Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

Det her er en bog om forfatterens mor. Hendes skæbne er tragisk. Men bogen er fantastisk.

Efter moderens selvmord begynder de Vigan at skrive om hende. Langsomt tager en fortælling form. Det kan man faktisk mærke. Selv om bogen er fortalt kronologisk, er den også et meget tydeligt forsøg på at finde ind til og forstå moderen, Lucille. Det er et ærligt og kærligt portræt at en plaget sjæl – Lucille har store psykiske problemer – men også historien om Delphines eget forhold til Lucille.

Bogen starter med en genfortælling af moderens tidlige livshistorie. Det er et forsøg på at skrive nøgternt og biografisk. Man hører om hele hendes noget gakkede, men også på sin vis elskelige familie, der har sine dæmoner og rammes af tragedie efter tragedie: Selvmord, ulykker, voldtægter.

Lucille er en enspænder, stærk men også meget skrøbelig og ikke mindst bange. Hun viser sig senere at være bipolar. Hun er ustabil, bliver manisk og udvikler vist også et misbrug. Det går selvfølgelig ud over børnene.

Visse aftener stod vi i det blege lys fra gadelygterne som en lille modtagelseskomité på broen over skinnerne og ventede på det tog, der bragte Lucille hjem fra Paris. På trods af vores letsind begyndte det vist så småt at gå op for os, at hun var belastet med et eller andet tungt, noget, der havde at gøre med ensomhed og træthed, noget, vi ikke kunne stille noget op imod.

Oftere og oftere må de Vigan derfor ligesom slå ud af fortællingen – “gå i meta”, om man vil – og skrive om sine egne følelser ved at skulle samle puslespillet, processen med at få styr på Lucilles livsforløb gennem samtaler med familiemedlemmer og gennemgang af alskens memorabilia og efterladenskaber og ikke mindst sin egen oplevelse af den, der egentlig var tænkt som bogens hovedperson, og hendes tvivl om, hvad det egentlig er for en historie, hun egentlig er ved at fortælle. “Fortiden og dens umulige sandhed”, som hun så elegant kalder det.

Efterhånden som bogen bevæger sig frem i tid og Delphine selv bliver en større og større del af fortællingen, overgår blikket på Lucille fra at være baseret på kilder til at være Delphines egen fortælling. Springene ud af selve hovedsporet for at kommentere, overveje og fortælle rundt om bliver hyppigere og længere og udgør til sidst det meste af fortællingen. Man fornemmer en accept af, at det er svært at samle et livsforløb, der er så tæt på en, i en lang rød tråd, der giver mening.

Uanset hvad jeg siger og gør mig til, så er der smerte forbundet med at grave minderne frem og gå ind i det, der har slettet sig, udvisket sig, det, som er blevet dækket over. i takt med, at jeg bevæger mig fremad, mærker jeg, hvor meget skrivearbejdet (og de undersøgelser, det tvinger frem) påvirker mig, jeg kan umuligt ignorere den alvorlige uro, det vækker. Det at skrive blotter mig, det gennembryder et for et mine forsvarssystemer, opløser tavst sikkerhedszonen omkring mig. Burde jeg have følt mig lykkelig og stærk og selvsikker, før jeg kastede mig ud i sådan et projekt, burde jeg have haft følelsen af at have en margin at give af, før jeg på denne måde satte min modsatndskraft på prøve (som om det nu skulle være nødvendigt).
I takt med at det går fremad, længes jeg efter at komme tilbage til nutiden, får det hele på afstand, få tingene sat på plads igen, i chartekker og papkasser og at bære det ned i kælderen, som hører til der.

Sidste del af bogen er nærmest bare korte scener med ledsagende tanker. Her bliver sorgen og angsten, der begge har ligget som en voldsom understrøm gennem hele bogen, intensiveret. Det er stærke sager – meget rørende.

Hele vejen igennem er sproget levende, velovervejet og elegant. Men også direkte, fuldt af indlevelse og følelser, der oftest ligger lige under overfladen, men af og til ikke kan holdes nede. Det er Elena Ferrantes temperament og familiebeskrivelser, der møder Karl Ove Knausgårds fornemmelse for at vende og dreje tingene. Agtigt.

Bogen er i øvrigt også ret fint oversat, synes jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *