Nathan Hill: The Nix

Virkelig en imponerende bedrift at skrive sådan et værk her. Handlingen består af en række nedslagsforløb med forskellige persongallerier, der strækker sig over 20 år og flere generationer og så fint flettes sammen.

Hovedpersonen er Samuel Anderson, en kedelig computerspillende litteraturprofessor, der pludselig ser sin mor, der forlod ham som lille, optræde i medierne ved at kaste sten efter en præsidentkandidat. Det sender Samuel ud på en rejse og trigger en udredning, der altså udfolder et imponerende netværk af sammenvævede historier med et fantastisk persongalleri.

Vi kommer virkelig vidt omkring. Der er hints af noget norsk folkesagn, vi kommer langt ind under huden på hippiebevægelsen i 1968, der er en helt særlig saga centreret omkring Samuels IRL-kontakt til en anden gamer, en udgravning af forældrenes parforhold, en virkelig sjov tråd om Samuels fantastiske forlægger og så en rørende historie om en gammel barndomskærlighed. Og meget mere!

Sometimes we’re so wrapped up in our own story that we don’t see how we’re supporting characters in someone else’s.

Det hele er både rørende, spændende og ikke mindst også ret sjovt fortalt. Og Samuels søgen efter de brikker, der manglede i hans barndom, er en fin motor til at drive historien frem. Alle trådene væves fint sammen, og jeg ville bare ønske, den her i øvrigt ret lange bog havde haft et par hundrede sider ekstra.

Tak for den, Nathan :-)

Years later, in a high-school biology class, Samuel heard a story about a certain kind of African turtle that swam across the ocean to lay its eggs in South America. Scientists could find no reason for the enormous trip. Why did the turtles do it? The leading theory was that they began doing eons ago, when South America and Africa were still locked together. Back then, only a river might have separated the continents, and the turtles laid their eggs on the river’s far bank. But then the continents began drifting apart, and the river widened by about an inch per year, which would have been invisible to the turtles. So they kept going to the same spot, the far bank of the river, each generation swimming a tiny bit farther than the last one, and after a hundred million years of this, the river had become an ocean, and yet the turtles never noticed.

This, Samuel decided, was the manner of his mother’s departure. This was how she moved away – imperceptibly, slowly, bit by bit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *