjørner over en grå firkant på en grønlig baggrund, hvis det giver mening). Præcis som Rasmus har gjort.

Så altså: Når jeg en gang har tid skal der pilles ves stylesheet’et til Granns.net. For temaet vil jeg gerne blive ved at bruge. (Det hedder i øvrigt “Relaxation 3 column” - og du holder dig bare væk :-))

Øv!

Jeg går lidt og tænker Luhmann i forhold til mit speciale om corporate blogging. Og lad mig derfor allerede nu sige, at svaret på spørgsmålet i overskriften er nej. Men jeg synes det er interessant, hvordan man skal konstruere blogs/blogosfæren i forhold til Luhmanns tanker om funktionssystemer.

Funktionssystemer er eksempelvis det politiske, økonomiske eller massemedielle system. Der er altså tale om abstrakte samfundsmæssige størrelser, hvori der udveksles magt, penge, nyheder eller hvad der nu er “mediet” inden for det pågældende funktionssystem. Funktionssystemer understøtter organisatoriske systemer (eksempelvis virksomheder, forvaltninger, NGO’er) og omvendt, idet de organisatoriske systemer “kobler” til de forskellige funktionssystemer. Så langt, så godt.

I tilfældet blogs er det oplagt at drage en parallel til massemedierne. Anders Esmark har i den forbindelse nogle interessante pointer i sin artikel “Offentlig kommunikation mellem ret og stat”, som jeg løst baserer min tanker på her. Luhmann taler selv om massemedierne som et funktionssystem. Og her er det vigtigt at pointere, at der altså ikke er tale om de konkrete medier, men en abstrakt størrelse, som man måske kunne kalde “nyhedsverdenen”. De konkrete medier, som for eksempel aviserne, er altså organisatoriske systemer, der kobler sig til denne nyhedsverden.

Men hvor passer blogs så ind i den ligning? For blogs er jo i større grad blevet en del af mediebilledet - og tillægges også mere og mere magt/opmærksomhed. Og kan endda i mange tilfælde være kilde til historier i de traditionelle medier (det omvendte er selvfølgelig også tilfældet).

Så kan man sige, at blogosfæren er et system (ikke et organisatorisk et af slagsen, men dog et system) eller en gruppe systemer, der jævnligt kobler til nyhedsverdenen ved at producere og/eller gengive nyhedshistorier? Det mener jeg godt, man kan.

I mange tilfælde kobler blogs også til andre funktionssystemer, eller bare til andre systemer. Det er dog værd at bemærke, at det ikke er blogs i sig selv, der udgør systemet, men derimod de grupper og organisationer, der igennem blogs er forbundet og har fælles dagsorden (eller “kode”, som Luhmann ville sige). Her er jeg dog lidt mere på glatis sådan rent teoretisk.

Luhmann kortlagde selv ni nyhedskriterier for de traditionelle medier. De er 1) overraskelse, 2) Konflikter, 3) Tal, 4) Noget lokalt, 5) Norm-/moralbrud, 6) Moralske vurderinger, 7) Handlinger frem for beskrivelser, 8 ) Enkelttilfælde/afvigelser, og 9) Meningsytringer. Hertil har Ida Schultz føjet et tiende, nemlig 10) Solohistorien.

Men kan man så tale om “nyhedskriterier” for blogosfæren, når den kobler til det massemedielle funktionssystem? (og hvordan kan man adskille disse fra det, der i øvrigt anses som “blogbart”?) I givet fald er disse nyhedskriterier anderledes end de traditionelle mediers, eller må i hvert fald anses som en særlig variation over dem. Her er et foreløbigt bud på disse afvigelser - listen er ikke udtømmende, så tilføj gerne flere. I ikke-prioriteret rækkefølge:

1) “Uautenticitet” - når en persons/virksomheds handling og tale ikke følges ad
2) Anbefalingen (af produkter/firmaer/services) - den gode historie er langt mere udbredt på blogs
3) “Sneboldshistorien” - noget, andre vil gentage (altså lidt modsat solohistorien, selv om der stadig er prestige i at være først)
4) Lukkethed - når en persons/virksomheds kommunikation er ikke-tilstedeværende (beslægtet med/forstærket af nummer 1, selvfølgelig)
5) Kommentaren/den personlige vinkel
6) Meta-kommunikation - dvs. at kommentere andres kommunikation (den lapper over med stort set alle de andre, jeg har nævnt). Eller på Luhmann’sk: Blog-historier er langt hyppigere 2.ordens-iagttagelser end almindelige avishistorier.

Giver det mening? Og hvad synes du?

Hvis du står og mangler et FTP-program til Mac, så er her anmeldelser af nogle stykker, og også en liste med nogle flere af dem med links til download.

Jeg brugte selv CuteFTP før, men det var åbenbart kun en 30-dages trial, jeg havde. Nu har jeg lige hentet Cyberduck, som ser ud til at virke helt fint, og er gratis. OG har en and som logo, hvilket jo altid pynter på skrivebordet.

Til blogforum stillede Joachim og Jesper spørgsmålet “Er en weblog et teknisk format eller en genre?” Mit svar vil være: Begge dele - og mere til!

For mig at se er det svært at trække en skarp grænse for, hvad en blog er. For blogging er også udtryk for - og dermed tæt forbundet med - nogle (idealistiske) tanker, som for eksempel kommer til udtryk i Cluetrain Manifesto. Derfor giver det selvfølgelig stadig mening at tale om, hvad en weblog er. Men for mig giver det mere mening at tale om, om ikke de tanker, der ligger bag blogging, ikke viser sig flere steder?

Jeg ser fire niveauer, hvor man kan kigge efter “noget”. I hvert fald hvis der er tale om blogging en korporat sammenhæng:

1. Webloggen
2. Den hjemmeside hvor webloggen ligger/virksomhedens hjemmeside
3. Anden kommunikation fra virksomheden
4. Virksomhedens handlinger

Tag som eksempel mit arbejde, Patent- og Varemærkestyrelsen. På vores weblog kommer en bestemt persona/række af personaer til udtryk. men den/de stemme(r), man finder på webloggen vil samtidig kune tages som repræsentant for selve organisationen.

Weblog-personaen er dog også forskellig fra resten af vores hjemmeside, som er knap så dialogisk orienteret, mere statisk og knap så selv-kommenterende (den går ikke så tit i meta, som man siger).

Igen forskellig herfra er Patent- og Varemærkestyrelsens kommunikation i foldere, på plakater, på messer, i pressen etc. Og igen forskellig herfra er den måde, Patent- og varemærkestyrelsen rent faktisk handler på: I det politiske system, over for kunder etc.

Så fik jeg lige skrevet mig lidt væk fra der hvor jeg startede. Men det giver dog anledning til et par spørgsmål:

• Hvordan passer det sammen med eksempelvis Luhmanns tillidsbegreb, der fordrer en konsistent kommunikation og også konsistens mellem ord og handling? Eller formuleret mere mundret: Kan man godt have en weblog og samtidig have som mål at integrere sin kommunikation?
• Er det overhovedet en gyldig analysemodel? Det er jo nogle ganske udmærkede analytiske skel mellem de fire niveauer, men i praksis vil modtagere sjældent opleve flere niveauer (samtidig), ex på grund af RSS-feeds, der jo springer minimum et niveau over.
• Kan man i en eller anden tillempet form også bruge samme tankegang for personlige weblogs?
• Find selv på flere (spørgsmål eller svar)…

På det netop afholdte Blogforum var det de mindre, mere blog-specialiserede bureauer Social Square og Whyse, der fremlagde deres tanker om brugen af blogs i virksomheds- og ogranisationskomunikation. Men de tunge drenge er også ved at komme med på vognen.

Således her PR-firmaet GCI Mannov også startet deres egen blog på MSN Spaces, hvor direktør Stefen Lüders har skrevet første indlæg den 2. oktober. Der ligger i skrivende stund tre indlæg på bloggen, det seneste fra den 9. oktober.

Men den var åbenbart ikke god nok. For den 10. oktober har Mannov startet en anden blog op, denne gang hos Wordpress. Hertil er alle indlæg fra den første blog blevet overført, inklusiv let omskrevne kommentarer (her i samme indlæg på den gamle, men i omvendt rækkefølge (!?!)). Det er i sig selv uheldigt, at det hele så optræder to gange i fx Technorati, men det giver også overordnet et billede af en lidt rodet opstart.

Heldigvis har de fået ændret linket til deres blog i nyheden på deres egen hjemmeside om, at de blogger. Den er ellers skrevet helt tilbage i september. I nyheden skriver de også, at de har afholdt et succesfuldt fyraftensmøde om “trusler og muligheder i weblogs” (man må håbe, de ikke anbefaler deres kunder at følge deres eget eksempel).

I øvrigt synes jeg, det er et godt initiativ, at et PR-bureau som Mannov med en blog åbner op for deres tanker omkring kommunikation generelt. Bureauerne har som regel fingeren på pulsen og sidder inde med en masse viden, som det kunne komme dem selv og andre til gavn at dele ud af. Det skal lidt begyndervanskeligheder ikke spænde ben for…

Der er nogle situationer, hvor man pludselig har noget tilfælles med mennesker, man intet har tilfælles med (?!?). For eksempel når man er ude at sejle og møde en anden båd. Så hilser og vinker man pænt. Eller hvis hvis man møder nogen i sin opgang. Så smiler man også høfligt og hilser måske.

Der er også tilfælde, hvor reglerne ikke er så klare. For eksempel når man møder andre danskere i udlandet (det afhænger fx af, hvor langt ude, det er) eller når man sidder og venter på audiens et sted, som i et venteværelse eller i en receptionen.

Buschauffører er et folkefærd ikke ulig sejlere. Når de møder en anden buschauffør hilser de lige, dytter måske endda. Taxachauffører er omvendt ikke på samme måde på hilsefod med hinanden. Måske fordi der er så mange af dem?

På søndag skal jeg til Blogforum (som man stadig kan tilmelde sig). Det er et arrangement, hvor folk, der sejler på blog-havet, får lejlighed til at vinke til hinanden. Men heldigvis også snakke med hinanden og udveksle erfaringer. Om strøm- og vejforhold i blogosfæren, om anbefalelsesværdige steder at sejle hen og om forskellige skibstyper og ekstraudstyr.

Men der er jo rigtigt mange bloggere også i Danmark efterhånden. Så hvad er det lige, der gør, at man har noget at snakke om, bare fordi man har en blog? Det er jo ikke fordi, vi er fagfolk (jo, nogle har selvfølgelig en faglig interesse) inden for blogging. Og kan det ikke tænkes, at vi snævrer “blogging-rummet” ind, som Classy skriver?

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg glæder mig meget. Og at jeg gerne vil snakke andre bloggere. Og jeg er heldigvis ret sikker på, at der ikke bliver pinlig venteværelses-stemning - for de bloggere, jeg har mødt hidtil, har alle været meget søde og åbne - ligesom på deres blog. Så er det bare at se, om ikke vi også har noget tilfælles…
Vi ses på søndag.

Der er sikkert lang tid til næste valg - og det er derfor svært at sige noget fornuftigt om, hvordan kandidaternes kampagner vil blive anderledes end sidst. Men mon ikke deres rådgivere har læst Joe Trippis “The revolution will not be televised”, der handler om Howard Deans kampagne, der var bemærkelsesværdig blandt andet på grund af dens brug af blogging. Ikke at det endte morderligt succesfuldt, men det viste dog, at bloggen er en ny og virksom måde at få budskaber ud på.

Der er ikke særligt mange danske politikere, der blogger. Javist, Morten Helveg Petersen og Søren Pind har ganske vist noget, der ligner en form for blog eller dagbog. Og  jo, Mariann Fischer Boel har i al ubemærkethed været gæsteblogger hos den svenske EU-kommisær Margot Wallstrøm. Og så er der utvivlsomt også mange lokalpolitikere, der blogger. Men det er vist også det (med forbehold for fejl - jeg har selvfølgelig ikke tjekket op på samtlige medlemer af folketinget).

Nu har der jo lige været valg i Sverige. Og der viser en hurtig optælling, af 23 procent af de valgte brugte blogging som en del af deres kampagner. Det skriver Fredrik Wackå på sin blog. Det burde jo også vække opmærksomhed hos kampagneplanlæggerne på de politiske sekretariater i Danmark. Det bliver spændende at se, om de tør bruge bloggen som kommunikationsform og kampagneværktøj, og om de tør at gøre det helhjertet, åbent og ærligt.

Jeg har lige fået læst Rebecca Bloods introduktion til blogging, The Weblog Handbook - bare sådan for at få styr på the basics. Det er en udmærket lille sag, velskrevet og fin som indføring til emnet - særligt nogle af de praktiske og indholdsmæssige ting, man skal overveje, hvis man vil starte en blog.

Men bogen er skrevet i 1999, og den nyeste version har et “efterord” fra 2002, hvilket betyder, at der er sket rigtigt meget siden. For det første er det tydeligt fra Bloods historiske gennemgang af webloggens udvikling, at der i 2002 var sket ret meget med weblogs, men det ikke var noget imod den eksplosion i antallet af weblogs og måder de anvendes på, der er sket siden.

Der ligger for eksempel en tone af, at det stadig er “noget særligt” at have en weblog i Bloods omtale af det - at der på en eller anden måde er et særligt ansvar forbundet med det, og at der er en rigtig måde at gøre det på (ikke at Blood af den grund ophøjer sig selv og sin blog eller andre af de tidlige bloggere, selvom hun samtidig synes at lægge noget idealistisk ind i det at have en blog).

Derudover fokuserer Blood også meget på bloggens oprindelige form som filter, altså en samling af selekterede og kommenterede links til andre, relevante/sjove/interessante/pæne/? hjemmesider. Samtidig accepterer hun kun modvilligt alternativet til den form for blogging, nemlig de mere personlige dagbogs-agtige hjemmesider. Det synes jeg er interessant.

Endelig er der sket en udvikling i både praksisser og teknologier på blogingfeltet. Her er der særligt to ting, jeg bider mærke i:

For det første nævner Blood ikke noget om RSS-feeds, som jo i dag er en obligatorisk del af enhver blog. Det hænger selvfølgelig sammen med den mangedobling i antallet og dermed uoverskueligheden af blogs, der er sket siden, hvilket har gjort RSS-teknologien uundværlig til at holde styr på de blogs, man læser. Men som også gør, at man måske læser blogs på en anden måde: Mindre trofast og tålmodigt, mere browsende og nysgerrigt (samtidig er det med RSS selvfølgeilg også muligt netop at være trofast læser af en blog på trods af en række dårlige eller uinteressante indlæg eller en periode uden indlæg).

For det andet er kommentarfelter hos Blood nærmest en by i Rusland. Vist mest fordi, man meget nøje skal overveje, om man har tid til at bruge al den ekstra tid på at læse og moderere comments, men også fordi det kan sænke hastigheden på ens site. For Blood er den vigtigste dialogform med læserne stadig via mail og evt. diskussionsfora andre steder på nettet.

Det er tydeligt, at den web etiquette, som Blood lægger meget vægt på, er blevet en normal del af det at færdes på nettet i almindelighed, og blogs i særdeleshed (men der er selvfølgelig stadig mange bloggere, der bruger lang tid på at besvare kommentarer), og også, at der er kommet mange flere weblogs, så det ikke automatisk følger, at man får sværme af kommentarer, bare man blogger.

Endelig synes jeg det er sjovt, at bogen gør så meget ud af, hvad man skal gøre inden man begynder at blogge for alvor: Man skal overveje dit og dat, lave anonyme prøveblogs på flere forskellige services etc. Her synes jeg i dag ikke at have set andre råd end at man bare skal kaste sig ud i det.

Jeg kan godt se ideen med omtanke og planlægning, hvis der er tale om en organisation, der starter blog, men ellers holder jeg også på Gung Ho-strategien: Prøv dig frem! Her synes jeg dog også, Rebecca Blood har en god pointe: Man skal kun skrive til én, og det er sig selv. Ellers ender både du selv og dine eventuelle læsere let med at synes, at det ikke er interessant ret længe.

…og Champions League. Det er godt. De andre er også spændende (minus regnvejret), og jeg glæder mig sådan set til at komme i gang. Men jeg skal også vænne mig til en lidt anden dagligdag end før.

1. august stoppede jeg i kommunikationsafdelingen i Novozymes - mit vikariat var løbet ud, og jeg skulle vel også se at få skrevet det speciale. Jeg er nu, efter at have holdt lidt ferie, startet på mit nye job som studentermedhjælper i Patent- og Varemærkestyrelsen for et par uger siden. Her skal jeg være med til at implementere organisationens nye brandingstrategi, blandt andet på deres website. Jeg skal også hjælpe til med at køre stedet blog, hvilket er noget af en opgave, nu hvor veteranbloggeren Katrine, som var med til at starte den op, har fået nyt job. Det hele virker spændende og alle er søde derude - så det skal jeg nok blive glad for.

I dag har jeg været på RUC til noget introduktionshalløj. Jeg skal det næste års tid (højst!) skrive speciale i mine to fag Kommunikation og Virksomhedsstudier (på RUC kan man skrive et stort, integreret special, og det har jeg valgt at gøre). Jeg har kastet mit blik på corporate blogging som et muligt emne, selv om der allerede er mange andre, der har skrevet eller skriver om emnet. Men det er oplagt i forbindelse med mit job, og så synes jeg det er superspændende.

Det betyder en række ændringer for mig:

• Ikke noget med at “når man har fri, så har man fri”
• Meget mindre tid (læs: Overskud) til at læse skønliteratur
• Der er ikke nogen chef, der bliver sur hvis jeg sover over mig (kun mig selv - og jeg er meget tilgivende på den front)
• Jeg skal blive meget bedre til at lade være med at surfe rundt på alle mulige mærkelige, sjove men ligegyldige hjemmesider
• Man har ikke bare et, men flere job at passe (hvis speciale = job)

…Så det er et par udfordringer og forandringer! Men der er vel også nogle gode ting. Jeg regner med at specialet kan afføde en masse interessante faglige indlæg på den her blog. Og så har jeg ud af lige dele mistro til min nuværende slæbbare computer og ren og skær ego-”jeg må have den”-drift valgt at købe en ny, smart, lækker lille bærbar mac-sag til specialeskrivningen. Lad os kalde det et personalegode.