Tag Archives: 2000-09

Skønlitteratur

George R. R. Martin: A Storm of Swords

stormofswordsTredje bind i Game of Thrones-serien er med sine 1128 sider nærmest dobbelt så langt som det første bind. Men det er åbenbart nærmest et vilkår i fantasy og sci-fi (og norske nærgående selvbiografi-serier) at boglængden eksploderer som bindene udkommer.

Den føles også længere, den her, men det er nu stadig lige så spændende at læse med. Og billedet af, hvem der er de gode og onde bliver mere og mere mudret – det er virkelig forfriskende for genren. Samtidig bliver historien og persongalleriet også mere og mere uoverskueligt i en grad så det næsten er for meget. Også selv om Martin trods alt løbende slår nogle af sine mange hovedpersoner ihjel – også nogle af dem, man ikke lige regnede med ville ryge.

jeg synes faktisk også, at handlingen er både overraskende og realistisk (selv om det er et mærkeligt ord at bruge i den her genre), og egentlig skriver Martin slet ikke så ringe. Det er meget lige ud af landevejen, men han har en evne til at skrive knastørre og skarpe dialoger.

Så: God, men lang. Og så er jeg også klar til at se sæson 3 af TV-serien.

Skønlitteratur

Karl Ove Knausgård: Min Kamp 2

minkamp2Lige så god som den første, men egentlig på en lidt anderledes måde.

Ved bind 1 kunne jeg særligt godt lide den meget levende beskrivelse af episoder i barndommen, som Knausgård havde en god måde at gøre både naive og eftertænksomme på samme tid. En enkelt episode om nogle øl i en grøftekant nytårsaften, som blev strukket endda meget langt ud, var endda også direkte spændende og morsom, synes jeg.

Her i andet bind er det alvor. Og på en anden måde end i bind 1, hvor det også handlede om faderens død. For nu er vi meget tættere på Knausgårds parforhold og hans trængsler med at finde plads til sig selv i “sammenheden”, især da der også kommer børn ind i billedet.

Det er noget, jeg kan forholde mig til på en helt anden og konkret måde. Og selv om forfatteren er en noget speciel fyr – eksempelvis usædvanligt kompromisløs i forhold til sit arbejde og hvordan det skal passes sammen med familielivet – så genkender jeg mange af de situationer og tanker, han beskriver. Hvor finder man rum til hinanden og overskud inde i sig selv, når dagligdagen går i ring? Og hvordan finder man tid og plads til at være sig selv, når der går familie i den?

Derudover synes der også at være et tema i den her bog om hvordan man præsenterer sig for andre. Bogen indledes ex med en lang beskrivelse af en forældrekomsammen i en af børnenes børnehave, hvor Knausgård er til stede, men samtidig ser det hele – inklusiv sig selv – udefra, og overvejer, hvad det er for nogle mekanismer, der er på spil. Vildt godt skrevet.

Og endelig lukker han også op for sit blik på sig selv som forfatter. Der er lange halvfilosofiske passager om specifikke værker (man aner de 500 sider om Hitler i sidste bind i horisonten) og om hans kvaler med at forlige sig med sin egen kunstneriske utilstrækkelighed. Og den anden figur, der fylder mest i bogen, er faktisk Knausgårds forfatterven, som han har lage samtaler med om kunst og det at skrive.

Så… Lidt tung enkelte steder, men alt i alt fantastisk – som forventet!

Skønlitteratur

Katrine Marie Guldager: København

En lille samling korte noveller, der alle foregår i eller omkring hovedstaden. Jeg er ikke vildt begejstret, men Guldager skriver godt, og der er alligevel noget mærkeligt dragende over novellernes univers.

Og jeg er fascineret af det fortællerblik, hun konstruerer. Det er koldt observerende og har ikke synderlig sympati for karaktererne – udstiller dem nærmest. Det er også nærmest flakkende, som om det ikke rigtigt finder historiens små trivialiteter interessante, og derfor også lige kigger på, hvad der ellers kan ses ud af øjenkrogen.

Da han vågner næste morgen, beslutter han sig for at ringe og melde sig syg. Han ved godt, at det er et rigtig dårligt tidspunkt at melde sig syg på, men han er ligeglad. Han går ned ad trappen iført en trevlet badekøbe, han har haft fra før, han mødte Bitten. Så sætter han Rolling Stones på anlægget og skruer helt op. Han kender ikke andre, der kan holde ud at høre I can’t get no satisfaction for fuld skrue.
Formiddagen smuldrer mellem fingrene på ham, og da han får øje på en Fernet-Branca, hans kone har gemt i et af køkkenskabene, beslutter han sig for at tage en lille drink. Og én til. Da postbuddet har været der, falder han i søvn på en af bænkene i køkkenet, han ligger med åben mund og snorker, hans badekåbe er gået op. Han vågner ved, at hundene slikker ham i ansigtet. Han har lyst til at ringe til Bitten. Han har lyst til at ringe og sige, at han har taget en beslutning om, at han ikke vil være hende utro mere.
- Jeg kan ikke mere, vil han sige og græde. – Jeg har nået min grænse, Bitten, forstår du? Jeg kan ikke mere.
Men Bitten sidder i møde og kan ikke træffes før efter frokost.

Samtidig må bogen vel også læses som et portræt af livet i København. Det er i så fald ikke noget opmuntrende billede, der tegnes, synes jeg. Men det er interessant at kigge på: Der er gode sjove detaljer, der binder de enkelte historier sammen og på den måde illustrerer, hvordan fremmede menneskers skæbner flettes ind i hinanden i byen.

Bogen er kort og hurtigt læst. Måske skøjtede jeg ekstra hurtigt igennem den fordi jeg læste den som e-bog på min iPhone.