granns.net

I 1960 forbrugte man i gennemsnit fem timers medier om dagen derhjemme – vel at mærke hvis en time med avisen slået op og radioen tændt altså tæller for to timer. I dag er tallet tolv timer.

Når du sidder og arbejder ved din computer, skifter du mellem forskellige vinduer næsten 37 gange i timen i gennemsnit. Man springer mellem mail, tekstbehandling, hjemmesider og andre programmer (og så skal man jo også lige tjekke nyhederne, Facebook, Twitter og sin private mail, ikke?). I gennemsnit besøger computerbrugere 40 forskellige hjemmesider om dagen.

Med andre ord: Vi multitasker virkelig!

Den New York Times-artikel, jeg har tallene fra, handler om, hvordan det at multitaske hele tiden rent faktisk ændrer den måde, vores hjerne fungerer på:

Scientists say juggling e-mail, phone calls and other incoming information can change how people think and behave. They say our ability to focus is being undermined by bursts of information.

These play to a primitive impulse to respond to immediate opportunities and threats. The stimulation provokes excitement — a dopamine squirt — that researchers say can be addictive. In its absence, people feel bored.

Med andre ord: Hvis man ikke skifter vinduer hver halvandet minut, så keder man sig. Og det gør os ikke mere effektive når vi på den måde hele tiden jager det næste dopaminfix i form af en ny sætning på papiret, en ulæst mail eller et nyt tweet – tværtimod. Og hvem kender ikke den følelse, bare lidt?

Og det værste er, at det også påvirker hvordan vi fungerer når vi ikke sidder foran skærmen:

While many people say multitasking makes them more productive, research shows otherwise. Heavy multitaskers actually have more trouble focusing and shutting out irrelevant information, scientists say, and they experience more stress.

And scientists are discovering that even after the multitasking ends, fractured thinking and lack of focus persist. In other words, this is also your brain off computers.

Artiklen beretter om tests, hvor de deltagere, der sagde at de var vant til at multitaske til daglig, faktisk klarede sig dårligere når det gjaldt om at løse simple opgaver og koncentrere sig. Selv når testen gik ud på at løse flere forskellige af opgaverne samtidig. For de var i stedet på jagt efter det næste fix:

Other tests at Stanford, an important center for research in this fast-growing field, showed multitaskers tended to search for new information rather than accept a reward for putting older, more valuable information to work.

Forklaringen er i følge artiklen, at det er de dele af hjernen, der skal være opmærksomme på farer (altså nye ting), der hele tiden dominerer andre funktioner, eksempelvis at sætte mål for arbejdet og arbejde efter de mål. Så det er i virkeligheden noget meget primalt at ville læse den seneste Facebookstatus fra vennerne eller den nyeste nyhed på intranettet. At det så samtidig gør os rastløse og ukoncentrerede når computeren er slukket.

Det kan kun være en udvikling, der vil blive forstærket. Flere og flere bruger smartphones og er på hele tiden. Og  hvad sker der når det ikke først er som voksen, man udsættes for det her, men gennem hele sin opvækst?

Det er egentlig ret bekymrende.

Siden jeg læste artiklen, har jeg forsøgt at minimere antallet af programmer, jeg har åbent ad gangen, og antallet af opgaver, jeg sidder og arbejder på samtidig. Jeg ved ikke om det virker, men det føles egentlig meget rart.

Læs selv artiklen. Og prøv at tæl hvor mange gange, du skifter vinduer i morgen på arbejdet…

Der kan gemme sig de særeste ting i helt almindelige kufferter, tasker, æsker, pakker og lignende. Lad mig lige dele et par eksempler:

1. For nylig blev jeg og min kontormate enige om at rydde op på kontoret. Og der kan ligge mere lort på sådan et kontor, end man lige aner. Det er sjovt, som man ikke i samme grad går op i indretning og indhold af sit kontor som derhjemme – man er der trods alt næste flere timer… Nå, vi fandt blandt andet den her sjove kuffert. Prøv at gæt på tid, sted og anvendelse – jeg synes, der er noget østeuropæisk spionudstyr over den!

Hvilken fantastisk retro-gadget. Et lysbord i en kuffert – og så viste det sig endda, at der var en anden kollega, der nærmest samlede på sådanne dimser. Så nu har kufferten fundet et nyt, godt hjem.

2. Nogle gange afslører pakken også alt for meget. Jeg fik for eksempel hæjttalerkabel leveret fra Hifi Klubben i denne kasse. Jeg har dog Post Danmark mistænkt for rent faktisk at være stedet, hvor gerningsmanden skal findes. Heldigvis var kablet stadig i æsken, da den kom frem…

3. Og så er der de kufferter, man slet ikke regner med at se. Jeg bestilte forleden en cd med Ray Charles på biblioteket, da den lige havde et nummer på, som jeg ikke kunne finde andre steder. Hvad jeg ikke havde regnet med, var at det rent faktisk var ikke bare en cd, men et ordentligt BOKSSÆT, jeg havde bestilt. Fuld af fede detaljer, en overdådigt illustreret bog og ikke mindre end 8 cd’er. Så skulle jeg kunne klare mig på Ray Charles-fronten mere eller mindre resten af livet!

Sjovt nok var jeg forleden ude og kigge på en kuffert. Altså, jeg var ude for at købe en til at proppe min bagage i, når jeg rejser. Og jeg kunne ikke finde en, og er i tvivl om, hvad jeg har brug for. Måske er jeg ubevidst blevet præget af de her nylige kuffertoplevelser – måske de lige skal sætte sig inden der er plads til flere kufferter i mit liv?

…Det er titlen på et kursus, jeg for nylig har modtaget materiale om. Jeg får allerede lidt kuldegysninger af “dus”‘et i gåseøjne og “Pc” med stort P og lille c, men det er introteksten i følgebrevet, der skræmmer mig allermest:

“Hej Christoffer
Efter aftale med din leder pr. telefon i dag vedr. e-læringskurset Bliv “dus” med din Pc, får du hermed, lidt mere information omkring vores tilbud.”

Igen er det ikke den kreative kommatering eller den typiske sælger-agtige brug af “omkring” i stedet for bare “om”, der vækker opsigt. Nej, der står jo mere eller mindre direkte, at min chef mener, jeg skal blive bedre venner med min computer.

OK, jeg giver det en chance og bladrer videre til selve kursusbeskrivelsen. Den starter således:

“Vil du gerne

• Vide mere om internettet og kunne udnytte det i dagligdagen?
• Arbejde med multimedier via de værktøjer, din Pc indeholder?
• Kunne skrive breve, rapporter og anden tekst i Microsoft Word?
• Kunne bruge Microsoft Excel til regnskaber, databehandling m.m.?
• Blive bekendt med Microsoft Office grænsefladen og let kunne navigere i den?”

På dette tidspunkt i læsningen sidder jeg næsten og ryster over hele kroppen. Måske er det tankerne om det ugelange kursus i Office-pakken (!!!), jeg allerede har været på, der nu vælder frem igen? Måske er det minder om dengang, man kunne tage et ”PC-kørekort” (du ved, dengang, hvor der ikke var nogen, der endnu havde tænkt på at versionsnummerere selve Internettet)?

Nej, det er ikke mig på billedet.
Men måske han kunne have brug for
at blive mere “dus” med sin “Pc”?

Kære chef, jeg tillader mig at takke høfligt nej. Ellers tak. Jeg har både lidt erfaring med at skrive tekst i Word, at navigere i Windows, og så ved jeg også en lille smule om Internettet (jo, man staver det med stort I) allerede. Og resten skal jeg nok fange hen ad vejen.

Note to self: Husk at opdatere CV med alle de nye ting, jeg kan. Hvordan lyder “Kan skrive både breve og anden tekst i Word” eksempelvis?

(i øvrigt er det vist slet ikke min chef, kursuskonsulenten har snakket med herinde. Men det er en anden sag – og gør det hele lidt mindre sjovt. Måske var det slet heller ikke mig, men andre herinde, der evt. skulle på kursus. Men det glemmer vi også lige i den her omgang…)

Ja, ok, overskriften er skåret lidt skarpt – der er masser af ikke-unge, der blogger, deler billeder, er på Facebook og som brugere genererer indhold til nettet (eller hvordan man nu definerer det der 2.0-noget).

Et eksempel
For et par uger siden lagde jeg sammen med min kollega en YouTube-video på mit arbejdes hjemmeside. Videoen, som vi selv har flikket sammen, er fra den igangværende strejke, og har derfor en række tags som ex ”strejke, ”konflikt” o.l.

Efter endt afspilning vises der i YouTube-videoer en række miniaturer af andre videoer – dem, der har samme tags som den, man har set. Man kan godt vælge dette fra, men hvorfor skulle man det?

Efter at have lagt videoen på hjemmesiden, blev vi efterfølgende spurgt om vi ikke kunne ”fjerne Enhedsliste-videoen” på hjemmesiden. Det forstod vi ikke umiddelbart, men det viste sig, at en af de relaterede videoer for vores video var af Johanne Schmidt-Nielsen (fra Enhedslisten), der udtrykker sympati for strejken. (Og det er sådan set meget forståeligt, at en fagforening ikke vil associeres med bestemte partipolitiske interesser.)

Vi havde faktisk godt set, at Enhedsliste-videoen optrådte som ”relateret” til vores egen video, men det faldt os slet ikke ind, at den kunne blive set som havende nogen forbindelse til vores hjemmeside – det er jo bare nogle emneord på YouTube, der genererer noget relateret indhold.

Men hvis man ikke er bekendt med logikkerne i YouTube er det da klart, at det vil se ud som om, at det er Enhedsliste-videoen er en del af vores hjemmeside, og at man kan se det som en bevidst handling fra vores – altså mit arbejdes – side.

Internt og eksternt indhold “flyder sammen”
Denne lille misforståelse er opstået fordi der er nogle andre logikker på spil i YouTube og lige så i mange af de andre webtjenester, der er kommet de seneste år. Tredjepartsservices som ex YouTube giver mulighed for at navigere videre ind i deres eget univers – også hvis de er embedded på andre hjemmesider.

Og på den måde flyder grænserne mellem hvad afsender selv har produceret og hvad der af andre årsager kobles på denne produktion, sammen. Og så tilbage til overskriftens spørgsmål – for dem, der er vant til at bruge disse nye tjenester kan godt skelne mellem det tilsigtede og det ”tilfældige”. Men hvis man ikke er vant til YouTube, og især hvis YouTube optræder inden for rammerne af en i øvrigt relativt traditionel hjemmeside, ja, så må det jo virker forvirrende.

Jeg mener nu stadig, man skal insistere på at bruge de her services i det omfang, man kan og på deres egne præmisser. For selv om eksempelvis YouTubes tags i det her tilfælde gav anledning til noget ikke helt ideelt relateret indhold, så vil det i længden udligne sig, det relaterede indhold til komme brugerne til gavn (og det er af samme grund, man ikke bare skal ændre på de tags, man giver sit indhold). Og ikke mindst vil man på sin egen hjemmeside kunne koble sig på nogle af de diskussioner eller strømninger, der foregår uden for ens egne mure – og omvendt.

Men hvad gør man indtil da?

Alting på arbejdet handler i øjeblikket om overenskomstforhandlinger og i særlig grad om den forestående konflikt (forvirret? bliv klogere).

I den forbindelse skal man jo have nogle slogans, som kan kan skrive på T-shirts, kasketter, plakater og så videre, og som kan indgå i velmente og entusiastiske lejlighedssange når de strejkende skal holde stemmebåndene og sig selv varme mens de er ude og aktionere på de danske gader og stræder.

Derfor har vi selvfølgelig lagt hjernerne i blød og fundet på nogle af slagsen, som du om føje tid vil kunne se på bemeldte beklædningsgenstande og høre i de medfølgende sange.

Men vi har en håndfuld til overs. En lille kollektion, kan man vel nærmest kalde det, som blev til i frokostpausen. Og dér har de sikkert bedst af at blive, for de illustrerer – hvor velmente de end er – ikke rigtigt hvorfor det lige er, at vi strejker og såd’n.

Til gengæld knytter de på glimrende vis an til nogle kollektive myter, som de samtidig på postmoderne facon bryder med for at danne nye sammenhænge og dermed også blive til en slags meta-observation omkring selve sloganets natur. Eller noget.

Og derudover er der en klar rød tråd. Se selv:

Der er den klassiske, hvor man også altid kan skyde skylden på svenskerne:

Hisse-husse-hej-sa-sa
Vi vil have mere i løn!

Så er der spejderversionen, som har en god rytme:

Tjikker likker tjikker likker tjav tjav tjav
Vi vil have mere i løn!

Fodboldversionen, som ligesom giver anledning til at råbe ekstra højt:

Lå lå lå lå lå lå lå lå lååå
Vi vil have mere i løn!

Sidstnævnte kan man sagtens forestille sig flere varianter af. Men det må vist blive en anden gang…

(Note to self ved gennemlæsning af ovenstående: Jeg mangler en “Man skulle nok have været der”-kategori her på bloggen. Det kommer på to do-listen… )