Gustav Wied: Livsens Ondskab

Hæ hæ, den her fætter helt tilbage fra 1899 var sjov.

Vi er i en lille provinsby, Gammelkøbing, hvor Emanuel Thomsen, kaldet Thummelumsen, der bor sammen med sin Mor Karen, drømmer om at kunne generhverve sig den fædrende gård. Han er en slags hovedperson, men bogen kaster sit net bredt ud over byens beboere, og man få lov at kigge med inden for hos en del af dem, lige fra jordemoderen på tur til en herlig aften i selskab med ædedolkenes klub.

Man kan ikke ligefrem beskylde Wied for at behandle sine karakterer kærligt. For det første har de det ikke let, og de gør det heller ikke let med hinanden i kraft af dumheder, onskabsfuldheder og bagtaleri. Og for det andet beskrives de virkelig ikke flatterende – de bliver snarere hængt ud, mens alle deres særheder sættes under lup. Fra den ærgerrige Thummelumsen til den kolde kyniker Knagsted – kaldet Livsens Ondskab – til den vattede idealist overlærer Clausen.

På den måde er det på sin vis en ret ondskabsfuld bog. Men den er bare ondskabsfuld på så underholdende og morsom måde, og den har alligevel en slags underliggende varme, at man alligevel bliver helt glad indeni af at læse den. Og den har også virkelig mange gode citater. På alle måder en virkelig positiv overraskelse!

Der er vist et par fortsættelser. Kunne være, man skulle læse dem på et tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *