Jeg har ikke læst Shakespeare siden vi kæmpede os gennem Macbeth på mit engelskhold i 3.G. Det var faktisk ret spændende, måske ikke mindst takket være min gode engelsklærer. Og siden har jeg altid tænkt, at jeg skulle prøve at læse noget Shakespeare igen. Det skulle der så gå 15 år før jeg gjorde…

Nå, jeg tænkte, jeg ville prøve et af de stykker, jeg kender, så jeg havde en ide om den overordnede historie. Og den her kender jeg fra Kenneth Branaghs glimrende filmatisering. Det tror jeg var en god ide – også selv om personerne inde i mit hoved derfor ser sådan her ud:

Nå, men hvordan er det så at læse? Egentlig OK, synes jeg. Der går meget energi til overhovedet at forstå, hvad der bliver sagt. Lidt paradoksalt, egentlig, fordi der ikke bliver brugt synderligt mange svære ord. Den amerikanske collegelærer Joseph Smigelski har en meget god pointe i den forbindelse (han henviser til den berømte “To be or not to be”-monolog fra Hamlet):

I think the problem is not with William Shakespeare but with you. Before you take offense, let me explain.

Shakespeare wrote in Modern English, the same language that we speak today. There is not one word in the above passage from Hamlet with which you are unfamiliar. Your problem with understanding Shakespeare is due to his language being poetic. Most of your everyday discourse has become so pedestrian that your ears have become unable to tune in to language that aspires to greater heights.

Man får også meget hjælp af udgivelsen. Der er korte referater af alle scener, som man får meget ud af at læse inden man læser selve scenen. Og hver side har lige et par håndfulde fodnoter, der forklarer ukendte ord og indforståede vendinger.

Nu er det her jo en komedie. Men der går alt andet lige noget tabt i Shakespeares rappe replikskift, når man skal læse fodnoter for at få helt styr på meningen. Det er synd. Men man kan stadig få en fornemmelse af, hvordan det slå gnister, når Benedick (det er Branagh) og Beatrice (Emma Thompson) udveksler fornærmelser. Og man bliver overrasket over, hvor mange seksuelle hentydninger, der er proppet ind i teksten.

Noget af komikken er også mere falde på halen-agtig – ikke mindst vagten (det er Michael Keaton), der bruger forkerte (også på Shakespeare’sk) ord om alt. Comic relief i en komedie er nyt for mig, men det virker fint.

Og så er der også mange fine passager, hvor  jeg bilder mig ind, at man kan forstå skønheden i Shakespeares poesi. Eksempelvis her, hvor munken gør rede for, hvordan Claudio, som fejlagtigt har anklaget sit hjertes udkårne, Hero , for at være ham utro, vil savne hende og indse hvor meget, han elsker hende, hvis han tror, hun er død:

Marry, this, well carried, shall on her behalf

Change slander to remorse. That is some good.

But not for that dream I on this strange course,

But on this travail look for greater birth.

She, dying, as it must so be maintained,

Upon the instant that she was accused,

Shall be lamented, pitied and excused

Of every hearer. For it so falls out

That what we have we prize not to the worth

Whiles we enjoy it, but being lacked and lost,
Why then we rack the value, then we find
The virtue that possession would not show us
Whiles it was ours. So will it fare with Claudio.
When he shall hear she died upon his words,
The idea of her life shall sweetly creep
Into his study of imagination,
And every lovely organ of her life
Shall come apparelled in more precious habit,
More moving, delicate and full of life,
Into the eye and prospect of his soul
Than when she lived indeed. Then shall he mourn,
If ever love had interest in his liver,
And wish he had not so accused her,
No, though he thought his accusation true.