Emily Brontë: Wuthering Heights

Arhmendog for en klassiker – det kan man godt forstå.

Grundlæggende er der jo tale om familie- og slægstdrama i lokale, snævre rammer. Tænk Downton Abbey, men over 100 år tidligere og i noget trangere kår.

Den får på alle tangenterne. Herrerne bander og svovler og damerne sladrer og er i følelsernes vold. Alle – familien som tjenestefolkene – bærer nag, så det vil noget, bagtaler hinanden og spiller en rolle i intrigerne. Hjertesorger er noget, man ligger i sengen med og i yderste konsekvens kan dø af.

Og der sker også noget. Gennem et par generationer er der død, sorg, splid, vold, ulykkelige ægteskaber, jalousi og deslige. Og det, der kommer i vejen for lykken er blodets bånd, forskelle i klasse og stand og ikke mindst følelser og stolthed.

Historien er i bund og grund simpel. Men den er elegant eksekveret for en bog fra 1847. Særligt er jeg imponeret af den måde, forskellige fortællere og flashbacks bruges til at drive fortællingen frem og ramme den ind.

Og så er opbygningen af intrigerne/konflikterne helt ned i de enkelte samtaler altså også virkelig godt udført. Man kan i mange af de mest dramatiske scener se hele vejen, hvor det bærer henad, og alligevel er det en nydelse at følge med i. Det er overlegent.

Det var et godt bekendtskab!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *