Tag Archives: 1920-29

Skønlitteratur

Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten

19. maj 2010 – 19:55

Det er svært ikke at drage paralleller mellem Intet nyt fra Vestfronten og Hemingways A Farewell to Arms. På mange måder minder de ved første nedslag om hinanden: Det er selvbiografiske beretninger om 1. verdenskrigs rædsler, om længslen efter hjem, fred og kvindeligt selskab og om hvad krigen gør ved mennesket.

Men Hemingway var kun ambulancefører, og hovedpersonen i hans bog er alligevel noget af en livsnyder, der også får plads til at nyde livet i Italien. I Intet nyt fra Vestfronten er vi helt nede i skyttegravene med hvad der dertil hører af detaljerede udpenslinger af krigens handlinger og deres konsekvenser. Det er skræmmende læsning, når man ved at bogen er selvbiografisk:

“Minekaster,” siger han og peger i vejret.

I grenene hænger lig. En nøgen soldat sidder fast i en gaffelgren, han har endnu hjælmen på hovedet, ellers er han uden klæder. Kun den ene halvdel af ham hænger deroppe, en overkrop, som benene mangler på.

“Hvad er der sket?” spørger jeg.

“Han er blevet skudt ud af sit tøj,” knurrer Tjaden.

Kat siger: “Det er komisk. Nu har vi allerede set det et par gange. Når sådan en mine overrumpler en, så bliver man faktisk skudt ud af tøjet. Det er lufttrykket, der gør det.”

Jeg søger videre. Det forholder sig virkelig sådan. Et sted hænger uniformspjalterne for sig, et andet sted klæber en blodig grød sig fast, som engang var menneskelige lemmer. Dér ligger et legeme, som kun har en las af underbukser hængende på det ene ben og om halsen kraven af våbenfrakken. Ellers er han nøgen, tøjet hænger rundt om i træet. Begge arme mangler, som om de var revet af. Den ene af dem opdager jeg tyve skridt bort i et buskads.

Samtidig er der her også mere fokus på kammeratskabet mellem de unge rekrutter, ligesom soldaternes tanker om krigens følger og de ar, den sætter i deres sind, også beskrives ret bogstaveligt.På den måde virker bogen faktisk som en tidlig forløber for andre krigsberetninger som ex Full Metal Jacket, The Thin Red Line og Band of Brothers.

Vi er alle enige om, at det går os lige sådan; ikke kun os her; men overalt, enhver, som er i den samme situation, den ene noget mere, den anden noget mindre. Det er en fælles skæbne for vores generation.

Albert siger det: “Krigen har gjort os unyttige til alt.”

Han har ret. Vi er ikke mere nogen ungdom. Vi vil ikke mere storme verden. Vi er slået. Vi flygter for os selv. For vort liv. Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat, som slog ned, ramte vores hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt. Vi tror ikke mere på det; vi tror på krigen.

Det har ikke Hemingways elegance og afmålthed, men det er til gengæld ikke til at tage fejl af, hvad forfatteren vil sige. Og det er meget virkningsfuldt.

Bogen er i øvrigt ganske godt oversat af Tom Kristensen.

Tags , , | Permalink | Comment (0)
Skønlitteratur

Ernest Hemingway: a Farewell to Arms

23. juli 2009 – 21:04

Jeg har læst en håndfuld Hemingway og været både lidt loren og meget begejstret: The Old Man and the Sea er en lille men perfekt bog uden et overflødigt ord; To Have and to Have Not er spændende, kraftfuld og velskrevet; A Moveable Feast var ikke så sjov som jeg havde troet – faktisk lidt kedelig; Og de samlede noveller var en blandet fornøjelse – nogle ekstremt gode og fortættede, andre lidt intetsigende

Det, jeg synes Hemingway kan som ingen anden, er at økonomisere med sproget. han beskriver situationer så dækkende at man ved hvad der sker men samtidig så nøgternt at man selv skal danne billeder og sammenhænge. Der er også meget få tillægsord.

Der er derfor noget – men ikke meget -  stykken sammen for læseren. Og samtidig er sproget så let og flydende, at jeg tit bliver nødt til lige at spole tilbage og genlæse passager for at finde ud af, hvad der er på spil. Ofte går der også lidt af en samtale før man finder ud af om den er sjov eller alvorlig, fordi det ikke nødvendigvis bliver forklaret. Det er sjovt, synes jeg. (Og så er sproget også en nydelse i sig selv.)

Den her bog er rigtig god Hemingway. Den er ligesom delt i fire dele, hvor to af dem handler om krigen og to af dem handler om fortællerens krælighedsforhold til en sygeplejerske.

Krigshistorien er afgjort mest spændende og læseværdig. Den indforståede soldaterjargon og kammeratskabet og de ordknappe og tragiske krigssituationer er fint og meget levende beskrevet og formidlet. Det er meget kraftfuldt.

As the ambulance climbed along the road, it was slow in the traffic, sometimes it stopped, sometimes it backed on a turn, then finally it climbed quite fast. I felt something dripping. At first it dropped slowly and regularly, then it pattered into a stream. I shouted to the driver. He stopped the car and looked in through the hole behind his seat.
“What is it?”
“The man on the stretcher over me has a hemorrhage.”
“We’re not far from the top. I wouldn’t be able to get the stretcher out alone.” He started the car. The stream kept on. In the dark I could not see where it came from the canvas overhead. I tried to move sideways so that it did not fall on me. Where it had run down under my shirt it was warm and sticky. I was cold and my leg hurt so that it made me sick. After a while the stream from the stretcher above lessened and started to drip again and I heard and felt the canvas above move as the man on the stretcher settled more comfortably.
“How is he?” the Englishman called back.
“We’re almost up.”
“He’s dead I think,” I said.

Kærlighedshistorien er selvfølgelig lige så velskrevet, men også mindre spændende. Derudover synes jeg, man kan spore en vis distance i beskrivelsen af  kvinden og i gengivelsen af parrets samtaler/relation – men det er vist også meget passende.

Vi tager lige et citat mere, der også demonstrerer at Hemingway også er god til at flette fortællerens betragtninger over større og mindre ting og sager og minder fra fortiden samtidig med den konkrete handling.

The waiter knocked at the door. He brought the whiskey in a glass with ice and beside the glass on a tray a small bottle of soda.
“Thank you,” I said. “Put it down there. Will you please have dinner for two brought up here and two bottles of dry white capri in ice.”
“Do you wish to commence your dinner with soup?”
“Do you want soup, Cat?”
“Please.”
“Bring soup for one.”
“Thank you, sir.” He went out and shut the door. I went back to the papers and the war in the papers and poured the soda slowly over the ice into the whiskey. I would have to tell them not to put ice in the whiskey. Let them bring the ice separately. That way you could tell how much whiskey there was and it would not suddenly be too thin from the soda. I would get a bottle of whiskey and have them bring ice and soda. That was the sensible way. Good whiskey was very pleasant. It was one of the pleasant parts of life.

Alt i alt en rigtig, rigtig god bog. Sådan en, man havde lyst til var længere. Jeg kunne bedst lide krigspassagerne, men jeg tror alligevel at kærlighedshalløjet hjalp til at sætte det i perspektiv. Næste Hemingway er For Whom the Bells Toll – dog ikke lige med det samme.

Tags , , | Permalink | Comment (1)