Harlan Coben: Tell No One

Måske har Harlan Coben og Dan Brown snakket lidt sammen, da de for mange år siden gik i skole sammen.

Coben bygger nemlig sin historie op lidt på samme måde som Brown, nemlig ved at at stykke en masse mindre situationer med hver deres cliffhanger sammen og i øvrigt twiste plottet flere gange, så det som læser er svært at gætte på, hvem der er skurk og hvordan det hele nu hænger sammen.

Heldigvis er der mere overordnet sammenhæng i Cobens historie, så det ikke bare bliver en forvirringsøvelse, og heldigvis (!) er sproget hos Coben noget mere flydende og sætningerne meget mindre klodsede end hos Brown, selv om også Coben godt kan lide at bruge masser af de kontante eller korte, udråbstegns-agtige af slagsen, ligesom Brown:

“I never really liked my grandfather. He was a domineering man, the kind of old-fashioned, lift-by-the-bootstraps type whose affection was meted out in direct proportion to your success. He was a gruff old man of tough love and old-world machismo. A grandson who was both sensitive and unathletic, even with good grades, was easily dismissed.”

“Tell No One” er en ganske udmærket krimi/thriller, bygget efter klassisk “enlig hverdagsmandshelt skal opklarere mysteriet mens han jages af både politiet og de virkelige skurke”-skabelon. Personerne er interessante og godt tegnet, spændingen er der (!) og holdes lige til det sidste, og der er ingen huller i plottet – det er godt tænkt.

Jeg læser sjældent den her type bøger, men den her er et eksempel på, at de kan være udmærkede. Jeg købte den kun fordi jeg så den franske film “Ne le dis a personne” (trailer), som bygger på bogen, og som er en ualmindelig god spændingsfilm (som varmt kan anbefales).

Bogen lever desværre ikke helt op til filmen – overraskende nok. I filmens manus har de fået skåret helt ind til benet – blandt andet ved at fjerne et par af Cobens sidste krampetrækningstwists i plottet, som egentlig ikke er nødvendige. Personerne er også helt anderledes i filmen, men det gør nu ikke den store forskel, og skyldes sikkert blot at historien skulle tilpasses franske forhold. Dog snes jeg, man får en lille smule mere sympati for hovedpersonen i filmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *