Det her er en skarp, lille sag. Egentlig en historie med en underlig tomgang, men det er måske også en pointe i sig selv. det, man husker, er de observationer man får når hovedpersonen – den kyniske men også en lillebitte smule sørgmodige IT-mand Michel – tager bestik af sine kolleger og de andre mennesker, han møder.
Han er misantrop med stort M. Så det er beske sager, men heller ikke usjove – knastørre og spydige, men også lidt underspillede, som de er. Houellebecq kan godt lide at pege fingre af stereotyper – eller rettere, de mennesker, der lever efter dem. Så der er jo jo masser at skyde på, og måske derfor er der også mange fine steder, man kunne citere, for der er vitterlig mange af de her modbydelige guldkorn fra hovedpersonen klemt ind på bogens kun ca. 120 sider.
Vi nupper lige et par stykker. Her snakker Michel med en kunde, han har døbt “teoretikeren”:
Ved behændigt at tage afsæt i en henslængt bemærkning, han selv lige er kommet med, gør teoretikeren opmærksom påm at det er en skam, at den anden (hvis identitet til det sidste forbliver et mysterium) ikke er til stede, og at ingen har fundet det nødvendigt at tilkalde ham. I samme åndedrag lykkedes det ham at antyde, at min egen tilstedeværelse under de betingelser ingen nytte er til, eller i al fald af begrænset nytte. Det er præcis, hvad jeg selv mener.
Her skal han undervise på et kursus:
Jeg opdager straks, hvor faren lurer: en ung fyr med briller, høj, slank og smidig. Han har sat sig bagest, som for at have overblik over alle andre; jeg kalder ham ved mig selv for “Slangen”, men i virkeligheden præsenterer han sig allrede i kaffepausen for os som Schnäbele. Han er edb-afdelingens fremtidige leder, og det ser han ud til at være meget tilfreds med.
Her fortæller han om sin exkæreste:
Veronique var “i analyse”, som man kalder det; i dag er jeg ked af, at jeg mødte hende. Generelt set er der intet at hente hos kvinder, der har været i analyse. En kvinde, der har været i hænderne på en psykoanalytiker, er én gang for alle blevet ubrugelig, det har jeg kunnet konstatere adskillige gange. Fænomenet er ikke noget, der skal betragtes som en bivirkning ved psykoanalysen, det er simpelthen dens formål.
Bogen er slet ikke så “storslået” eller litterær som “Elementarpartikler” (om end stadig sådan lidt højtravende i sproget, men det virker egentlig fint) – det er som sagt bare en skarp lille sag. Og hvem kan ikke lide en lille skarp en gang imellem at vågne lidt op på?
Det er sjældent, jeg læser franske bøger, så en ferie i Frankrig burde være det oplagte tidspunkt, når det endelige skulle være. Jeg har før haft stor fornøjelse af at lytte til Tango i min iPod i Buenos Aires eller læse Paul Auster i New York, men at læse Elementatpartikler i en lille sydfransk bjerby gav desværre hverken oplevelsen af byen eller bogen noget ekstra (nu er “Frankrig” så også en ret stor størrelse, indrømmet).
Arkiv