Begrænset udvalg
For det første er der selve udvalget af bøger og funktionerne på hjemmesiden. Der er i skrivende stund 2168 bøger at låne, hvilket jo ikke er mange. Men der er gode ting at finde, lige fra ny dansk litteratur (Helle Helle, Josefine Klougart fandt jeg) over klassikere (Herman Bang) til internationale bestsellere (Game of Thrones på dansk, eksempelvis.

Udvalget af fagbøger er sværere at gennemskue, og det virker som om der er rigtig mange læse let-håndbøger og knap så mange tungere fagbøger.

Manglende funktionalitet
Men alligevel er det for mange bøger til at man kan undvære nogle gode søge- og browse-features, hvis man da ikke lige præcis ved, hvad man leder efter. For i modsætning til det fysiske bibliotek kan man jo ikke kigge ned over hylderne på samme måde, og der er også begrænset plads på forsiden til at fremhæve bøger. Det kalder på lister, kategorier, tags, emner, “andre der har kigget på denne bog har også kigget på/lånt”-funktion eller mulighed for at bedømme bøgerne.

Men hvad får man? På forsiden en lille udstillingsfrise, en topliste over mest læste, et par anmeldelser fra litteratursiden.dk og en Facebookboks, hvor du kan se, hvad dine venner har anbefalet på siden. Fint nok til at pirre nysgerrigheden.

Men problemet kommer, når man skal et lag dybere ned. Kulturmagasinet Søndag Aften har beskrevet det ganske fint:

Fra forsiden kan man vælge blandt 5 emneområder: Biografier og erindringer, Krimi, Spænding, Børn og unge samt Skønlitteratur. Sådan ser ebogsverden altså ud fra ereolen.dk. Blandt 5 emner er der altså både plads til krimi og spænding. Og fx er der ingen faglitteratur!

Hvis man absolut vil finde faglitteratur, skal man klikke på “Alle titler”. Her får man så pt. 1.821 resultater – og i løbet af kort tid sikkert langt flere. Man kan vælge at sortere titlerne ud fra titel, forfatter eller udgivelsesår (udgivelsesår henviser til udgivelsesår for ebogen, så det er næppe den mest anvendelige sorteringsmekanisme, med mindre man vil checke de senest ankomne titler). På hver side kommer 10 titler, så skal man igennem hele listen, skal man klikke sig gennem mere end 180 sider!

Der er dog også en generel søgemulighed. Der er ingen forklaring til denne, men man kan nok gå ud fra, at der kan søges på alle mulige måder. Søger man på “matematik”, er Peter Høegs Fortællinger om natten blandt søgesvarene (og ja, ordet matematik indgår i beskrivelsen af bogen). Søger man på “Peter”, er både forfattere med dette fornavn og indholdsbeskrivelser med dette navn med i søgesvarene. Der er ikke nogen mulighed for mere præcis søgning og sortering.

Hvem står bag?
Derudover synes jeg på en eller anden måde det er problematisk, at der er en “køb”-funktion ved bøgerne. Men det har sikkert været forlagenes betingelse for at stille dem til rådighed (og med lidt god vilje kan man da også godt kalde det en service til de, der ikke blev færdige med bogen inden for den maksimale låne- og genlåne-tid). Funktionen er dog ikke aktiveret endnu, men det bliver den sikkert snart.

Søndag Aften problematiserer også konstellationen af offentlige og private interessenter, der står bag ereolen.dk. Læs det interessante indlæg…

At låne og læse virker fint
Nå, selve det at låne bøger, er – efter 5 minutters problemløs oprettelseshalløj og app-download – problemløst. man skal have et Adobe ID og hvis man – som jeg – vil læse bøgerne på iPad og/eller iPhone, skal man bruge app’en Bluefire. Det er relativt let at hente en bog derned.

Selve app’en er OK. Den har en fin “night”-funktion så man ikke irriterer sin sovende kæreste ved siden af, man kan lave bogmærker og det er let at finde rundt i bøgerne. Ekstremt irriterende er det dog, at man ikke kan synkronisere sine bogmærker eller hvor man er nået til mellem devices. Så i praksis ender man altså med at holde sig til en device – jeg læste Katrine Marie Guldagers “København” kun på min iPhone, selv om jeg af og til have iPad’en liggende lige ved siden af. Irriterende.

Men der er altså rum til forbedring. Læs også om ereolen på digitaletanker.

Tegneserier på iPad!
Nu vi snakker om at læse på iPad, så har jeg også prøvet at læse lidt tegneserier på min. Og det er den altså som skabt til! Der findes flere apps hvor man kan hente tegneserier, men det er mest amerikanske serieforlag, der står for dem. Så hvis man – som jeg – gerne vil læse klassiske tegneserier, der ofte er europæiske, så skal man ud på sådan nogle halvskumle sites som det her, hvor brugerne deler scannede tegneserier som pdf- eller cbr-filer.

Det virker til gengæld fint, og dem henter man bare ned og læger over i en reader-app som ex førnævnte Bluefire eller Cloudreaders, som jeg brugte. Jeg har pløjet mig gennem en håndfuld af serien XIII, og det bliver ikke de sidste tegneserier, jeg henter.

Det er en god fagbog om indhold på hjemmesider. Bogen udmærker sig ved ikke at vælge en af de to traditionelle tilgange til emnet – enten den helt overordnede, hvor man skal lægge en stor forkromet strategi for det hele, eller omvendt et mere snævert fokus på design og usability.

I stedet fokus, som titlen nok afslører, på indholdet. Og her er den en tiltrængt reminder om to ting:

1. Indhold bliver ofte glemt lidt i processen, når man skal lave (nye) hjemmesider
2. Arbejdet med indholdet er ikke færdigt, bare fordi man går i luften

Fint opsummeret her:

“Content is not a feature. It is a complex, ever-evolving, intricate body of information that requires ongoing care and feeding. It’s not something you can check off on a list and be done with.”

Det kan man godt have tendens til at glemme lidt i det daglige arbejde, hvor man tit fokuserer på nye features og på nyt indhold i stedet for løbende revision af det gamle. Halvorson lægger samtidig op til en mere grundlæggende integration af web i organisationers arbejdsgange, i stedet for noget, man gør når ”selve arbejdet” er færdigt, og at man i højere grad hele tiden kobler webarbejdet til den overordnede strategi. Det kan jeg godt lide (også selv om det jo egentlig giver sig selv!).

Bogen er kort og overskuelig, skrevet i den der lidt joviale tone som engelsksprogede business mm.-bøger tit er skrevet i (men det går) og balancerer nogenlunde fint mellem de abstrakte ideer og de konkrete tips til handling.

Der er masser af tjeklister, man kan bruge i sit arbejde. Der er beskrevet faser, man kan køre sit projekt i, og hver af disse gennemgås omhyggeligt. Det er rigtig fint!

Bogen er dog også lidt over the top når den i vanlig amerikansk stil præsenterer ”content strategy” som en helt ny disciplin (og tilmed opfinder en tilsvarende ny stilling, ”content strategist”) – for det er jo ikke fordi, man ikke også tidligere har tænkt over sit indhold…

Men det er forfriskende at få en bog, der samler alle de relevante tilgange med indholdet som overordnet ledetråd i stedet for brugeroplevelsen!

Bogen er også rettet mod større virksomheder, hvor ressourcerne til at lave store analyser og auditere sit webindhold er rigelige – ex anbefales det at man lavet er stort excel-ark over alle sine sider, og for hver side lister ex url, titel, ansvarlig, budskab etc. Jeg står sammen med en kollega for omkring 20.000 siders indhold, så for os er det nok lige i overkanten. Så man må ligesom selv skalere bogen til danske orgnaisationsforhold.

Så er det bare lige at komme i gang…

På mange måder synes jeg kan man tale om en slags nyt paradigme for kommunikation, hvor man accepterer at man ikke kan kontrollere, spinne, styre alt, men også må være åben for at “ride med” på justere efter de input, der kommer udefra – små som store. Og også at man betragter disse udefrakommende “forstyrrelser” mere som muligheder end som potentielle kriser.

Den her tankegang er efterhånden blevet bredt ud til at dække de fleste områder af professionel kommunikation. Det sker dog altid med udgangspunkt i de sociale medier. Det mangler endnu, at de sociale medier og den værktøjskasse, der hører med, bliver en fast del af de traditionelle kommunikationsdiscipliner som ex issues management, forandringskommunikation. Se bare på Lundbeck, der øjensynligt demonstrerede en manglende vilje (og evne?) til at håndtere de sociale medier, da det kom frem, at et af deres produkter skal bruges, når der skal forestås henrettelser i USA.

De sociale medier er til gengæld blevet brugt fantasifuldt til PR-, HR- og især kampagneindsatser. Og de er også i Danmark efterhånden godt på vej til at blive en fast del af den politiske kommunikation – så måske er det på vej? Måske skal den professionelle kommunikatør fremover også være en sociale medier-blæksprutte? Det er i hvert fald tilfældet, hvis man kigger på denne ganske fine liste over 20 ting, en god PR-mand (m/k) skal kunne i dag.

En anden ting, der slår mig efter at have læst de tre bøger, er, at de alle tre tager udganspunkt i, ja nærmest har som grundpræmis, at “samtalen allerede findes derude”, og at man som virksomhed eller organisation lige så godt kan involvere sig i den. Men hvad nu hvis man er i en situation, hvor der ikke er nogen samtale, men man gerne vil skabe en? Det synes jeg er underbehandlet, dels fordi man altid videreformidler succeshistorier, men måske også fordi større eksempler som regel er bedre og mere kendte eksempler.

Man ender tit med konklusionen, at det kræver hårdt arbejde – og så er det, at det måske godt kan betale sig at tænke en ekstra gang over, hvad det præcise formål er med organisationens sociale medier-engagement, og om det er umagen værd. Præcis som Kim Elmose opfordrer til i et blogindlæg. Der er gode råd i alle de tre bøger til at starte en indsats op fra scratch, men det bliver ikke nemmere, fordi konkurrencen om opmærksomhed også på de sociale medier bare bliver større og større, og det ikke længere er nyt, smart og interessant at interagere med kommercielle interesser på Facebook eller lignende.

Det var bare lige for kradse lidt i overfladen. Og dér lader vi den så stå for nu.

Du kan læse mere om de tre gode, men meget forskellige bøger på min bogblog:

Anna Ebbesen og Astrid Haug: Lyt til elefanterne
Charlene Li & Josh Bernoff: Groundswell – Winning in a world transformed by social technologies
Jacob Bøtter: NQ – Involvering med sociale medier

Og så er der også gang i min bogblog, hvor der synes at være et film-mønster i nogle af de bøger, jeg læser:

Thomas Vinterberg skal filmatisere Jonas T. Bengtsons Submarino.

Tom Tykwer skal filmatisere Dave Eggers’ What Is the What.

Ridley Scott skal filmatisere Joe Haldemans The Forever War.
Watchmen er allerede filmatiseret.

Det samme gælder Harlan Cobens Tell No One.

…Og så har jeg også skrevet om en fotobog med stillbilleder fra nogle, ahem, særlige slags film… (og har faktisk lige købt en fotobog med fotos fra filmsets – dog ikke den samme slags film som i den anden bog!)

På granns.net/bog vil jeg fremover forsøge at skrive et par ord om de bøger, jeg har læst. Jeg tænker bloggen som en slags “hvad var det nu, jeg synes om den dér af ham dér”-arkiv, men vil selvfølgelig blive enormt glad, hvis andre også har lyst til at læse med.

Der ligger allerede indlæg om tre bøger på bogbloggen: En lille håndbog om webkommunikation, Michel Houllebecqs Elementarpartiker og Jonas T. Bengtssons Submarino. Jeg har også skrevet en side om bloggen.

Granns.net kører selvfølgelig videre derudaf i sit sædvanlige duvende tempo. Blot uden så mange bogindlæg.

(Og stadig i WordPress 1.etellerandet. Den må snart op på siden af bogbloggen, som sporter en spritny 2.6-installation. Når opgraderingen sker, vil jeg selvfølgelig også sørge for, at man her på siden kan se om der er nyt på bogbloggen.)

Man bladrer derfor igennem side efter side med flotte bygninger, fantastiske sites og elegante hoteller, klubber og restauranter. Men det føles ikke som om det kunne være et rart/fedt/spændende sted at være – kun at se. Man får indtryk af, hvor flotte steder er – men det er vel ikke kun derfor, man rejser? Og det står i stærk modsætning til teksterne i bogen, der igen og igen bruger ord som “atmosphere”, “buzz”, “people” i deres beskrivelse af stederne.

Men man må give dem at (billed)stilen er gennemført: selv strande og strandpromenader på Ipanema er menesketomme – men til gengæld får man heller ikke lov at se det store panorama – kun udsnit bliver det til. Der er nok mennesker sådan nogle steder lige meget hvor tidligt, man står op…

Gad vide om de i guiden til New York har et billede af Times Square? Eller andre lignende steder? … Jeg tvivler, når man ved, hvor svært det kan være at få ryddet sådan nogle steder for mennesker …

Og det var altså nogle sjove, korte historier, som jeg læste med stor fornøjelse på mine togture mellem Kbh. og Høje Taastrup (en tur = en historie). Som altid i Vice er der intet der er helligt, og der er masser af sex, humor, ironi og overraskelser.

Læs for eksempel “Slave to the office”, der starter med sætningen “I’ve been shitting in L’Tesha Jackson’s desk drawer for months now and I see no reason to stop.” Eller “Coming of Age” – en britisk pub-historie med en overraskende og lidt hæslig slutning. Eller “Mister Elegant”, der er en fantastisk beretning om at være Chippendale-agtig danser.

Eller på den lidt mere pudsige front: “From The Diaper of Big Baby Jesus”, en (fiktiv) samtale mellem Ol’ Dirty Bastard og Clint Eastwood (!?!), og “Thank You from Baghdad”, et brev fra den dødsdømte eks-diktator og Stooges-fan (!?!) Saddam Hussein.

Har du ikke lang tid, så læs “Two Really Short Stories”, men har du mod på mere, så download hele bladet som PDF. Der er bidrag af både kendte (Harmony Korine, Chuck Palahniuk) og ukendte forfattere.

Ny Tolkien-bog
Den 17. april kommer der en ny bog af J.R.R. Tolkien. OK så. Den kommer til at hedde “The Children of Hurin”, og Tolkien blev faktisk aldrig selv helt færdig med den. Derfor har hans søn, Christopher, gået og puslet lidt med den de sidste 30 år, og nu er den så klar til udgivelse.

Historien skulle angiveligt være en noget mere dyster end Ringenes Herre-trilogien. Den foregår i den første alder (hvor LOTR foregår i den tredje, så vidt jeg husker), og du kan læse mere om den på Wikipedia. Det vides ikke hvornår bogen kommer på dansk.

Skal Peter Jackson instruere “Hobbiten” eller ej?
Det har længe ligget fast, at Peter Jackson gerne vil instruere en indspilning af “Hobitten”. Og at New Line, der har rettighederne til at lave filmen, gerne vil have Peter Jackson til at instruere. (Og at Tolkien-fans ikke kunne forestille sig andre lave filmen.) Men det har også næsten lige så længe ikke kunne lade sig gøre for de to parter at blive enige, da der verserer en sag om lidt håndører af det store Lord of the Rings-overskud, Jackson angiveligt har til gode.

New Line siger at de gerne vil lade Jackson instruere hvis han trækker sit sagsanlæg tilbage, mens Jackson omvendt ikke vil blande de to ting sammen. Sagen bliver yderligere kompliceret af, at man ikke køber sådanne rettigheder for evigt, så New Line har en interesse i at få sagen afsluttet på et tidspunkt. Jackson har omvendt masser af andre projekter, han kan tage sig til.

Kristin Thompson, filmguru/-ekspert har skrevet en udførlig gennemgang af sagen på hende og gemalen David Bordwells (også filmguru/-ekspert) blog.

En trøstefilm
Til gengæld kommer der i 2007 en film baseret på det gamle (som i lidt over 1000 år) sagn/kvad om Beowulf. Det var en væsentlig inspirationskilde for Tolkien da han skrev Ringenes Herre.

Filmen er instrueret af Robert Zemeckis og har en række af store stjerner på rollelisten: Angelina Jolie, Anthony Hopkins, John Malkovich, Robin Wright penn mfl. – men om den så er god er jo en helt anden sag. Mere på IMDB…

Og det er en spændende bog, fordi den stiller spørgsmålstegn ved mange af de ting, der stadig i mange virksomheder betragtes som selvfølgelige. Og det er også det, bogen vil: Stille spørgsmålstegn og provokere.

Til gengæld vil forfatterne endelig ikke have, at man sætter Cluetrain i stedet for det, de kritiserer. Og god fornøjelse med det, siger jeg så. For det er vel på mange måder allerede sket. Og hvem kan også forvente at kunne skrive en kritik af noget uden at blive taget til indtægt for de tanker, der ligger bag ens kritik? Så bliver det da det første manifest, jeg kender til, det lykkes for…

Og det er her, jeg synes at bogen mister fodfæstet en smule. Den er nemlig fuld af pointer, der er gode som afsæt for kritik, men i sig selv fremstår en smule ubegrundede eller overdrevne. At jeg har læst bogen på den måde skyldes nok også, at jeg gerne vil kunne bruge den i mit speciale – og det er svært, hvis den ikke er velbegrundet og nøgtern, synes jeg.

Jeg køber gerne bogens grundpræmis om at markeder er samtaler. Og også, at der allerede findes samtaler om ens virksomhed, og man derfor lige så godt kan deltage i dem. Men det er til gengæld svært helt at skelne mellem hvornår forfatterne kritiserer på baggrund af allerede tydelige tendenser, hvornår det er deres egne meninger, der danner grundlag, og hvornår de bare maler fanden på væggen. Særligt kapitlet The hyperlinked organisation af David Weinberger, der handler om hvad fremkomsten af Nettet betyder for organisationer, synes jeg er lidt tyndt.

Et par konkrete eksempler, som jeg lige kort vil kommentere:

For det første er det en præmis gennem hele bogen, at traditionel marketing har spillet fallit. At man ikke kan narre forbrugerne, fordi de kan tale sammen over nettet, og det derfor er bedre at være åben og ærlig. Jeg er kun til dels enig. Almindelig marketingtankegang er også ganske udpræget i web 2.0- og endda blogverdenen, og jeg vil vove at påstå, at det også i ganske mange tilfælde er meget effektivt over for forbrugerne.

For det andet afskrives også mere eller mindre alle former for management over en bred kam som bullshit. Igen er jeg kun til dels enig. Dels ud fra samme præmis som før: Mange steder virker det jo fint. Men også fordi forfatterne fokuserer så stærkt på, at management kun handler om magt, og i praksis forhindrer medarbejderne i at lave det, de er bedst til. I begge tilfælde må det i mine øjne tilskrives nogle meget dårlige managers. At slippe tøjlerne og lade medarbejderne køre deres eget show er vel endda også en form for management?

For det tredje fremsættes den påstand, at det jo alligevel er umuligt at styre en organisation nu, hvor man har nettet. Medarbejderne vil alligevel hellere løse opgaver og problemer uden det bureaukrati, de gængse kommandoveje giver, og i stedet bruge deres netværk i og uden for organisationen. Igen vil jeg sige, at det vel er muligt at organisere sig, så opgaveløsning kommer frem for papirnusseri.

For det fjerde – og i forlængelse af det forrige – har det oppefra styrede (som i fra den korporate kommunikationsafdeling) korporate intranet spillet fallit. Medarbejderne skal selv frit kunne oprette, redigere og dele sider – for de har jo alligevel allerede lavet deres egne, anarkistiske, selvstyrede mini-intranets, hvor de kan udveksle meninger og viden, der virkelig betyder noget. Igen vil jeg sige, at den manglende tiltro til, at de korporate kommunikationsafdelinger har fingeren på pulsen og vil lade almindelige medarbejdere komme til udtryk, er lidt overdrevet. Det kan godt lade sig gøre (men jeg er enig i, at det er en god ide at lade medarbejderne komme til orde).

For det femte slår denne anarkistiske tankegang også igennem i, hvordan vidensmedarbejdere fremstilles: For dem er deadlines noget, der hæmmer deres arbejde, og sænker kvaliteten af det. Deadlines kan da godt være en god ting? Og ikke mindst kan de hjælpe til at en organisation hænger sammen, fordi den ene del af organisationen ved, hvad den anden del laver og hvornår de er færdige, så de kan planlægge og koordinere deres indsatser på tværs.

Det var et par kritiske tanker om en ellers tankevækkende (også på den gode måde) bog. Det skal sige at bogen er seks år gammel – hvilket kan være medvirkende til, at jeg synes nogle af dens fremstillinger er lidt firkantede.

For første gang siden jeg læste Sværd & Trolddom-bøger, som jeg som regel aldrig kunne komme helt igennem, har jeg nu imidlertid lagt en bog fra mig, som jeg ikke er færdig med. Den er simpelthen for tung, og også lidt for mærkelig.

Det er bogen Vineland af Thomas Pynchon. Som er en mærkelig fabel om det amerikanske samfund i firserne i Californien. Men som også lige pludselig indeholder bzarre, surrealistiske sekvenser og springer mellem mafia-, post-hippie-, slacker-, ninja- (jeps), universitetsmiljøer med mere. Og sikkert er fuld af fine hentydninger, som går hen over hovedet på mig.

Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men det føles forkert bare sådan at opgive en bog når man er halvvejs (lidt over, faktisk). Jeg har da også tidligere kæmpet mig igennem avanceret metalitteratur af fx Martin Amis med stor fornøjelse.

Nå men, videre til det næste. Jeg håber ikke, det går på samme måde med specialet som med romanlæsningen…