David Foster Wallace: Consider the Lobster – Essays and Arguments

Det er en fornøjelse at læse David Foster Wallace, fordi han bare skriver så fucking godt. Og hans stile egner sig nok faktisk bedre til netop ikke-fiktion som det her end til til fiktion (jeg har dog “kun” læst “Infinite Jest”). Consider the Lobster er en række essays, anmeldelser, og new journalism-agtige reportager af blandet længde, alle tidligere bragt andre steder.

Emnerne omfatter blandt andet 9/11, John McCain, pornoindustrien, sprogbrug, John Updike, Dostojevsky og, ja, det at spise hummer. Men det er ikke emnet, der er relevant hos DFW. Faktisk er han bedst, når han får lov at skrive sig ud af en tangent, at lade tankerne flyve i lange sætninger, som han hele tiden lige når at redde fra at falde fra hinanden, at kaste sig ud i opremsninger, hvis længde ikke ville gå hos nogen andre, og at gå i detaljer med de dele af historien, der ligger uden forandre skribenters opmærksomhedsfelt.

…Som når han fx lader teknikerne på tv-holdene være de bærende analytikere af valgkampsstrategier hos hhv George Bush og John McCain eller beskriver, hvilke tanker der går gennem hovedet på ham, da han står side om side med et par af de store mandlige pornostjerner ved et pissoir til pornoindustriens årlige awardshow eller går i rette med både den præskriptive og den deskriptive fløj i krigen om opslagsværker om sprogbrug.

DFW kan i den grad fremstille det komplekse på en forståelig måde, ikke mindst fordi han tager sig tid og fordi han er en klog, guddommeligt præcis, fantasifuld, nørdet og samtidig imødekommende sprogbruger. Samme talenter bruger han også til at gøre teksterne sjove:

Breasts are uniformly zeppelinesque and in various perilous states of semiconfinement.

Samtidig mestrer han også det at sætte fingeren på noget, som vi alle samme godt ved, men måske har svært ved at sætte ord på, eller udtrykker på forskellige måder. Fx prisoverrækkelser som de årlige Oscars:

Every spring, the Academy of Motion Picture Arts and Sciences presents awards for outstanding achievement in all aspects of mainstream cinema. These are the Academy Awards. Mainstream cinema is a major industry in the United States, and so are the Academy Awards. The AA’s notorious commercialism and hypocrisy disgust many of the millions and millions and millions of viewers who tune in during prime time to watch the presentations… We pretty much all tune in, despire the grotesquerie of watching an industry congratulate itself on its pretense that it’s still an art form, or hearing people in $5,000 gowns invoke lush clichés of surprise and humility scripted by publicists, etc—the whole cynical post-modern deal—but we all still seem to watch. To care… But the truth is that there’s no more real joy about it all anymore. Worse, there seems to be this enormous unspoken conspiracy where we all pretend that there’s still joy. That we think it’s funny when Bob Dole does a Visa ad and Gorbachev shills for Pizza Hut. That the whole mainstream celebrity culture is rushing to cash in and all the while congratulating itself on pretending not to cash in. Underneath it all, though, we know the whole thing sucks.

…Af samme grunde er det også de længste af teksterne, der er de bedste. Det er protrættet af John McCain, reportagen fra porno-awardshowet og ikke mindst artiklen om sprogbrug (som i virkeligheden er en anmeldelse). Sidstnævnte er DFW også selv meget optaget af, og han har mange kæphsten på det område, forstår man. Sjældent har grammatik, pragmatik og sprog været så underholdende at læse om.

Jeg skal læse noget mere af ham snart!

I øvrigt er en af de allerbedste film, jeg har set i år, “The End of the Tour”, som er en film om netop DFW. Se den!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *