Ja, ok, overskriften er skåret lidt skarpt – der er masser af ikke-unge, der blogger, deler billeder, er på Facebook og som brugere genererer indhold til nettet (eller hvordan man nu definerer det der 2.0-noget).

Et eksempel
For et par uger siden lagde jeg sammen med min kollega en YouTube-video på mit arbejdes hjemmeside. Videoen, som vi selv har flikket sammen, er fra den igangværende strejke, og har derfor en række tags som ex ”strejke, ”konflikt” o.l.

Efter endt afspilning vises der i YouTube-videoer en række miniaturer af andre videoer – dem, der har samme tags som den, man har set. Man kan godt vælge dette fra, men hvorfor skulle man det?

Efter at have lagt videoen på hjemmesiden, blev vi efterfølgende spurgt om vi ikke kunne ”fjerne Enhedsliste-videoen” på hjemmesiden. Det forstod vi ikke umiddelbart, men det viste sig, at en af de relaterede videoer for vores video var af Johanne Schmidt-Nielsen (fra Enhedslisten), der udtrykker sympati for strejken. (Og det er sådan set meget forståeligt, at en fagforening ikke vil associeres med bestemte partipolitiske interesser.)

Vi havde faktisk godt set, at Enhedsliste-videoen optrådte som ”relateret” til vores egen video, men det faldt os slet ikke ind, at den kunne blive set som havende nogen forbindelse til vores hjemmeside – det er jo bare nogle emneord på YouTube, der genererer noget relateret indhold.

Men hvis man ikke er bekendt med logikkerne i YouTube er det da klart, at det vil se ud som om, at det er Enhedsliste-videoen er en del af vores hjemmeside, og at man kan se det som en bevidst handling fra vores – altså mit arbejdes – side.

Internt og eksternt indhold “flyder sammen”
Denne lille misforståelse er opstået fordi der er nogle andre logikker på spil i YouTube og lige så i mange af de andre webtjenester, der er kommet de seneste år. Tredjepartsservices som ex YouTube giver mulighed for at navigere videre ind i deres eget univers – også hvis de er embedded på andre hjemmesider.

Og på den måde flyder grænserne mellem hvad afsender selv har produceret og hvad der af andre årsager kobles på denne produktion, sammen. Og så tilbage til overskriftens spørgsmål – for dem, der er vant til at bruge disse nye tjenester kan godt skelne mellem det tilsigtede og det ”tilfældige”. Men hvis man ikke er vant til YouTube, og især hvis YouTube optræder inden for rammerne af en i øvrigt relativt traditionel hjemmeside, ja, så må det jo virker forvirrende.

Jeg mener nu stadig, man skal insistere på at bruge de her services i det omfang, man kan og på deres egne præmisser. For selv om eksempelvis YouTubes tags i det her tilfælde gav anledning til noget ikke helt ideelt relateret indhold, så vil det i længden udligne sig, det relaterede indhold til komme brugerne til gavn (og det er af samme grund, man ikke bare skal ændre på de tags, man giver sit indhold). Og ikke mindst vil man på sin egen hjemmeside kunne koble sig på nogle af de diskussioner eller strømninger, der foregår uden for ens egne mure – og omvendt.

Men hvad gør man indtil da?

Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer - hvor velmente de end er - ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )

I dag fik nogen på arbejdet leveret noget i en kasse. På kassen var der logoer og tagline for det firma, der havde lavet produktet, som blev leveret. Jeg kan ikke huske firmanavnet, men taglinen var:

“Visual presentation products”

Inde i kassen var der en opslagstavle…

Julen har aldrig været et særligt fokusområde på granns.net - faktisk har det vel nærmest været et antifokus-område. Undertegnede er på ingen måde i udpræget grad julemenneske, men nylige begivenheder gør at jeg ser mig nødsaget til at bringe julen på banen igen for en kort bemærkning.

Årsagen skal findes i min traumatiske barndom, hvor der mangen en gang er blevet fremsat morsomheder om mit efternavn, der jo som bekendt let kan forlænges med -kogle, -træ eller lignende. Det var et mønster, der gentog sig langt op i folkeskolealderen.

Og hvad har det så med jul at gøre, vil den årvågne (eller blot utålmodige) læser nok spørge. Jo, dengang var det et helårsfænomen, som jeg ikke nød vældigt meget. Men nu er det åbenbart blevet sæsonbetinget, og endda ganske morsomt.

Sagen er den, at der - med julen som anledning - er blevet skrevet en sang om mig på mit nye arbejde. Retfærdigvis skal det siges, at den 1) også handler om Anne, min kollega (men hun hedder ikke noget sjovt til efternavn. Jeg mener, Larsen, helt ærligt - få da et mellemnavn. Hvad med “Sølvguitar” eller noget…), og 2) er blevet skrevet i en slags sangskriver-rus, hvor forfatteren lige kneb en håndfuld sange ud af ærmet på en times tid.

Men jeg synes nu den er god, og gengiver den derfor her i sin helhed:

Alt sammen fordi han hedder Grann
Melodi: På loftet sidder nissen

En ny kollega her til jul: han hedder Grann!
Han er nu vores anden mand.
Den anden Anne er ej mer’ alene, nej,
for juletræet har hun tæt på sig.
Så hygger de og griner, bytter sokker?
Nej, de blogger, tror vi nok og
de chatter, og de pjatter ud’ på webben
Og en, to, tre, så er de blevet væk
i en sæk
fyldt med internet!

Samtidig illustrerer sangen også på fin vis en - tror jeg - ganske udbredt problemstilling i relation til kommunikations- og IT-arbejde generelt og arbejdet med nye medier i særdeleshed: De andre har ikke rigtigt nogen ide om, hvad fanden det er, man laver :-)

Det var vist alt for Granns julemusik-føljeton. (Missede du del 1? No worries - den er her stadig).

Kender du ikke det, når nogen har haft morgenbrød/slik/kage med på arbejdet, og det hele ikke bliver spist, at resterne så alligevel på mystisk vis forsvinder i løbet af eftermiddagen?

Her på mit nye arbejde er den praksis blevet fuldstændig institutionaliseret. Når nogen har noget med, bliver det stillet frem i køkkenet, og der bilver sendt en mail rundt til alle. Seneste eksempel lyder ”Flødeboller i køkkenet NU - Fra Johnny” - bemærk understregningen af, at man altså skal skynde sig, hvis man skal have en flødebolle.

Det skyldes at de ansatte som følge af denne praksis har udviklet en veludviklet sans for at slå til når chancen er der. Som gribbe cirker de om køkkenet (”jeg henter kaffe, skal du have noget med”…), klar til at kaste sig over kringleresterne fra chefens møde.

Her er seneste eksempel - resterne af, hvad der en gang var et stort slikdyr, men nu blot er et gennemtygget chokoladeådsel. At der endnu er noget tilbage af liget skyldes blot, at der er tale om en af de helt store Tobleroner - 4 kg., tror jeg nok (bemærk størrelsen ved sammenligning med kniven). Og gribbene har jo lige fået flødeboller…

Chokoladeådsel

Arbejdet har besluttet at alle skal gennemgå en hel ugens kursus i 2007-udgaven af Office-pakken (igen må jeg lige indskyde: “!!!”). I dag er den første af tre dage med Word, derefter følger en dags Excel og en dags Powerpoint.

Umiddelbar reaktion: Man skal vænne sig til, at Microsoft rent faktisk laver noget, der minder om at være brugervenligt. Groft sagt, I know, men man skal unlearn’e sin viden om de mærkelige logikker og menuplaceringer, der lå bag mange af tingene i det “gamle” Word. Dermed heller ikke sagt, at de allesammen er væk - så meget er der heller ikke lavet om.

samtidig opdager man også nogle af de ting, man ikke lige vidste, programmet egentlig kunne. Åbenbaringer so far:

• Tricks med tabulatorer - jeg tror sgu jeg skal hjem og lave en masse decimaltabuleringer
• Fantastisk formatpensel - hvis du er træt af typografier

Eventyret fortsætter i morgen. Jeg er mest spændt på at se hvordan man kan fylde et tredages program med undervisning i Word…

Jeg har nu overstået min fjerde arbejdsdag på mit nye arbejde hos Danske Fysioterapeuter, hvor jeg sammen med Anne skal stå for foreningens aktiviteter på interwebben. Jeg synes allerede de (vi!) er langt fremme i forhold til at anvende nettet som kommunikationsplatform, blandt andet i kraft af en række meget omfattende hjemmesider, og der er også allerede sat flere mere brugerinvolverende skibe i søen: Der kommer både meget mere personaliseret indhold og noget profil-halløj for medlemmerne hvor de kan diskutere faglige problemstillinger og interagere på alle mulige andre måder. Og planerne for foreningens første blog er allerede langt undervejs. Alt sammen superspændende.

Lidt statistik:

• Antal medlemmer: Lidt over 10.000
• Hyppighed af fejring af det ene eller det andet med morgenbrød på arbejdspladsen: 75% (3 ud af 4 dage indtil videre)
• Andel af ansatte, der kunne slå mig på en 5-kilometer: stort set dem alle sammen, tror jeg (mange ansatte er ivrige løbere, og jeg er allerede blevet spurgt om jeg ikke også ville deltage i Alt For Damernes kvindeløb. Ved ikke helt hvad jeg skal lægge i det…)

…Og hvad så med specialet, vil den opmærksomme læser nok spørge. Jo, det er bestemt ikke glemt, svarer jeg prompte (og får dermed samtidig sagt, at det dog heller ikke på nogen måde er afleveret). Det betyder, at jeg p.t. skriver speciale efter arbejde og i weekenderne. Det er allerede stressende, men også OK. Jeg er til gengæld meget glad for at slippe for dagpengeverdenen i første omgang efter aflevering - den har jeg hørt mange grusomme historier om.