En lille samling korte noveller, der alle foregår i eller omkring hovedstaden. Jeg er ikke vildt begejstret, men Guldager skriver godt, og der er alligevel noget mærkeligt dragende over novellernes univers.
Og jeg er fascineret af det fortællerblik, hun konstruerer. Det er koldt observerende og har ikke synderlig sympati for karaktererne – udstiller dem nærmest. Det er også nærmest flakkende, som om det ikke rigtigt finder historiens små trivialiteter interessante, og derfor også lige kigger på, hvad der ellers kan ses ud af øjenkrogen.
Da han vågner næste morgen, beslutter han sig for at ringe og melde sig syg. Han ved godt, at det er et rigtig dårligt tidspunkt at melde sig syg på, men han er ligeglad. Han går ned ad trappen iført en trevlet badekøbe, han har haft fra før, han mødte Bitten. Så sætter han Rolling Stones på anlægget og skruer helt op. Han kender ikke andre, der kan holde ud at høre I can’t get no satisfaction for fuld skrue.
Formiddagen smuldrer mellem fingrene på ham, og da han får øje på en Fernet-Branca, hans kone har gemt i et af køkkenskabene, beslutter han sig for at tage en lille drink. Og én til. Da postbuddet har været der, falder han i søvn på en af bænkene i køkkenet, han ligger med åben mund og snorker, hans badekåbe er gået op. Han vågner ved, at hundene slikker ham i ansigtet. Han har lyst til at ringe til Bitten. Han har lyst til at ringe og sige, at han har taget en beslutning om, at han ikke vil være hende utro mere.
- Jeg kan ikke mere, vil han sige og græde. – Jeg har nået min grænse, Bitten, forstår du? Jeg kan ikke mere.
Men Bitten sidder i møde og kan ikke træffes før efter frokost.
Samtidig må bogen vel også læses som et portræt af livet i København. Det er i så fald ikke noget opmuntrende billede, der tegnes, synes jeg. Men det er interessant at kigge på: Der er gode sjove detaljer, der binder de enkelte historier sammen og på den måde illustrerer, hvordan fremmede menneskers skæbner flettes ind i hinanden i byen.
Bogen er kort og hurtigt læst. Måske skøjtede jeg ekstra hurtigt igennem den fordi jeg læste den som e-bog på min iPhone.
Efter den massive omtale, som den her bog har fået, og tildelingen af Danske Banks debutantpris 2010, var mine forventninger måske skruet lidt for højt op.
Schäfer var et et magasin, der udkom sidst i halvfemserne og et kort stykke ind i dette årtusind i København. Det havde fire redaktører, som vist stod for det meste af indholdet: Kim Foss, Morten Lindberg, Henrik List og Martin Kongstad.
Arkiv