Jeg har startet endnu en blog.

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i Wordpress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

Ikke alle lige originale, men hvad:

”Ord Delings Bloggen” - aversions-dokumentation

”Butikker, jeg aldrig har set nogen gå ind i” - afdækning af mulige mafiapenge-hvidvasknings-lokationer og generel ”hvordan kan det sted overleve”-undren

”Mit skrivebord klokken 12” - kunne både være dagligt snapshot af mit fysiske skrivebord (men de ville nok blive søvndyssende ens) eller et screendump af, hvad jeg lige sad og arbejdede med på skærmen

”To do” - måske mere interessant end den forrige: Ting, jeg selv noterer at jeg skal have gjort. Jeg laver jævnligt lister på papir, og når de er blevet tilstrækkeligt overtegnede og nogle poster endda udført, laver jeg en ny, pæn liste, hvorefter mønsteret gentager sig. Disse kan dokumenteres i deres forskellige stadier.

”Broen var oppe” - jeg kører over Langebro hver dag til arbejde og husker som regel lige at kigge på København fra landsiden på vejen. Hvorfor ikke stoppe op og tage et billede? Kunne endda udvides med et eftermiddags-/aftenbillede fra Knippelsbro, som jeg kører over på hjemvejen.

Jeg var til web 2.0-seminar hos IBM i dag (ja, det lyder måske lidt selvmodsigende, men altså, det var jeg).

En deltager spurgte under et oplæg, om blogging ikke bare er gammel vin på nye flasker. Helt konkret sammenlignede hun det med diskussionsfora, og mente, at det var det samme fordi “man lagde noget ud, og så kunne andre svare”.

Og det er jo sådan set rigtigt nok. Og oplægsholderne havde da også lidt svært ved at sætte ord på, hvad det nu er, der er nyt og anderledes ved blogs, selv om der vist i rummet hang en eller anden fælles forståelse af, at det er de da. Så det endte lidt med et svar om, at blogging er hypet, og at diskussionsfora let sander til og sådan noget.

Jeg vil lige prøve at konkretisere, hvorfor blogging er anderledes end et diskussionsfora, og hvordan. Sådan bare lige for at få det på plads:

For det første: Kommunikationsmønstret er anderledes på blogs. På diskussionsfora kan enhver med adgang til forummet starte en tråd, som andre så kan svare på. På en blog er det til gengæld bloggeren, der starter de enkelte tråde.

Til gengæld er blogs i langt, langt højere grad linket med andre blogs, eksempelvis via links og trackbacks, ligesom det via pings til blogportaler og rss-teknologi er muligt for bloglæsere selv at danne sig deres eget overblik over en lang række blogs, og dermed selv bestemme, hvad han/hun vil følge med i. På et diskussionsforum er man snarere begrænset til at følge med i, hvad der lægges på netop dette forum.

For det andet: Teknologien er den samme, og så alligevel ikke. Blogs har nemlig som nævnt indbyggede teknologier (ping, rss), der går det muligt for dem uden besvær at forbinde sig til hinanden. Læg dertil blogrolls, widgets mm., der gør det muligt for bloggere at hente indhold fra andre steder på nettet.

Derudover er der stor forskel på, hvordan informationen er organiseret. Umiddelbart virker diskussionsfora, som sædvanligvis er opdelt i en række underkategorier, mere overskuelige. Men ofte vil de være så informationstunge, at det er svært at finde hvad man leder efter, hvis man ikke er jævnlig bruger.

Blogs virker til gengæld umiddelbart lidt svære at finde rundt i, fordi alting er ordnet kronologisk. Men det er som regel også muligt at søge i kategorier, tags og arkiver, og det kan i mine øjne være en stor fordel for de besøgende, at man på forsiden af en blog kun ser de 1, 3, eller 10 nyeste indlæg.

Og lad mig så lige fremhøve rss igen. For selv om diskussionsfora også kan være rss-enablede, er blogs en platform, der egner sig perfekt til rss-syndikering. Man kan abonnere på alle bloggens indlæg eller, hvis bloggeren ønsker det, kun på indlæg om bestemte emner. Ved et diskussionfora forestiller jeg mig, at det vil være svært ikke dels at få alt for meget ind via rss, og dels at meget af det, man ender med at få, vil være irrelevant.

For det tredje, og - synes jeg - allervigtigst: Der er store genre- og indholdsmæssige forskelle. Det kan både skyldes de mindre, tekniske forskelle, jeg har listet, de mennesker, der startede med at bruge blogmediet eller generelle (net)kulturelle tendenser, men faktum er: Blogging er en særlig genre, og på blogs foregår kommunikationen bare anderledes.

Jo, lige præcis på diskussionsfora vil der være mange af de samme personlige, ligefremmemåder at tale til hinanden på, men der vil oftest være tale om en mere snæver vifte af emner og samtalemønstre - som regel spørgsmål-svar eller holdning a-holdning b.

Det personlige præg og den personlige tone er derfor særlig for blogs - også de korporate. Man kan indkredse det nærmere i mange af de genreanalyser, der er lavet, men det er for mig den vigtigste forskel. Derudover altså også netværket, som bloggen indgår i via links, pings, trackbacks mm. - det påvirker jo også hvilke typer indhold, der optræder.

(det betyder selvfølgelig ikke, at alle bloggere/kommentatorer nødvendigvis bruger blogs i overensstemmelse med genrens fordringer - men genrer er jo også størrelser, der hele tiden er til forhandling. Trine-Marias eksempel med Post Danmark er et godt eksempel på, at mange af de besøgende på bloggen ikke umiddelbart bruger den til samtale, men som en klage-station. Men det er nok ikke et problem der skyldes bloggen, men noget større i forhold til selve virksomheden.)

Så jo, “man lægger noget ud, og så er der nogen, der svarer”. Men alligevel :-)

Det er forståeligt, at statsministeren er tyet til en ministerrokade for at rette op på sin popularitet og genvinde noget af sin indflydelse. Hans blog er nemlig kun nr. 44 på den liste over de 99 mest populære danske blogs, som netop er blevet offentliggjort.

Og hvem finder man på plads nr. 42, to pladser over stats-minizzle? Ingen ringere end Grann himself. Den lader vi lige stå et øjeblik.

…lidt længere endnu…

…OK så. Listens troværdighed, de bagvedliggende metoder og den forskningsmæssige kvalitet af gennemførelsen af undersøgelsen kan diskuteres - og bliver diskuteret.

For den bygger på antallet af links, mellem blogs, men hvilke links er inkluderet? Og er alle links lige meget værd? Og er undersøgelsen baseret på et udsnit eller den samlede mængde danske blogs? Og hvad kvalificerer egentlig en blog som værende dansk? Og giver det overhovedet mening at måle på blogpopularitet? Og så videre…

(Tak til Jonas, for at have gjort mig opmærksom på at jeg rent faktisk var på listen. Det forventede jeg ikke lige, og overså derfor mig selv ved første genemskimning…)

Der er rigtigt mange mennesker, der starter en blog. Og for rigtigt mange af dem - inklusiv undertegnede - har der nok været et element af “sådan en skal man vel have i disse dage” som årsag til at starte den. Ikke dermed sagt, at det er den eneste årsag, men det har måske været medvirkende, at det kan virke som om, man ikke rigtigt er “noget” på nettet eller er med på noderne, hvis man ikke har én. (Det kan måske også forklare, hvorfor så mange blogs relativt hurtigt dør igen.)

Men hvad så med organisationer, der starter blogs? Er det også sådan, at de gør det fordi de er et vist pres fra omgivelserne?

Sådan kan det i hvert fald forklares ud fra den del af organisationsteorien, der ser organisationer som isomorfe. Dvs. at organisationer indretter sig efter omverdenens (statens, branchens, offentlighedens) mere eller mindre eksplicitte krav uden at skele til, om opfyldelsen af disse krav nødvendigvis gavner organisationen.

Det betyder samtidig, at forskellige organisationer med samme omgivelser vil efterligne hinanden. Det kunne eksempelvis gælde virksomheder i samme branche, offentlige styrelser eller interesseorganisationer. Det vil sige, at den første, der prøver noget nyt, snart vil efterfølges af andre. Og at jo senere, man følger efter, jo mere gør man det bare for at “være med”.

DiMaggio & Powell, to af teoretikerne med denne position, skriver, at “As an innovation spreads, a threshold is reached beyond which adoption provides legitimacy rather than improves performance”. Med andre ord: Det er god skik snarere end det er god forretning.

Der er tre typer mekanismer, der kan få en organisation til at forandre sig:

1.  Koesive mekanismer i form af tvangsmæssigt pres fra fx lovgivning eller regler
2. Normeriske mekanismer i form af moralsk pres fra omgivelserne
3. Mimetiske mekanismer, hvor kollektivt konstruerede facts anses som selvfølgelige, og man derfor bare “gør som de andre”.

Her er blogging interessant. Det er klart, at virksomheder ikke blogger fordi der er (koesive) regler om det. Men det kan være svært at skelne, hvorvidt de blogger, fordi der er et (normerisk) krav om åbenhed, autenticitet og ærlighed fra omgivelserne, eller fordi de  bare har fået det (mimetiske) indtryk, at “selvfølgelig gør man da det”.

Og når jeg læser bøger eller blogs, der handler om, hvorfor det lige er, virksomheder skal blogge, kan jeg da også godt komme i tvivl.

Jeg kan godt se at det er den efterhånden ældgamle diskussion om berettigelsen af PR, der bare har fået et tvist her: Hvorfor skal vi legitimere os til omverdenen? kan vi ikke bare gøre som A.P. Møller og holde kæft og gøre vores arbejde?

Men det, jeg synes, der er væsentligt at spørge sig selv om er, om der virkelig er behov for en blog eller organsationen bare oplever behovet. Og så er det klart, at man heller ikke får svare ved at prøve sig frem, for hvis man oplever behovet, vil man selvfølgelig også opleve en nytteværdi.
Derfor er det interessant at følge forsøgene på at etablere metoder til at måle bloggings ROI. Det har jeg godt nok ikke så meget tiltro til, fordi det ikke endnu er lykkedes at finde en måde at måle ROI for PR mere generelt.

Indtil vi finder ud af, om det rent faktisk er værd at have sådan en blog, kan isomorfibegrebet i hvert fald forklare udbredelsen af blogging…

Når man skal kommentere på en blog, der ligger på det danske “opret din egen blog gratis”-domæne Easyblog, slipper man ikke med bare at skrive sit navn. Næh, her skal man skrive sit “Fuldenavn”.

Hmmm… Betyder det så, at man skal være lidt småsnaldret og ikke tage det så tungt hvilke taster, man lige rammer? (læg mærke til, at fejlen ikke er en enlig svale - den optræder nemlig både i vejledningen - se herover - og nede ved selve formularen - som herunder)

Eller måske at man skal tage sig en slags alias?

Lav dig selv et fuldenavn og prøv det af. For eksempel på dette Easyblog-indlæg hos Snaden, der netop handler om, hvordan man kommenterer på et indlæg (bemærk at kommentarerne på Easyblog står i blogmæssigt “omvendt” rækkefølge, så den seneste står øverst. Det er mærkeligt…).

BONUS-UNDREN: Hvorfor skal man egentlig skrive sit fulde navn? Kontrollerer de, om man gør det? Og hvad er i givet fald sanktionerne hvis man ikke gør?

…og det er der jo sådan set ikke noget nyt i. Men det er stadig ikke helt gået op for mange af de traditionelle medier, hvad de skal stille op. (disclaimer: her følger et meget langt indlæg om medier, der kører ud af en tangent og ikke rummer nogen klare konklusioner. Men du er meget velkommen til at læse videre - og også gerne uddybe i kommentarfelterne, så vi kan finde hoved og hale på det hele…)

Nye og gamle medier
I dag hørte jeg Noa Redington og Erik Rasmussen, der er henholdsvis redaktør på ugebrevet og direktør på Mandag Morgen, tale om mediebilledet som det ser ud i dag. Noa talte om det gamle og det nye mediebillede, hvor det gamle består af aviser, radio, fjernsyn osv., mens det nye mediebillede tegnes af internettet. Og det er her, udviklingspotentialet ligger.

Af samme grund konstaterede han, at alle de nye, “store” medier, der har set dagens lys i 2006, ikke har ændret mediebilledet væsentligt. For både de nye gratisaviser og TV2 News er skåret efter det gamle mediebillede. Bevares, Nyhedsavisen gør et hæderligt forsøg på deres hjemmeside, men der skal mere til, og det samme gælder for de andre traditionelle mediers internetversioner - nogle mere end andre, selvfølgelig.

Noa fremhævede tre ting, der kendetegner internettet i modsætning til de gamle medier: 1) Internettet er ekstremt billigt at bruge som kommunikationsplatform, og dermed som medie, 2) Det er ikke nationalt forankret, og 3) Det er en social teknologi, der gør det muligt at inddrage brugerne.

Alle kan - og vil - lave nyheder
Jeg hæfter mig særligt ved det sidste, men alle de tre nævnte kendetegn er jo medvirkende til, at alle kan lave nyheder til alle. Altså: Fra massemedier til en masse medier. Det betyder samtidig, som Erik også pointerede, at medieloyaliteten hos den enkelte medieforbruger falder kraftigt, særligt over for de gamle medier, fordi der i det hele taget er flere medier at vælge imellem.

Med stigningen i antallet af medier - og her tæller både blogs og onlineportaler som YouTube, Digg, Myspace og endda Flickr (og alle de andre lignende) med - er der altså uendeligt meget at vælge imellem, og det er altså op til den enkelte at “vælge sine nyheder” - eksempelvis ved at sammensætte sin egen portefølje af nyhedsleverandører. Heldigvis findes der nu også teknologier, der gør det muligt at følge med i langt flere medier end før - her tænker jeg specielt på RSS.

Men hvor står så de gamle medier, der jo netop har levet af at agere som nyhedsfilter for læserne/seerne? (samme problemstilling diskuteres i øvrigt i øjeblikket omkring filmanmeldelser: Hvad skal vi bruge de professionelle anmeldere til? Eksempelvis hos Information). Jo, en måde at gøre det på, er at involvere brugerne i “nyhedsdannelsen”, eksempelvis ved at lade dem levere historier eller billeder. Alt andet lige bliver man vel mere begejstret for et medie, man selv er med til at fylde indhold i.

Noa skelnede mellem nyhedsnarkomanen og nyhedsnarcissisten, som er de “typer”, som henholdsvis det gamle og nye mediebillede retter sig mod - ja, måske endda har skabt. Nyhedsnarkomanen vil have det nyeste leveret, sorteret og prioriteret af redaktionerne, mens -narcissisten kun gider læse/se det, hvis det er relevant i en grad så det handler om ham/hende selv. Det sidste er måske at gå lige lovlig vidt, men ingen tvivl om, at muligheden for selv at sammensætte sin egen personlige nyhedspakke og promovere sine helt egne nyheder er på vej frem.

Med et sådant fragmenteret mediebillede, hvor der altid er en anden vinkel på en historie og altid foregår diskussioner og debatter om relevante emner, bliver det mere og mere vigtigt at monitorere, hvad der sker rundt omkring, og hvad der er et potentielt issue. For griber man det tidligt nok, kan det let blive til en mulighed (hvad en nylig Southwest Airlines-sag er et slags eksempel på, mens Krak-sagen er et eksempel på det modsatte).

Mere kompleks baggrund for potentielle issues
Og det var netop også noget af det, Erik Rasmussen var inde på. Han snakkede om, hvordan issues opstår i dette nye mediebillede, og hvordan virksomheder bør reagere for at imødekomme den udvikling. Han fokuserede særligt på, hvad man kan kalde en slags “issue-konvergens”. Det vil sige, at forskellige områder ikke kan ses som uafhængige af hinanden: Terrorisme hænger sammen med økonomi, som hænger sammen med u-landsbistand, som igen skal ses i sammenhææng med den globale opvarmning osv. osv.

Det betyder samtidig, at det er nødvendigt at monitorere meget bredere, end man egentlig gør. En ting er prøve at finde ud af det, man ved at man ikke ved, for eksempel hvad virksomhedens konkurrenter går og laver. Men en anden ting er - tungen lige i munden her - at finde ud af det, man ikke ved at man ikke ved, men som kan være vigtigt for ens forretning. Og det er her, det bliver vigtigere at kunne ane de sammenhænge, der er mellem forskellige issues, så man bliver opmærksom på de nyheder og historier, der er relevante, selv om de umiddelbart handler om noget andet.

Med andre ord: I et mere komplekst mediebillede handler det om at se de sammenhænge, der er svære at se eller måske ikke en gang er opstået endnu. Så endnu mere magt og indflydelse til de, der evner at se disse sammenhænge. En virksomhed, der blot får dagens presseklip fra Infomedia leveret er fint rustet til at blive ved at gøre det, den gør, men vil blive tvunget til at agere reaktivt i forhold til eventuelle
issues, fordi den sansynligvis aldrig vil have set dem komme.

Problemet er bare, hvordan man kan vide, hvad man ikke ved at man ikke ved (fik du den?)? Især når der bliver flere og flere steder at kigge…

Der var meget opmærksomhed og postyr i Blogdanmark over Gus Jensen, hvis blog viste sig at være skrevet af to fyre fra Computerworld PC World. Bloggen var en god parodi på den typiske personlige blog med sure, subjektive opstød på stribe, som der findes masser af.

Nu er den næste fake-blog på banen. Eller: det har den været et stykke tid, men den er først blevet opdaget nu. Det er en parodi på en anden slags typisk blog, nemlig sådan en, der er skrevet af en ung smart fyr, der smider om sig med web 2.0-ord.

…Og den er ret sjov, idet den balancerer meget godt på grænsen til at være for karikeret. I øvrigt er den også ganske godt udbygget, med små artikler, links til idolerne (Morten Albæk og Ole Henriksen, blandt andre!) og et CV også, såmænd. Se selv…

Spørgsmålet er bare, hvor længe, det holder. For det er vel ikke lige så sjovt anden gang?…

Nuvel, opmærksomheden har allerede været der. Startende hos Emme, hvor vi diskuterede det i kommentarfelterne på dette indlæg. Og Claus og Malou har også blogget om det. Og jeg springer også med på vognen, så noget må der være om det.
Sagen er dog også interessant, fordi bloggeren, en vis Bjarke Guldand Andersen, har formået at skabe sig et begyndende netværk på Kommunikationsforums nystartede netværksportal (som jeg tidligere har brokket mig over), hvor han har en profil. Det er sjovt, men også lidt at tænke over…

Jeg har lige opdaget Kommunikationsforums nye feature, profilnetværket “K-Profil”. Det ser ud til at have kørt siden november, men er - som sådan noget jo skal være - stadig i beta. Og indtil videre ligner det mest et profilnetværk for ansatte på Advice A/S.

Og jeg må sige, at jeg er skeptisk. Sitet er en blanding af LinkedIn (se hvem jeg er og hvad vi kan bruge hinanden til), Del.icio.us (se hvilke spændende ting, jeg har set for nylig) og en blog. Og det er jo fint. Men hvad så, hvis man allerede bruger en eller flere af de services (jeg bruger for eksempel alle tre)?

Det er dog en god pointe at forsøge at samle kommunikationsrelevante mennesker, links og meninger (i form af blogs) på et site. Men hvor går så grænsen for, hvad der er relevant? Og taber man ikke samtidig noget? Er der ikke mange ledere, ikke-kommunikations-konsulenter, HR-folk, IT-folk m.fl., der også er relevante at kende og høre? Men som måske ikke er repræsenteret, fordi det er et kommunikationsforum?

“Se hvor populær jeg er”
Så har sitet også den i konteksten lidt pudsige ting, at man kan se, hvor populær en person er. Man har nemlig “K-points” (jo flere links til og fra andre, jo flere points), og antallet af points bestemmer ens “K-rank” (altså “Krank”?). Og der synes jeg måske der går lige lovlig meget “se hvor mange venner, jeg har” i den.

Men altså, det skal da prøves. Så jeg har forsøgsvis oprettet en profil. Og det er forholdsvis let (dog fik jeg en fejl, hvis jeg prøvede at bruge HTML i min personlige beskrivelse). Jeg startede med en K-rank på 202 (jeg gætter derfor på, at jeg er bruger nr. 202), men efter at have linket til et par andre er jeg allerede oppe som nr. 83. Alright - the sky’s the limit!

Et par ønsker til forbedringer
Jeg ville dog synes, det var fedt, hvis man kunne integrere til/med andre sites og service, ex: a) Hente sit CV på LinkedIn, hvor rigtig mange nok allerede har en profilside? b) Hente sine links på Del.icio.us, som nogle også allerede bruger? og c) Hente blogindlæg fra sin egen blog, hvilket mange (efterhånden) også har? (det mindre fede alternativ ville være, at man kunne hente indhold fra disse sites når man opretter sin K-profil.)

Med tiden er det nok tanken, at blogindlæg og interessant links skal integreres med resten af indholdet på Kommunikationsforum. Det gør livet lettere for redaktionen, men forhåbentlig også for brugerne. Det vil give endnu mere liv og interaktivitet og dialog - forhåbentlig. Jeg foreslår straks, løst fra hoften:

RSS! Dels på links med bestemt keywords og fra bestemte brugere, dels på blogindlæg og kommentarer (ligeledes på keywords og brugere).

Visning af relevante blogindlæg, links og filer ved artiklerne på selve Kommunikationsforum.

At man skal kunne skjule et faneblad (ex “blog” eller “links og filer”) hvis man ikke bruger den pågældende feature på sin profil.

Og så er jeg altså lidt forbeholden over for navnet. “K-profil” lyder bare lidt for noller og klodset, synes jeg. Også fordi, de nu forsøger at gøre “K-[noget]” til et udsagnsord: En ting er, at man kan “Google” mig når man er inde på en profilside. Den køber jeg. “Technorati Christoffer Grann” er straks sværere at sluge - der tror jeg nok, jeg ville have bidt i det sure æble og skrevet “Søg på Christoffer Grann på Technorati”. Og helt galt går det så med næste mulighed: “K-forum Christoffer Grann”. Helt ærligt, det er altså en om’er…

Succes eller fiasko?
Det bliver spændende at se, hvordan sitet klarer sig. Ingen tvivl om, at der nok skal komme mange flere fede features og integration. Men spørgsmålet er, hvor meget og hvordan, det vil blibe brugt af brugerne. Jeg forestiller mig, at mange vil oprette en profil, men at kun få vil bruge det mere aktivt og jævnligt, dvs. blogge, dele links, skrive i gæstebøger og løbende tilføje nye kontakter.

På den anden side: Hvis man ved at blogge noget eller poste et interessant link kan blive vist i forbindelse med en meget læst artikel på Kommunikationsforum, så er der da sikekrt nogle, der vil bide på: Hvem vil ikke gerne gøre opmærksom på sig selv over for sine kolleger? Og kommunikationsfolk er jo notorisk kendt for at mene noget om alting og ingenting, så…

Samme problematik (”jeg har oprettet en profil, og hvad så?”) gør sig i øvrigt gældende for LinkedIn, synes jeg. Men der har K-profil trods alt en fordel, fordi det faglige indhold i form af blogs, links og artikler kan fungere som omdrejningspunkt for netværksdannelsen.

Jeg støder ofte på Rasmus i kommentarerne på danske blogs rundt omkring. En overgang besøgte jeg faktisk også hans blog jævnligt. Det var inden jeg fik samlet så mange sammen, at jeg modvilligt måtte sortere nogen fra (hvilket jeg stadig ofte gør fordi jeg hele tiden føjer nye til). Og det var åbenbart også inden jeg selv begyndte at blogge.

…For så havde jeg nok ikke valgt det samme tema som ham. Sjovt nok husker jeg slet ikke hans blog som sådan - i hvert fald tror jeg nok at topbilledet var anderledes. Under alle omstændigheder er der noget forkert ved at have Rasmus’ blog og Granns.net åbne i hver sit faneblad, og så klikke frem og tilbage og konstatere, at kun indholdet og topbilledet skifter - ikke typografier eller baggrundsfarver.

Eller rettere: Der er ikke noget forkert ved det. Eller usædvanligt, for den sags skyld - der er masser af blogs, der ligner hinanden på en prik. Men en anden dansk blog, og vi kommenterer af og til de samme steder. Det er noget af et sammentræf, og det er en meget meget lille smule ærgerligt. Men ærgerligt nok til at det virker forkert på mig.

Sjovt nok er det også kun en uges tid siden, at jeg ændrede baggrundsfarven her på bloggen fra at være grønlig til at være samme grå farve som lige uden om selve blogindholdet (før svævede ruden med de runde hjørner over en grå firkant på en grønlig baggrund, hvis det giver mening). Præcis som Rasmus har gjort.

Så altså: Når jeg en gang har tid skal der pilles ves stylesheet’et til Granns.net. For temaet vil jeg gerne blive ved at bruge. (Det hedder i øvrigt “Relaxation 3 column” - og du holder dig bare væk :-))

Øv!