Elena Ferrante: Forladte Dage

“Kvinde på randen af et nervøst sammenbrud” kunne den her også hedde (men den er vist taget). Bogen skildrer en relativt kort periode i en kvindes liv. Hun er sidst i trediverne med to børn og er lige blevet forladt af sin mand. Hun vender stenene i fortiden, prøver at finde ud af, hvad manden nu går og laver med sin nye, yngre model, og forsøger at gøre det så godt som muligt for sine børn alt imens hun langsom falder fra hinanden.

Hun er fantastisk beskrevet. Stærk, men også sårbar, egenrådig, men tvivlende, beregnende, men fortvivlet. Det ene øjeblik det ene, og det næste i et helt andet lune, men uden at man mister fornemmelsen for hende som karakter.

Stilen er kontant og de skarpe sætninger er fyldt med bombastiske metaforer. Man skal lige vænne sig til det, men det fungerer som et vindue ind i hovedpersonens sind.

Til sidst inviterede hun mig til middag dagen efter, og selv om jeg ikke havde lyst, sagde jeg ja tak: tomme dage er ikke rare, især ikke når aftenen strammer til om ens hals som en løkke.

Samtidig gør det det muligt at koble de små, trivielle handlinger, kroppens bevægelser og de konkrete iagttagelser på den ene side med de store, flyvske tanker på den anden side:

Jeg gik i bad, sminkede mig omhyggeligt, to en kjole på der klædte mig, og gik ned og bankede på hos Carrano.
Jeg følte mig betragtet gennem dørspionen, længe: jeg forestillede mig at han prøvede at beherske sit bankende hjerte, at han ville fjerne bevægelsen over dette uventede besøg fra ansigtet. Dette er livet, tænkte jeg, et sæt af glæde, et stik af smerte, en intens glæde, årer der pulser under huden, der er intet andet sandt at fortælle. For at give ham en endnu stærkere bevægelse viste jeg mig utålmodig, trykkede på ny på klokken.

På den måde kan de relativt banale ting, der rent faktisk udgør bogens handling, også sige noget om at blive forladt, ikke at magte sig selv og sine børn, at miste eller glemme sig selv og alt det, som bogen i virkeligheden handler om. Det hele kulminerer i en beskrivelse af en helvedesnat med syge børn, en døende hund og en masse tanker, som fylder næsten en tredjedel af bogen og faktisk er den allerbedste del.

En voldsomt hypet forfatter, men der var altså også noget om snakken. Næste skridt kunne være hendes (Elena Ferrante vist et psudonym – man kender ikke forfatterens rigtige navn) Napolitrilogi (som vist nu er oppe på fire bøger). Det kunne jeg godt finde på, men ikke lige med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *