Andre Agassi: Open

Jeg går ikke op i tennis. Men det her skulle være en fantastisk selvbiografi. Det er det virkelig også.

Den handler faktisk heller ikke om tennis. Den handler om at være et ungt menneske, der bliver drevet afsted af familie, ambitioner og omstændigheder uden at være sikker på, at det er det, man selv vil, og uden særligt ofte at få mulighed for at stoppe op og tænke.

Selvfølgelig er tennislivet rammen. Der er også mange gengivelser af store eller særlige kampe. Anekdoter om de store konkurrenter og turneringer. Og meget mere. Selvfølgelig. Men der er meget mere om familien, opvæksten, træningen, konkurrencelivet. Om hvordan man griber det an at overvinde forhindringer og gøre sig selv bedre eller komme tilbage efter en nedtur.

Det er ikke en lineær “lærings-fortælling”. Tværtimod går det virkelig op og ned. Men biografien slutter, hvor karrieren stopper for Agassi. Og det er måske også det eneste sikre, fortællingen peger henimod – for Agassi er en modsætningsfyldt personlighed, hvilket kommer allertydeligst til udtryk i, at han hader tennis og bare ønsker at holde op med det, men han kan ikke få sig selv til bare at stoppe.

Man kommer virkelig ind i hovedet på mennesket Andre Agassi. Ikke fordi man fornemmer hans stemme, men fordi bogen bare er så pisse velskrevet. Der har været en virkelig god medforfatter på her! Det føles ikke som en mand, der sidder og snakker ind i en båndoptager, men som et 400 sider langt stykke fortællende journalistisk af den allerfineste slags. Der er et rigt billedsprog, fine sproglige tematikker, god komposition og masser af humor, åbenhed og fortællegælde.

Prøv bare at læse anslaget, og sig mig så, at du ikke bare har lyst til at læse videre?

I OPEN MY EYES and don’t know where I am or who I am. Not all that unusual—I’ve spent half my life not knowing. Still, this feels different. This confusion is more frightening. More total. I look up. I’m lying on the floor beside the bed. I remember now. I moved from the bed to the floor in the middle of the night. I do that most nights. Better for my back. Too many hours on a soft mattress causes agony. I count to three, then start the long, difficult process of standing. With a cough, a groan, I roll onto my side, then curl into the fetal position, then flip over onto my stomach. Now I wait, and wait, for the blood to start pumping. I’m a young man, relatively speaking. Thirty-six. But I wake as if ninety-six. After three decades of sprinting, stopping on a dime, jumping high and landing hard, my body no longer feels like my body, especially in the morning. Consequently my mind doesn’t feel like my mind. Upon opening my eyes I’m a stranger to myself, and while, again, this isn’t new, in the mornings it’s more pronounced. I run quickly through the basic facts. My name is Andre Agassi. My wife’s name is Stefanie Graf. We have two children, a son and daughter, five and three. We live in Las Vegas, Nevada, but currently reside in a suite at the Four Seasons hotel in New York City, because I’m playing in the 2006 U.S. Open. My last U.S. Open. In fact my last tournament ever. I play tennis for a living, even though I hate tennis, hate it with a dark and secret passion, and always have. As this last piece of identity falls into place, I slide to my knees and in a whisper I say: Please let this be over. Then: I’m not ready for it to be over. Now, from the next room, I hear Stefanie and the children. They’re eating breakfast, talking, laughing. My overwhelming desire to see and touch them, plus a powerful craving for caffeine, gives me the inspiration I need to hoist myself up, to go vertical. Hate brings me to my knees, love gets me on my feet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *