Lige så god som den første, men egentlig på en lidt anderledes måde.

Ved bind 1 kunne jeg særligt godt lide den meget levende beskrivelse af episoder i barndommen, som Knausgård havde en god måde at gøre både naive og eftertænksomme på samme tid. En enkelt episode om nogle øl i en grøftekant nytårsaften, som blev strukket endda meget langt ud, var endda også direkte spændende og morsom, synes jeg.

Her i andet bind er det alvor. Og på en anden måde end i bind 1, hvor det også handlede om faderens død. For nu er vi meget tættere på Knausgårds parforhold og hans trængsler med at finde plads til sig selv i “sammenheden”, især da der også kommer børn ind i billedet.

Det er noget, jeg kan forholde mig til på en helt anden og konkret måde. Og selv om forfatteren er en noget speciel fyr – eksempelvis usædvanligt kompromisløs i forhold til sit arbejde og hvordan det skal passes sammen med familielivet – så genkender jeg mange af de situationer og tanker, han beskriver. Hvor finder man rum til hinanden og overskud inde i sig selv, når dagligdagen går i ring? Og hvordan finder man tid og plads til at være sig selv, når der går familie i den?

Derudover synes der også at være et tema i den her bog om hvordan man præsenterer sig for andre. Bogen indledes ex med en lang beskrivelse af en forældrekomsammen i en af børnenes børnehave, hvor Knausgård er til stede, men samtidig ser det hele – inklusiv sig selv – udefra, og overvejer, hvad det er for nogle mekanismer, der er på spil. Vildt godt skrevet.

Og endelig lukker han også op for sit blik på sig selv som forfatter. Der er lange halvfilosofiske passager om specifikke værker (man aner de 500 sider om Hitler i sidste bind i horisonten) og om hans kvaler med at forlige sig med sin egen kunstneriske utilstrækkelighed. Og den anden figur, der fylder mest i bogen, er faktisk Knausgårds forfatterven, som han har lage samtaler med om kunst og det at skrive.

Så… Lidt tung enkelte steder, men alt i alt fantastisk – som forventet!

Der er skrevet meget om, hvor fantastisk den her bogserie er, og ud fra første bind kan jeg kun være enig. Det er virkelig, virkelig velskrevet, det her.

Det er så også svært at sige noget, der ikke allerede er sagt før, så blot et par korte bemærkninger:

*Det er befriende at læse en bog, hvor man kan slubre siderne i sig fordi den er så flydende skrevet, men samtidig føle at man virkelig dvæler ved tingene, fordi Knausgård netop bruger lang tid på hver situation.

*Jeg så et interview med Knausgård hvor han fortalte, at de fleste detaljer er digtet. Han kunne huske stemninger og situationer, men ikke specifikke ordvekslinger. Alligevel føles det virkelig autentisk, det, man læser.

(*Interviewet, som er fra NRK og blev vist på DR2 for et par uger siden, er i øvrigt værd at se, og det kan man heldigvis på nettet her. Det er optaget inden bogen kom ud og er derfor ikke præget af den debat, den førte med sig. I øvrigt virker virkelighedens Knausgård lige præcis som man forventer ud fra bogen: eftertænksom, velformuleret og lidt uudgrundelig)

*Der er noget sjældent naturligt over den måde, bogens fortæller gengiver virkeligheden på. Springene i tid virker ikke som en fortællemæssig konstruktion, men snarere som den grublende fortællers måde at vende og dreje specifikke situationer og samtaler igen og igen. Præcis som man selv gør (eller er det bare mig?…).

*Bogen handler primært om (voksen)Knausgårds forhold til sin far, men inden den zoomer helt ind på faderen, får vi 150 siders rundtur i hovedet på en norsk teenager i firserne, som næsten er det allerbedste ved bogen – en slags melankolsk version af “Populærmusik fra Vittula”.

*De første 15 sider er en meget fin poetisk filosoferen over døden og hvordan den viser sig for os, som i øvrigt står lidt i kontrast til resten af bogens meget konkrete beskrivelser. Dem skal jeg bestemt lige læse igen inden bogen ryger op på hylden.

Nå. Heldigvis er der fem bind mere at glæde sig til!…