Tag Archives: 1980-89

Genlæsninger Skønlitteratur

Margaret Weis & Tracy Hickman: Dragonlance Chronicles

“Chronicles” er i virkeligheden tre bøger: Dragons of Autumn Twilight, Dragons of Winter Night og Dragons of Spring Dawning. Der er tale om fantasy af den helt klassiske slags med elvere, riddere, drager og troldmænd fanget i det godes kamp mod det onde.

Weis & Hickman skriver ud fra Dungeons & Dragons-universet, så der er stor genkendelsesglæde for en gammel rollespiller. Jeg har også læst bøgerne tidligere, vel i sjette klasse eller sådan noget lignende, og var dengang fuldstændigt opslugt af dem. Så det var oplagt at se, om der stadig var noget det det.

Derudover manglede jeg noget let læsning – Chronicles er blevet læst med et sovende spædbarn liggende på maven. Her går det ikke med stor verdenslitteratur, men 1100 siders D&D-revival var helt perfekt.

Det er dog tydeligt, at der er tale om børne-/ungdomsbøger. Sprog og fortællestil savner i den grad variation og elegance, og karaktererne udvikler sig ikke væsentligt over de mange sider. Billedsproget er vulgært og klodset – det minder mig på en måde lidt om Dan Browns “tell it, don’t show it”-stil:

“The unicorn’s eyes pierced the heart. Goldmoon felt swift tears spring to her eyes and she was forced to close them against the animal’s magnificent radiance. Her fur was the silver of moonlight, her horn was shining pearl, her mane like seafoam. The head might have been sculpted from glistening marble, but no human or even dwarven hand could capture the elegance and grace that lived in the fine lines of the powerful neck and muscular chest. The legs were strong but delicate, the hooves small and cloven like those of a goat. In later days, when Goldmoon walked dark paths and her heart was bleak with despair and hopelessness, she had only to shut her eyes and remember the unicorn to find comfort.”

Yrk, det er lidt tungt. Men det er som sagt en ungdomsbog, og historien fejler ikke noget. Som let læsning er det fint, og det kan sagtens tænkes at jeg også læser “Legends”, der er den lige så lange fortsættelse til “Chronicles”. Og ellers har jeg også kig på George R. R. Martins “A Song of Fire and Ice”-serie, som ligger til grund for HBO’s nye tv-serie “Game of Thrones”. Det skulle være lidt mere for voksne…

Skønlitteratur

Alan Moore & Dave Gibbons: Watchmen

Det er faktisk ikke helt skævt at proppe “Watchmen” ind inder kategorien “skønlitteratur” her på bloggen. For den er et eksempel på, at tegneserier kan være mere end Lucky Luke (som også kan være ganske fint, bevares), og den har virkelig nogle decideret litterære kvaliteter.

Eksempelvis henvisningerne til andre bøger/værker af meget forskellige karakter, den fine fornemmelse for at gøre personerne flerdimensionelle og ikke sort-hvidt onde eller gode, de historiske referencer og selve historiens karakter af “hvad nu hvis”-tankeeksperiment.

Eksperimentet lyder kort og godt: Hvad nu hvis der fandtes hætteklædte selvtægsthelte? Hvordan ville det påvirke det amerikanske samfund, og hvad ville der ske politisk, militært (i Vietnamkrigen, eksempelvis) og hvordan ville samfundet reagere på disse helte? Eller med lidt andre ord: Who watches the watchmen, som er tagline for “Watchmen”.

“Watchmen” er altså mere end bare en tegneserie. Men derudover synes jeg også, den bruger selve tegneseriemediet ganske godt, visse steder vanvittigt godt. For eksempel når flere historier fortælles sideløbende – det kan lade sig gøre fordi man kan bruge talebobler fra den ene, “fortællebokse” fra den anden og en illustration fra den tredje – alt sammen i samme billede.

Jeg forestiller mig at det er noget af alt dette, som sikkert er barberet væk i filmen – både de fine sidehistorier og nuancerne i personerne. Heldigvis er selve hovedhistorien nu ganske “filmisk” – den lægger i hvert fald op til rig brug af visuelle effekter og storladne scener.

Den er nu ikke så tju-bang, som jeg havde ventet. Der var kort sagt mere “litteratur” i den, end jeg havde regnet med. Og det var altså en positiv overraskelse.

Når det er sagt – og antiheltetematikken til trods – skal man stadig have en sund fascination af helte med underbukserne uden på tøjet for virkelig at nyde “Watchmen” fuldt ud!…

Skønlitteratur

Cormac McCarthy: Blood Meridian

Der går nok noget tid inde jeg skal læse Cormac McCarthy igen. Men jeg skal læse ham igen, tror jeg. Der er bare det, at den her bog virkelig var hård at komme igennem.

Den er ikke vanvittigt tung, men er alligevel sådan ikke helt let tilgængelig. Faktisk er den utroligt velskrevet – sproget er meget imponerende på sin egen måde. Historien er til gengæld ikke decideret spændende – men det er heller ikke den, der er bogens store trækplaster. Det er stilen, universet og kompromisløsheden.

Blood Meridian foregår i det klassiske westernunivers med cowboys, kavaleri og indianere, men der er ikke noget John Wayne-klassisk over den. Overhovedet. Det er som hvis Nicolas Winding Refn havde overtaget instruktørstolen fra John Ford. Og lidt til, måske. For bogen er gennemført rå, ligesom den verden, den beskriver. Her skyder man (eller stikker eller slår, afhængigt af hvilke våben, man lige har til rådighed) lang tid før man taler. Og der er ikke ret meget tale i bogen – det når de sjældent til.

I stedet tager de skalpe (både indianere og hvide!), spiser hvad de finder og tørrer mund i deres hår, stikker andre og hinanden i ryggen for et godt ord, sover på jorden, bliver skudt og bestjålet og hutler sig generelt igennem tilværelsen som de bedst kan. Det er meget ucharmerende, utiltalende, ufiltreret og ikke mindst hårdt.

Samtidig er al denne gru beskrevet i med en form for messende, ophøjet ro – som en knastør konstatering af, at verden er hård, og det går ud over alle. Der er også noget næsten arkaisk over sproget, der er proppet med både “svære” eller i hvert fald gammeldags ord og lange, snørklede sætningskonstruktioner. Det er meget kompromisløst, og det klæder egentlig historien godt:

“On a rise at the western edge of the playa they passed a crude wooden cross where Maricopas had crucified an Apache. The mummified corpse hung from the crosstree with its mouth gaped in a raw hole, a thing of leather and bone scoured by the pumice winds off the lake and the pale tree of the ribs showing through the scraps of hide that hung from the breast. They rode on. The horses trodged sullenly the alien ground and the round earth rolled beneath them silently milling the the greater void wherein they were contained. In the neuter austerity of that terrain all phenomena were bequeathed a strange equality and no one thing nor spider nor stone nor blade of grass could put forth claim to presedence.”

Det er omstændigt, men også vanvittigt fascinerende, synes jeg. Jeg kan godt se hvorfor bogen er blevet udråbt til at være et mesterværk, og den giver også anledning til rigtigt mange tanker, men jeg tror nu ikke den kommer på min personlige top 10. Jeg synes ikke man kommer meget ind på personerne – men det er måske også en pointe i sig selv. Bogen er også forholdsvis krævende at læse, særligt hvis der går længe imellem at man får åbnet den den.

Jeg er nu ret sikker på at jeg vil vende tilbage til Cormac McCarthy. Måske med “No Country for Old Men” – her kan man også sagens genkende de ordknappe, rå typer fra Coen-brødrenes film.