Jeg havde ikke nogen indholdsmæssige forventninger til den her bog, men jeg forventede at den ville være god. Jeg havde også hørt, at den ikke rigtig blev spændende før efter et par hundrede sider.

Nu har jeg så læst den, og jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg skal mene. For jeg synes egentlig ikke det var nogen fantastisk bog. Men den har masser af stof til eftertanke – der er mange detaljer, jeg spekulerer over stadigvæk.

Det er i hvert fald en meget særegen og speciel bog! Og også sådan en, der er meget svært at genredefinere.

I starten er den mest en slags venskabsroman om to par, der vel bedst kan beskrives som næsten lidt for stereotypiske eksempler på mennesker fra et new yorker-kunster-akademiker-miljø. De er bløde og tænker over og snakker om livet, kunsten og kærligheden over rødvin hos hinanden og over hvidvin til kunstnerreceptionerne. her sker der egentlig ikke rigtigt noget, andet end at tiden går og parrene får børn (et hver), skriver flere kunstbøger og maler flere malerier, bliver ældre og klogere og mere slidte og så videre.

Men man fornemmer, at der skal ske noget. Og langsomt sniger der sig en form for uhygge ind i historien. Relationer og personer, man troede, man vidste hvor man havde, viser sig pludselig fra andre sider, og meget af det, der blev bygget op i den første halvdel, forandres. Historien kommer gradvist længere og længere “ud”, og mere vil jeg egentlig ikke sige om handlingen.

Det bliver samtidig  til en interessant leg med fortællingen, fordi vi ser det hele gennem øjnene på en af forældrene, og det ikke kun er os, men også ham, der tænker tilbage på det, han tidligere har beskrevet, og tvinges til at ændre syn på det. Og det gør vi dermed også.

Der er lange passager om kunstteori, om filosofi og om specifikke kunstnere eller værker – fiktive såvel som virkelige. mange så detaljeret beskrevet, at man næsten opgiver at forestille sig, hvordan de ser ud, men i stedet ender med bare at “stole på” fortælleren. Og nu jeg tænker over det, bruges samme trick faktisk også når det gælder personer og begivenheder – man påduttes på en eller anden måde fortællerens fordomsfulde version af sin egen erindring (hvis det da overhovedet giver mening).

Bogen er egentlig rigtig “levende” hele vejen igennem, og bliver så gradvis mere elementært spændende på krimi-mystik-måden. Det er et godt trick, og jeg kan godt lide, at jeg stadig kan gå og tænke lidt over den. Men stadig: What I Loved var måske nok i virkeligheden mere interessant end fantastisk. Men bestemt heller ikke dårlig. Hmmm…