Det har jeg gjort ved hjælp af @font-face-css-reglen, som alle de store browsere nu understøtter. Det betyder kort sagt, at man kan bruge en font på sit site uden at brugeren skal have den installeret på sin computer. I stedet henviser man til en font-fil, som ligger på nettet et sted.

Med andre ord: Slut med kun at skulle vælge mellem Arial, Verdana, Baskerville og alle de andre usual suspects, som man kender lidt for godt fra Word.

Den font-fil, man skal henvise til, kan enten ligge på dit eget site eller et andet sted på nettet. Nu har jeg ikke lige licens til nogle fonte, så jeg har valgt det sidste. Det lyder meget teknisk, men det er det sådan set ikke – der er flere simple services, man kan bruge.

Jeg har brugt Typekit, som kommer både i en gratis version og i flere betalingsversioner, hvor man kan vælge mellem flere fonte. (“Prisen” for at bruge den gratis version er, at du får en lille Typekit-boks nederst til højre på din side, som jeg også har det nu – men den generer egentlig ikke, synes jeg)

Her opretter man en profil, sætter et lille stykke kode ind på sit site, vælger en font og peger på den i sin css. Sådan!

Jeg har valgt fonten Droid Serif, som jeg synes er meget fin. Sådan lidt legende og krummeluret, men også let at læse. Den er ikke helt god i overskrifterne, men det er alligevel meget bedre end før!

Allerhelst ville jeg have brugt fonten Tisa, som ex bliver brugt her hos Frank Chimero, men den er kun med i betalingsversionerne, så det bliver næste gang.

Der skal jeg nok lige uddybe at “her” i den forbindelse må tillægges den bredest mulige betydning, eksempelvis “på Internettet” eller måske bedre: “I verden et sted”.

Og så er der også gang i min bogblog, hvor der synes at være et film-mønster i nogle af de bøger, jeg læser:

Thomas Vinterberg skal filmatisere Jonas T. Bengtsons Submarino.

Tom Tykwer skal filmatisere Dave Eggers’ What Is the What.

Ridley Scott skal filmatisere Joe Haldemans The Forever War.
Watchmen er allerede filmatiseret.

Det samme gælder Harlan Cobens Tell No One.

…Og så har jeg også skrevet om en fotobog med stillbilleder fra nogle, ahem, særlige slags film… (og har faktisk lige købt en fotobog med fotos fra filmsets – dog ikke den samme slags film som i den anden bog!)

Problemet er, at man aldrig får bedre tid. Og det er også mit indtryk, at det at blogge godt kan virke som en større opgave, end det tit behåver at være – måske fordi det er anderledes end bloggernes øvrige arbejde eller fordi det kan være lidt skræmmende at lægge navn til noget, der ligger så tilgængeligt for alle “derude på Internettet”.

Vi snakkede lidt om, hvordan ma nkan arbejde med den problemstilling som blogger. Og jeg tror at et muligt svar både kan gælde for tilgangen til det at blogge og til den konkrete planlægning. Eksempelvis:

Når man falder over noget, der er interessant, og dermed måske et blogindlæg værd, skal man ikke lægge det til side til man får bedre tid til at sætte sig ind i det, så man kan formidle alle facetterne af emnet. Prøv i stedet at sætte ex 20 minutter af og beslut på forhånd, at det, man har skrevet efter de 20 minutter enten skal lægges direkte på bloggen eller sendes videre til en anden skribent eller en anden, der kan arbejde videre med det.

(man kan jo for eksempelvis bruge den ganske fine 5min.dk, der altså også kan indstiles til ex 20 min.!)

Man kan også for at gøre det lettere rent faktisk at få skrevet noget hurtigt og i et tilgængeligt sprog prøve at skrive det, som man alligevel ville fortælle det til en kollega over frokosten nede i kantinen. Talesprog på skrift passer faktisk fint til bloggenren, og man kan ellers let komme til at gå for meget op i formidling og i at bruge de korrekte og præcise udtryk i stedet for at fortælle, hvad der var det interessante. Man fortæller også tit tingene i en anden rækkefølge p åden her måde, end hvis man tænkte i at skrive en mere klassisk “redegørelse” – i den mundtlige form kommer der noget fortælling med, som – selv om det bare er nogle “og så … og så …” – faktisk virker rigtigt godt.

Det handler altså i virkeligheden tit om at ændre sine egne forventninger som skribent til, hvad der kræves af et godt blogindlæg. Bare man sætter sig lidt ind i noget, ved man tit mere om det end de, der kommer til at læse ens blogindlæg. Og så er det jo ingen skam at lede læserne videre til nogen andre, der ved endnu mere!

Og hvis man slet ikke har tid, kan man jo altid mikroblogge i stedet. Twitter er jo det nye sort – og sort er jo virkelig oppe i tiden…

Der er blevet skrevet en del om corporate blogging de seneste par år (knap så meget da jeg gik i gang for over to år siden!), men det synes nu som om at det er stilnet noget af, og blogs er blevet et standardredskab i kommunikationsværktøjskassen for mange organisationer og virksomheder. Mange er også allerede videre til det næste, hvad end det så måtte være.

Men det betyder ikke, at området ikke stadig rummer udfordringer. Det er i hvert fald min erfaring. Og det kommer også til udtryk i specialet, som mere specifikt handler om, hvordan en blog påvirker og påvirkes af den organisation, der driver den.

Bloggen “overspejler” organisationen
….For det gør den i høj grad. I Patent- og Varemærkestyrelsen har bloggerne både i meget høj grad taget genren og formen til sig – de er glade for at blogge og syne at det giver dem noget – men har samtidig svært ved at slippe de korporate eller organisationsmæssige tøjler, som deres arbejde lægger på dem.

Det giver sig udslag i knastør corp-speak (som kan være dobbeltslemt, når der er tale om embedsmænd), “over-neutrale” indlæg i abstrakte vendinger, fordi man på bloggen synes forpligtet til at skrive noget, når der sker noget, men bare fordi man skriver på en blog ikke kan mene mere eller skrive mindre “sikkert” end man kan andre steder.

Nu vil jeg godt lige pointere, at Patent- og Varemærkestyrelsens blog faktisk er lige så jordnær som den er abstrakt, og lige så ofte er morsom og letbenet som den er tung og kancellistisk. Men den er sjældent disse ting samtidig, og på den måde virker den lidt splittet – særligt fordi de forskellige måder at skrive på er mere eller mindre fordelt mellem forskellige skribenter (bloggen er en gruppeblog).

Og så er der en ting, der er genemgående for hele bloggen: Den er meget lidt personlig. Og det er noget, som man ellers som regel ser som et mere eller mindre definitorisk træk ved bloggenren. Det, at man skriver som sig selv i en åben, tilgængelig og måske anekdotisk tone med et strejf af humor, snarere end at skrive som marketingafdelingen, er netop noget af det, der giver bloggen allermest merværdi i sammenligning med andre medier, fordi det virker autentisk og skaber tillid.

Hvad gør man så?
Man kan selvfølgelig gøre forskellige ting for at imødekomme disse udfordringer. Nogle af de ting, jeg fremhæver, er vigtigheden af ledelsesopbakning til skribenterne ikke kun i opstartsfasen, men også når det bliver dagligdag, et helt klart billede af formål og målgrupper for bloggen og evt. etableringen af et fælles eller flere mindre fora, hvor bloggerne kan ideudvikle og give hinanden feedback.

Derudover har Patent- og Varemærkestyrelsen stor gavn af at have en fast tovholder på bloggen, som sørger for at holde den i gang og holde bloggerne til ilden, af at give de “tunge” faglige eksperter lov til også at skrive de lidt lettere indlæg til “folket” og af at blande korte notits-indlæg med længere analyser.

Der er flere rigtigt gode ideer at hente eksempelvis i artiklen Leading and Creating Collaboration in Dezentralized Organizations af Heather M. Caruso, Todd Rogers, og Max Bazerman, i blogindlægget 8 tips til implementering af sociale teknologier hos Connecta og i Andreas Johannsens blogindlæg At finde tonen som corporate blogger. For blot at nævne nogle få.

Hent specialet
Anders fra styrelsen har været så venlig at give mig lov til at offentliggøre specialet, og det kan derfor hentes her som PDF-fil, hvis man skulle være interesseret. Det handler selvfølgelig om meget mere, end jeg lige har nået at beskrive her.

Det mener jeg af to grunde: 1) Det er ikke “velset”, som i stemmer ikke med genren, kulturen, kald det hvad du vil, og 2) Blogs er netop ikke massemedier, men personlige medier – derfor vil bloggere tit også nusses bag ørerne og trykkes blidt på maven: De skal føle at de er blevet udvalgt til at få henvendelsen.

Så virksomheder eller konsulentbureauer, der gerne vil have omtale på blogs rundt omkring kan med fordel læse indlægget “How to pitch a blogger” på 27&more-bloggen. Det er ikke en mirakelkur, men jeg synes punkterne giver god mening.

Det gælder især anbefalingen “only pitch a blogger with material the blogger actual writes and cares about”, særligt når man tænker på hvad det er, der er særligt ved blogmediet: Det personlige, det autentiske osv. osv.

(Måske hvis jeg så begynder at skrive en masse om iPhones, at nogen vil være så flinke at sende mig en, jeg kan skrive om? Nå, ikke. Back to the drawing board, så…)

27&more-indlægget tager sjovt nok udgangspunkt i et andet blogindlæg, der mere handler om, hvordan man pitcher til en journalist. Bliv dog ikke forvirret – det giver god mening i begge sammenhænge.

I mailen spurgte Cision om jeg ville svare på nogle spørgsmål. Spørgsmålene handlede om hvordan bloggere har det med blogging på opfordring fra ex bestemte firmaer eller ligefrem mod betaling, om man var villig til selv at skrive om bestemt produkter mod betaling og flere spørgsmål i den dur.

Man kan diskutere meget frem og tilbage om det ikke var spam overhovedet at sende mailen og om ikke man netop gik PR-branchens ærinde ved overhovedet at besvare spørgeskemaet. Derfor er der rigtigt mange, der ikke besvarede spørgeskemaet – forståeligt nok.

Det valgte jeg nu at gøre alligevel, ud fra den tankegang at “nogen skal jo fortælle dem, at deres nuværende tilgang i hvert fald ikke virker”.

Blogs er blevet en etableret del af mediebilledet på nettet, og det betyder også, at det vil blive genstand for virksomheders og PR-folks opmærksomhed. Og så kan man vel lige så godt medvirke til at kaste lys over, hvordan samspillet mellem ikke-kommercielle bloggere og kommercielle interesser kan fungere på en anstændig og langtidsholdbar facon.

Og her er min holdning, at det skal være synligt, når der er kommercielle interesser på spil, og at det i virkeligheden miskrediterer både produkt, virksomhed og PR-firma hvis tilgangen er at masseudsende mails til “populære” bloggere. Det ville jeg da gerne fortælle Cision.

(Jeg tror ikke selv, jeg kunne tænke mig at blogge “on demand” eller for penge/produkter på den måde, men man ved vel aldrig. Hvis nu jeg fik en mail fra et pladeselskab om, at de havde set at jeg tit bloggede om musik og at de på min last.fm-profil kunne se, at jeg havde hørt et bestemt band en del på det seneste, og a de derfor godt ville sende mig deres nyeste skive, og at jeg selv kunne bestemme om jeg ville skrive om den, så kunne det da måske godt være. Måske…)

På trods af det meget lille antal besvarelser  – 72 (ud af de 220, mailen er blevet sendt til) – er undersøgelsen selvfølgelig alligevel blevet til en historie i pressen. Og man kan sige meget om både Cision for at sælge den ind og Børsen for at tage den op, men sådan er spillet nu bare.

Og historien er selvfølgelig vinklet sådan – i korte træk – at bloggere har det fint med at blogge for penge.  Men mon ikke mange af de, der netop ikke har valgt at svare, er nogle af dem, der er mere kritiske (eller fromme – afhængigt af, hvordan man ser på det)? Det tyder reaktionerne erfterfølgende i hvert fald på.

En god pointe (som jeg læste et sted) i den sammenhæng synes jeg er, at mange af de “populære” bloggere, som er blevet bedt om at svare, nok er væsensforskellige fra størstedelen af de danske bloggere i dag – dem, som ex blogger på TV2,s Urbans blogportaler, og ikke på samme måde har en form for pionerårnd i forhold til mediet og genren.

Det gør jo undersøgelsen endnu mindre valid. Så hele diskussionen om den er, som Morten siger det, måske lidt af en storm i et glas vand?

Du kan se hele undersøgelsen (som alle deltagerne i øvrigt har fået tilsendt) og spørgsmålene, og også læse om Cisions tanker om den i en artikel på Kommunikationsforum. Det bliver desuden diskuteret en del rundt omkring på blogs, eksempelvis hos Trine-Maria og Ernst Poulsen.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i Wordpress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

”Ord Delings Bloggen” – aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” – afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” – kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” – måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” – jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

En deltager spurgte under et oplæg, om blogging ikke bare er gammel vin på nye flasker. Helt konkret sammenlignede hun det med diskussionsfora, og mente, at det var det samme fordi “man lagde noget ud, og så kunne andre svare”.

Og det er jo sådan set rigtigt nok. Og oplægsholderne havde da også lidt svært ved at sætte ord på, hvad det nu er, der er nyt og anderledes ved blogs, selv om der vist i rummet hang en eller anden fælles forståelse af, at det er de da. Så det endte lidt med et svar om, at blogging er hypet, og at diskussionsfora let sander til og sådan noget.

Jeg vil lige prøve at konkretisere, hvorfor blogging er anderledes end et diskussionsfora, og hvordan. Sådan bare lige for at få det på plads:

For det første: Kommunikationsmønstret er anderledes på blogs. På diskussionsfora kan enhver med adgang til forummet starte en tråd, som andre så kan svare på. På en blog er det til gengæld bloggeren, der starter de enkelte tråde.

Til gengæld er blogs i langt, langt højere grad linket med andre blogs, eksempelvis via links og trackbacks, ligesom det via pings til blogportaler og rss-teknologi er muligt for bloglæsere selv at danne sig deres eget overblik over en lang række blogs, og dermed selv bestemme, hvad han/hun vil følge med i. På et diskussionsforum er man snarere begrænset til at følge med i, hvad der lægges på netop dette forum.

For det andet: Teknologien er den samme, og så alligevel ikke. Blogs har nemlig som nævnt indbyggede teknologier (ping, rss), der går det muligt for dem uden besvær at forbinde sig til hinanden. Læg dertil blogrolls, widgets mm., der gør det muligt for bloggere at hente indhold fra andre steder på nettet.

Derudover er der stor forskel på, hvordan informationen er organiseret. Umiddelbart virker diskussionsfora, som sædvanligvis er opdelt i en række underkategorier, mere overskuelige. Men ofte vil de være så informationstunge, at det er svært at finde hvad man leder efter, hvis man ikke er jævnlig bruger.

Blogs virker til gengæld umiddelbart lidt svære at finde rundt i, fordi alting er ordnet kronologisk. Men det er som regel også muligt at søge i kategorier, tags og arkiver, og det kan i mine øjne være en stor fordel for de besøgende, at man på forsiden af en blog kun ser de 1, 3, eller 10 nyeste indlæg.

Og lad mig så lige fremhøve rss igen. For selv om diskussionsfora også kan være rss-enablede, er blogs en platform, der egner sig perfekt til rss-syndikering. Man kan abonnere på alle bloggens indlæg eller, hvis bloggeren ønsker det, kun på indlæg om bestemte emner. Ved et diskussionfora forestiller jeg mig, at det vil være svært ikke dels at få alt for meget ind via rss, og dels at meget af det, man ender med at få, vil være irrelevant.

For det tredje, og – synes jeg – allervigtigst: Der er store genre- og indholdsmæssige forskelle. Det kan både skyldes de mindre, tekniske forskelle, jeg har listet, de mennesker, der startede med at bruge blogmediet eller generelle (net)kulturelle tendenser, men faktum er: Blogging er en særlig genre, og på blogs foregår kommunikationen bare anderledes.

Jo, lige præcis på diskussionsfora vil der være mange af de samme personlige, ligefremmemåder at tale til hinanden på, men der vil oftest være tale om en mere snæver vifte af emner og samtalemønstre – som regel spørgsmål-svar eller holdning a-holdning b.

Det personlige præg og den personlige tone er derfor særlig for blogs – også de korporate. Man kan indkredse det nærmere i mange af de genreanalyser, der er lavet, men det er for mig den vigtigste forskel. Derudover altså også netværket, som bloggen indgår i via links, pings, trackbacks mm. – det påvirker jo også hvilke typer indhold, der optræder.

(det betyder selvfølgelig ikke, at alle bloggere/kommentatorer nødvendigvis bruger blogs i overensstemmelse med genrens fordringer – men genrer er jo også størrelser, der hele tiden er til forhandling. Trine-Marias eksempel med Post Danmark er et godt eksempel på, at mange af de besøgende på bloggen ikke umiddelbart bruger den til samtale, men som en klage-station. Men det er nok ikke et problem der skyldes bloggen, men noget større i forhold til selve virksomheden.)

Så jo, “man lægger noget ud, og så er der nogen, der svarer”. Men alligevel :-)