Der går nok noget tid inde jeg skal læse Cormac McCarthy igen. Men jeg skal læse ham igen, tror jeg. Der er bare det, at den her bog virkelig var hård at komme igennem.

Den er ikke vanvittigt tung, men er alligevel sådan ikke helt let tilgængelig. Faktisk er den utroligt velskrevet – sproget er meget imponerende på sin egen måde. Historien er til gengæld ikke decideret spændende – men det er heller ikke den, der er bogens store trækplaster. Det er stilen, universet og kompromisløsheden.

Blood Meridian foregår i det klassiske westernunivers med cowboys, kavaleri og indianere, men der er ikke noget John Wayne-klassisk over den. Overhovedet. Det er som hvis Nicolas Winding Refn havde overtaget instruktørstolen fra John Ford. Og lidt til, måske. For bogen er gennemført rå, ligesom den verden, den beskriver. Her skyder man (eller stikker eller slår, afhængigt af hvilke våben, man lige har til rådighed) lang tid før man taler. Og der er ikke ret meget tale i bogen – det når de sjældent til.

I stedet tager de skalpe (både indianere og hvide!), spiser hvad de finder og tørrer mund i deres hår, stikker andre og hinanden i ryggen for et godt ord, sover på jorden, bliver skudt og bestjålet og hutler sig generelt igennem tilværelsen som de bedst kan. Det er meget ucharmerende, utiltalende, ufiltreret og ikke mindst hårdt.

Samtidig er al denne gru beskrevet i med en form for messende, ophøjet ro – som en knastør konstatering af, at verden er hård, og det går ud over alle. Der er også noget næsten arkaisk over sproget, der er proppet med både “svære” eller i hvert fald gammeldags ord og lange, snørklede sætningskonstruktioner. Det er meget kompromisløst, og det klæder egentlig historien godt:

“On a rise at the western edge of the playa they passed a crude wooden cross where Maricopas had crucified an Apache. The mummified corpse hung from the crosstree with its mouth gaped in a raw hole, a thing of leather and bone scoured by the pumice winds off the lake and the pale tree of the ribs showing through the scraps of hide that hung from the breast. They rode on. The horses trodged sullenly the alien ground and the round earth rolled beneath them silently milling the the greater void wherein they were contained. In the neuter austerity of that terrain all phenomena were bequeathed a strange equality and no one thing nor spider nor stone nor blade of grass could put forth claim to presedence.”

Det er omstændigt, men også vanvittigt fascinerende, synes jeg. Jeg kan godt se hvorfor bogen er blevet udråbt til at være et mesterværk, og den giver også anledning til rigtigt mange tanker, men jeg tror nu ikke den kommer på min personlige top 10. Jeg synes ikke man kommer meget ind på personerne – men det er måske også en pointe i sig selv. Bogen er også forholdsvis krævende at læse, særligt hvis der går længe imellem at man får åbnet den den.

Jeg er nu ret sikker på at jeg vil vende tilbage til Cormac McCarthy. Måske med “No Country for Old Men” – her kan man også sagens genkende de ordknappe, rå typer fra Coen-brødrenes film.