Herman Bang: Ved Vejen

Første gang, jeg har læst Herman Bang, faktisk. Men noget måtte han jo kunne. tænker man.

Det kan han også. Han har en fin fornemmelse for på den ene side at lade sine karakterer føre af det småborgerlige livs faste rammer og normer og på den anden lade dem ane, bare lidt, og dermed ønske, at det kunne være anderledes.

Således også for stationsforstanderinden, Katinka, der lever med sin brovtne, utro, selvtilfredse mand og uden børn, men dog også bliver småforelsket i den nye forvalter, Huus, og lader det blive til bare en anelse af noget. Det hele sat i en lille stationsby befolket af mere eller mindre triste eksistenser.

Det er ret tung læsning – forstået på den måde, at det er læsset med patosfyldte antydninger. Og også tungsindig, eller i hvert fald lidt melankolsk.

Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud på Perronen.

Louise spjættede af Glæde på Perronbænken, så et Par Handelskomis’er i Toget så et betydeligt Stykke af hendes Skønhed.

Men det er også på sin egen måde meget elegant og levende, når man vænner sig til stilen. Jeg må dog indrømme, at det ikke lige er min smag. Så der går nok lidt, inden jeg kaster mig ud i næste Bang-epos.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *