James Joyce: Dubliners

Det var egentlig mest for at se, hvad ham Joyce var for en, at jeg læste den her. For at få en ide om, om jeg nogensinde bliver sådan en, der har læst “Ulysses” :-)

Det kan endnu ikke afvises. For “Dubliners” var i hvert fald rigtig god.

Det er en række noveller, der alle foregår i Dublin, hvis hovedpersoner bliver ældre og ældre (altså den første novelles hovedperson er et barn, den sidstes et ældre mennesker), og som ikke hænger sammen som sådan, men dog hist og her omtaler de samme personer eller hændelser.

Hele vejen igennem er det meget, meget fint skrevet. Joyce fremmaner sine karakterer meget nænsomt, med stor indlevelse og loyalitet, og historierne triller stille fremad uden de store armbevægelser eller udsving. Det er faktisk rigtigt fornøjeligt at læse og bliver ikke kedeligt, for der er også store spørgsmål og følelser på spil:

The adventure of meeting Gallaher after eight years, of finding himself with Gallaher in Corless’s surrounded by lights and noise, of listening to Gallaher’s stories and of sharing for a brief space Gallaher’s vagrant and triumphant life, upset the equipoise of his sensitive nature. He felt acutely the contrast between his own life and his friend’s and it seemed to him unjust.

En ting, jeg rigtigt godt kan lide ved fortællemåden, er i øvrigt, at Joyce ikke føler trang til at blive ved en bestemt hovedperson en hel novelle igennem. I flere af historierne får man en fornemmelse af at følge en person, som så møder en anden person, hvorefter man som læser ligesom følger med den nye person, når de to skilles. Det er ret fedt. (Og tænk bare – 75 år før Richard Linklater gjorde det samme i “Slacker”).

Det gør også bogen til et kærligt tidsbillede og et afdæmpet portræt af mennesker som sådan, mere end det er dybe skildringer af bestemte skæbner.

I det hele taget er der noget filmisk over bogen. Prøv bare at se, hvordan Joyce nærmest starter i panorama og zoomer længere og længere ind her:

THE GREY WARM EVENING OF AUGUST HAD DESCENDED UPON THE CITY and a mild warm air, a memory of summer, circulated in the streets. The streets, shuttered for the repose of Sunday, swarmed with a gaily coloured crowd. Like illumined pearls the lamps shone from the summits of their tall poles upon the living texture below which, changing shape and hue unceasingly, sent up into the warm grey evening air an unchanging unceasing murmur. Two young men came down the hill of Rutland Square. On of them was just bringing a long monologue to a close. The other, who walked on the verge of the path and was at times obliged to step on to the road, owing to his companion’s rudeness, wore an amused listening face.

One thought on “James Joyce: Dubliners

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *