Julian Barnes: The Sense of an Ending

Hvordan ved man, hvilke nyere bøger, der er værd at læse? Man Booker Prize er egentlig et godt garantistempel for mainstrambøger, der har dybde og kvalitet. Den her vandt i 2011, og samtidig har jeg også andre steder fået den anbefalet.

Og lad mig sige: Det er en de bedste bøger, jeg har læst meget længe. Så god, at jeg allerede har lyst til at læse den igen.

Det gennemgående tema er tiden, fortiden, minderne og hukommelsen. En ældre herre, Tony Webster, fortæller om dengang han og kliken mødte den nye fyr på skolen, Adrian. og han nogenlunde samtidig blev kærester med den lidt uregerlige Veronica.

Disse ungdommens småeventyr virker harmløse i erindringen, men da Tony endevender minderne igen mange år efter, fordi han pludselig modtager et brev, der vækker det hele til live igen, forstyrres den orden og ro, der er i hans minder – hele den struktur, han har givet fortiden.

Det er ekstremt velskrevet og velfortalt hele vejen igennem. Der er ingen letkøbte spændingsmomenter – man føler sig blot suget mere og mere ind i Tonys endevending af sin egen historie.

Julian Barnes rammer den gamle mands fortælling om sin ungdom perfekt. Der er både accept, opgivelse, undren og bedrevidenhed i den måde, hans unge jegs kombination af usikkerhed og kådhed og mod på verden erindres.

Og så skriver han helt enkelt bare pissegodt. Underspillet, præcist og rart, samtidig med at man hele tiden fornemmer, at der er noget på spil!

Både når det gælder den gamle mands klarsyn:

In those days, we imagined ourselves as being kept in some kind of holding pen, waiting to be released into our lives. And when that moment came, our lives – and time itself – would speed up. How were we to know that our lives had in any case begun, that some advantage had already been gained, some damage already inflicted?

Og den knivskarpe spænding i de enkelte samtaler:

I wasn’t experienced at talking to girlfriends’ mothers. ‘Have you lived here long?’ I eventually asked, though I already knew the answer. She paused, poured herself a cup of tea, broke another egg into the pan, leant back against a dresser stacked with plates, and said, ‘Don’t let Veronica get away with too much.’ I didn’t know how to reply. Should I be offended at this interference in our relationship, or fall into confessional mode and ‘discuss’ Veronica? So I said, a little primly, ‘What do you mean, Mrs Ford?’ She looked at me, smiled in an unpatronising way, shook her head slightly, and said, ‘We’ve lived here ten years.’

Læs den! Læs den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *