T. H. White: The Once and Future King

Det her var lidt en blandet fornøjelse. Men man kan godt forstå, hvorfor det her i den grad er en fantasy-klassiker.

Der er i virkeligheden tale om fire bøger, som tilsammen udgør dette digre værk. De opruller tilsammen Kong Arthurs opvækst og vej til Camelot og hans regeringstid og alderdom. Så vi snakker Merlin, Excalibur, Lancelot, Guinevere, Mordred, Gawain og ikke mindst det runde bord.

Elaine recognized Lancelot in two heartbeats. The first beat was a rising one which faltered at the top. The second one caught up with it, picked its momentum from the crest of the wave, and both came down together like a rearing horse that falls.

Første bog, der handler om hans barndom, er nærmest en børnebog. Den handler om, hvordan Arthur vokser op på en mindre borg, men opsøges af troldmanden Merlin, der modsat alle andre lever livet baglæns, og som lærer ham om verden – blandt andet ved at lade ham være forskellige dyr. Det er faktisk ret charmerende, og på en naiv måde ret klogt at høre, hvad gæs egentlig mener om grænser og krige. Men det er også lidt fjollet langt hen ad vejen.

I de næste tre bind er Arthur blevet konge. De handler om de stridigheder, der giver anledning til – både de rigtige og de, Arthur har med sig selv. For det er ikke hack-and-slash-fortællinger, det her. Tværtimod er omdrejningspunktet Arthurs ønske om at skabe en fredelig og retfærdig verden uden ondskab og hans moralske overvejelser om, hvorvidt man kan anvende magt over andre med det formål.

Det kan man – eller det er det runde bord jo i hvert fald et udtryk for. Men tvivlen er gennemgående, og de ydre stridigheder i form af krige, forræderi og oprør er der hele tiden til at puste til den.

Så der er i virkeligheden tale om et relativt højtravende og småfilosofisk værk. Og det har været højaktuelle overvejelser på bøgernes udgivelsestidspunkter, der er henholdsvis 1938, 1939, 1940 og 1958.

I sidste bog taber historien pusten en del, synes jeg. Men den første var skæg og de to næste gode. Og sådan set også ret fint skrevet.

There is a thing called knowledge of the world, which people do not have until they are middle-aged. It is something which cannot be taught to younger people, because it is not logical and does not obey laws which are constant. It has no rules. Only, in the long years which bring women to the middle of life, a sense of balance develops. You can’t teach a baby to walk by explaining the matter to her logically—she has to learn the strange poise of walking by experience. In some way like that, you cannot teach a young woman to have knowledge of the world. She has to be left to the experience of the years. And then, when she is beginning to hate her used body, she suddenly finds that she can do it. She can go on living—not by principle, not by deduction, not by knowledge of good and evil, but simply by a peculiar and shifting sense of balance which defies each of these things often. She no longer hopes to live by seeking the truth—if women ever do hope this—but continues henceforth under the guidance of a seventh sense.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *