Det her er fortsættelsen til den ganske gode og fint tænkte Forever War. Den har jo status af sci fi-klassiker, og klassikere er vel af natur svære at følge op.

Og det er da heller ikke lykkedes for Haldeman at skrive en toer, der måler sig med den første bog. Blandt andet er mange af de interessante ting fra Forever War nu ude. Relativitets-tids-rejse-problemet (når man rejser langt og hurtigt, ældes man mindre, og springer derfor på sin tid “frem” i tid), som var et grundpræmis i den første bog, er slet ikke særligt aktuelt i den her bog. Og der er ikke længere krig, men fred, hvilket tager spændingen og fascinationen ved krigen, våbnene og “rum-militæret” væk.

Til gengæld er der nu brugt endnu mere krudt på at kredse omkring, hvordan mennesker (og andre racer. og variationer af mennesker (!)) skruer deres samfund sammen, herunder både religionens, fællesskabets/individets og familiens rolle og funktion. Det fungerede jo faktisk fint i den første bog, men det gør sig ikke lige så godt alene.

Bogen er dog stadig udmærket, og har en interessant historie, som forløses nogenlunde elegant. Den bliver aldrig kedelig, og har da også nogle ganske fikse ideer hist og her. Jeg tror måske i virkeligheden, jeg blot stadig har den lidt skuffende, new age-agtige slutning lidt for tæt på. Den ødelagde det hele lidt, synes jeg.

Hurtigt læst, i øvrigt: 200 sider i et let sprog uden for mange dikkedarer. Jeg tør godt kaste mig over den tredje bog, der foregår i samme univers (men parallelt – den er ikke en fortsættelse til disse, og er faktisk skrevet før denne her), Forever Peace.

UPDATE: Og den er så læst nu…

Jeg læser egentlig sjældent science fiction, primært fordi der i min erfaring er længere mellem de gode værker, men måske også fordi jeg er optaget af at læse mere klassisk eller “stor” litteratur. Heldigvis er den her uden tvivl en science fiction-klassiker, om end en for mig ukendt en af slagsen, så den slipper gennem nåleøjet.

Jeg købte “Forever War”, fordi jeg har læst, at Ridley Scott har planer om at filmatisere den. Og jeg kan godt forstå hans fascination. Bogen er så tilpas teknisk og håndgribelig og samtidig ukonkret i den måde væsener, omgivelser, våben og udstyr beskrives, at der er masser af muligheder for at danne spændende billeder inde i hovedet mens man læser den. Jeg tror det skyldes, at der ikke øses særligt mange tillægsord på, men i stedet refereres mere nøgternt, så det ikke virker så påtvunget eller opfundet. Det er bare sådan.

“Nøgternt” er i det hele taget meget dækkende for bogens fortællemåde. Fortælleren er William Mandella, der er draftet til jordens kamp mod “the Taurans”, og han er en ganske nøgtern fyr. Han er ikke hverken en typisk, en særligt begejstret eller en født soldat, og det giver måske ham og historien lidt ekstra troværdighed efterhånden som man kommer igennem den.

Her er bogens allerførste – og meget nøgterne – par afsnit:

“Tonight we’re going to show you eight silent ways to kill a man.” The guy who said that was a sergeant who didn’t look five years older than me. So if he’d ever killed a man in combat, silently or otherwise, he’d done it as an infant.

I already knew eighty ways to kill people, but most of them were pretty noisy. I sat up straight in my chair and assumed a look of polite attention and fell asleep with my eyes open. So did most everybody else. We’d learned that they never scheduled anything important for these after-chop classes.

The projector woke me up and I sat through a short tape showing the “eight silent ways.” Some of the actors must have been brainwipes, since they were actually killed.

After the tape a girl in the front row raised her hand. The sergeant nodded at her and she rose to parade rest. Not bad looking, but kind of chunky about the neck and shoulders. Everybody gets that way after carrying a heavy pack around for a couple of months.

Der er flere interessante aspekter i bogen – sådan nogle af den slags påfund, der gør science fiction interessant. Det bærende koncept i bogen er f.eks. at krigene foregår så langt væk, at når soldaterne vender hjem fra blot et års tjeneste (i “subjektiv tid”, som det hedder), så er der gået 10-20 eller endda flere hundrede år på jorden (deraf bogens navn). Det giver selvfølgelig anledning til nogle beskrivelser af den tekniske udvikling (af f.eks. våbnene), men det, der interesserer Haldeman mest, er hvad der sker med kulturen i løbet af de mange år, bogen strækker sig over. Det handler blandt andet en del om seksualitet, særligt forholdet mellem homo- og heteroseksuelle, og også noget om race og noget om krigens væsen og militærapparatets absurditeter – og ikke mindst om klodens (og menneskeracens) generelle forfald. Man ville sagtens kunne få meget gymnasiefortolkning ud af at bogen er skrevet i 70erne, men pointerne eller betragtningerne bliver aldrig platte eller forcerede i bogen – heldigvis. (Og heldigvis er det – historien til trods – ikke en superdyster bog, der er også lyspunkter :-))

Forever War er kort (af en science fiction-klassiker at være, i hvert fald) – 240 sider. Men det er nok til at få fortalt det, der skal fortælles, og den når ikke at blive kedelig – hvilket også skyldes at den består af tre-fire ret forskellige, men alligevel fint sammenhængende dele. Har man mod på mere, er der både skrevet en direkte fortsættelse og en tredje bog, der vist bare foregår i samme univers. Jeg købte alle tre i en “Omnibus edition” (derfor heller intet coverbillede på dette indlæg), og har i hvert fald planer om også at læse den næste snart.

Læs mere om bogen på Wikipedia – og om filmen på Boing Boing. Bogen er i øvrigt også udgivet som tegneserie – interessant!

UPDATE: Nu har jeg også læst fortsættelsen.

UPDATE II: Nu har også læst den tredje bog.