Tredje bind i Game of Thrones-serien er med sine 1128 sider nærmest dobbelt så langt som det første bind. Men det er åbenbart nærmest et vilkår i fantasy og sci-fi (og norske nærgående selvbiografi-serier) at boglængden eksploderer som bindene udkommer.

Den føles også længere, den her, men det er nu stadig lige så spændende at læse med. Og billedet af, hvem der er de gode og onde bliver mere og mere mudret – det er virkelig forfriskende for genren. Samtidig bliver historien og persongalleriet også mere og mere uoverskueligt i en grad så det næsten er for meget. Også selv om Martin trods alt løbende slår nogle af sine mange hovedpersoner ihjel – også nogle af dem, man ikke lige regnede med ville ryge.

jeg synes faktisk også, at handlingen er både overraskende og realistisk (selv om det er et mærkeligt ord at bruge i den her genre), og egentlig skriver Martin slet ikke så ringe. Det er meget lige ud af landevejen, men han har en evne til at skrive knastørre og skarpe dialoger.

Så: God, men lang. Og så er jeg også klar til at se sæson 3 af TV-serien.

Andet bind i det fantasy-epos, der ligger til grund for TV-serien Game of Thrones, og som tegner til at ende på en 7-8 bøger (og ditto sæsoner).

Den første var ganske god fantasy. Og jeg synes faktisk at den her var endnu bedre. Jeg bilder mig ind at hr. Martin har endnu bedre fat i karaktererne, og de politiske intriger er fint spundet. Det er ganske enkelt spændende læsning, hverken mere eller mindre.

Og så synes jeg at det er forfriskende at en bog i den her genre tør udviske grænserne mellem god og ond, der jo ellers er et klassisk fantasy-dogme (tænk Harry Potter og Ringenes Herre), lade der gå politik i sagerne og i øvrigt gøre kort proces med hovedpersoner, man har fattet sympati for og samtidig løbende introducere nye personer i historien.

Jeg nupper endnu en fantasy-pause inden jeg kaster mig over bind tre. TIl gengæld er jeg nu klar til sæson to af TV-serien, som også kan anbefales. Også til ikke-fantasy-elskere, skulle jeg hilse og sige fra kæresten.

Det her er ganske udmærket fantasy, og i hvert fald noget bedre end det sidste, jeg læste.

Er fantasy (og science fiction) ikke på en eller anden måde fyres version af chick lit, hvor man kan fortabe sig i drengedrømmehistorier om riddere (eller rumvæsener) og våben og gå på opdagelse i ukendte lande og verdener? Det er i hvert fald næsten altid hurtige kalorier, skrevet uden for mange dikkedarer, og historien spiller som regel også på stort set de samme strenge.

Så hvad er det, der skiller den gode fantasy fra den jævne? Game of Thrones er afgjort god fantasy, også selv om det ikke er vanvittigt velskrevet – men omvendt kommer sproget heller ikke i vejen, selv om forfatteren afgjort har sine favoritvendinger og -stilfigurer. Til gengæld har den ikke bare tapre riddere og onde skurke, men et særdeles bredt (næsten uoverskueligt, faktisk) persongalleri, og så har den ikke bare en historie, men et decideret plot, med intriger, mystik og forviklinger, og man har på fornemmelsen at dette seriens første bind kun har kradset lidt i overfladen både hvad personerne og forviklingerne angår. Det er forfriskende.

Jeg kan også godt lide, at der er skruet ned for magien og det overnaturlige – vi er faktisk relativt tæt på noget Middelalderen-agtigt. Der skal selvfølgelig være plads til sagn, guder, lidt drager og måske nogle døde, der går igen. Men her er ingen elvere, dværge, kentaurer, halvguder eller mærkelige Harry Potter-væsner. Også meget fint.

800 sider er meget hurtigt læst her – godt at vide at der indtil videre er fire mere i serien. Og spændende at se hvordan de ting, man forestiller sig, når man læser bogen, ser ud i den tv-serie, der er skabt på baggrund af den.

Men bare fordi det er god fantasy er det jo ikke stor litteratur. Mindre kan dog også gøre det nogle gange, men jeg nupper nok lige en fantasy-pause inden jeg går videre med næste bind i serien…