Tag Archives: Japan

Biografier Faglitteratur Skønlitteratur

Haruki Murakami: What I Talk About When I Talk About Running

22. maj 2011 – 07:41

Lige dele træningsdagbog, memoir og småfilosoferen, kan man vel kalde den her hyggelige, lille bog, hvor den japanske forfatter Haruki Murakami i 9 nogenlunde sammenhængende kapitler får fortalt sig igennem sin karriere som amatørløber (26 marathonløb, et ultramarathon og mere end en håndfuld triatlons!) og samtidig også deler lidt ud af sine tanker som menneske og forfatter.

Det er svært ikke at sammenligne med David Byrnes Bicycle Diaries, som jeg har læst for nylig. Og de beviser begge to, at det faktisk fungerer rigtigt fint at samle anekdoter og tanker efter det meget enkle princip “steder jeg har cyklet/løbet, ordnet kronologisk”. Forskellen på dem er, at Byrnes fortællinger så at sige peger udad – de handler om byer, steder, verden – mens Murakamis kommer indefra – det handler om ham.

Og det er faktisk ret sjovt at lære Murakami at kende. Det giver lidt perspektiv på hans forfatterskab og hans bøger (jeg har læst to – 1, 2), og så er han en ret pudsig fyr – sådan lidt genert, underspillet, nørdet og småsær, men også berejst, litterær, frisk og sjov. og alt det kommer faktisk ret godt frem.

Bogen er sådan lidt “jazzet” fortalt. Den veksler mellem konkrete historier og mere løst strukturerede tankerækker. Nogle gange går der lidt tomgang i den, når Murakami lommefilosoferer sig lidt for langt ud af en tangent. Så fungerer det faktisk bedre, når han fortæller meget konkret om enkelte løb, han har løbet.

Og så skal man ikke glemme at Murakami bare skriver godt. Han kan noget med at skrive meget banalt, som var det et barn, der fortalte, men alligevel få det til at have en eller anden læsværdighed.

I’m often asked what I think about as I run. Usually the people who ask this have never run long distances themselves. I always ponder the question. What exactly do I think about when I’m running? I don’t have a clue.

On cold days I guess I think a little about how cold it is. And about the heat on hot days. When I’m sad I think a little about sadness. When I’m happy I think a little about happiness. As I mentioned before, random memories come to me too. And occasionally, hardly ever, really, I get an idea to use in a novel. But really as I run, I don’t think much of anything worth mentioning.

Nå, jeg må videre. Jeg har lige et løb, der skal løbes…

Tags , , | Permalink | Comment (1)
Skønlitteratur

Haruki Murakami: Kafka on the Shore

25. juni 2009 – 22:35

Min første oplevelse med Murakami var rigtig god, og den her var endnu bedre. I modsætning til South of hte Border, West of the Sun bevæger den her sig noget mere over i et eller andet eventyrligt/fantastisk univers,   hvor der i sandhed sker mærkelige ting. Når jeg skriver “fantastisk” mener jeg ikke fantastisk som i god (selv om bogen er fantastisk også på den måde), men fantastisk som i at de her ting, der sker, ikke bliver forklaret, men indgår som en naturlig del af bogens begivenheder, hvilket giver den en sjov og uforudsigelig karakter.

Samtidig med det, er der også noget klassisk over historien, hvor man allerede tidligt får en klar fornemmelse af, hvad de to hovedpersoner skal, og dermed også hvor historien vil bevæge sig henaf (at hovedpersonerne selv ikke ved det, er så en anden sag).

Den ene hovedperson er Kafka Tamura, der er 15 år og løbet hjemmefra. Han støder hurtigt ind i nogle interessante mennesker og får også fornemmelsen af, at der gemmer sig noget under overfladen, og at han på mærkelig vis er linket til hændelser i fortiden.

Den anden er Nakata, en gammel, retarderet og godmodig fyr, der kan snakke med katte (og senere også gøre andre mærkværdige ting) og efter et møde med Johnny Walker (!!!) begiver sig ud på en mission uden rigtigt at vide hvorfor.

Begge hovedpersoner ser altså verden med nogle lidt anderledes øjne. Kafka er den gammelkloge unge, mens Nakata er den barnlige voksne. Ikke så forskelligt, når man tænker over det. Og det blik på verden passer meget fint ind i Murakamis nøgterne, men alligevel poetiske og elegante  – sine steder næsten listige – sprog.

Tags , , | Permalink | Comment (1)
Skønlitteratur

Haruki Murakami: South of the Border, West of the Sun

11. oktober 2008 – 12:30

Haruki Marakami kan på en eller anden måde samtidig beskrive mennesker og situationer med stor detaljerigdom og følelse, men samtidig bevare en form for dragende mystik omkring dem.

Her er mystikken centreret omkring kvinden Shimamoto, som hovedpersonen, Hajime, var venner med som barn, og som nu igen dukker op i hans liv 25 år senere. Han (og vi) får aldrig en forklaring på, hvad hun har lavet i mellemtiden, og selv i beskrivelserne af hende som barn fremstår hun som et eksotisk væsen, man ikke rigtigt kan blive klog på.

I de 25 år, der er gået, har Hajime stiftet familie, og man får faktisk hele hans livshistorie og tanker grundigt præsenteret. Og han kan heller ikke greje Shimamoto, men er heller aldrig holdt op med at tænke på hende. Bogen er derfor samtidig en ordinær og jordnær historie om en mand, der er splittet mellem to kvinder, og en mere svævende beretning om den her mystiske kvinde, som samtidig opleves meget levende  og meget mystisk gennem bogens beskrivelser, og Hajimes besættelse af hende.

Der er en afmålthed i sproget, som giver bogen et poetisk skær. Den er ikke bide negle-spændende, men snarere lige så dragende som den kvinde, der driver handlingen fremad. Og selv om den på den måde fremstår meget “bar”, er den heller ikke uden humor, særligt ikke i afsnittene om Hajimes ungdomsår og hans første erfaringer med det modsatte køn.

She beamed when she caught sight of me and I smiled back. That was all. But in her smile I caught an afirmation of the previous day’s events. It’s all right, her smile seemed to tell me. Yesterday really did happen. By the time I was on the train home, my confusion had gone. I wanted her and my desire won out over any doubts.
What I wanted was clear enough. Izumi naked, having sex with me. But that final destination was still a long way down the road. There was a certain order of events you had to follow. To arive at sex, you first had to undo the zip of the girl’s dress. And between the zip and sex lay a process in which twenty – maybe thirty – subtle decisions and judgments had to be made.

Det er i øvrigt Murakami selv, der har oversat bogen til engelsk. Jeg ved ikke om den findes på dansk, men jeg synes den var fin at læse på engelsk…

Tags , , | Permalink | Comment (1)