Tom Kristensen: Hærværk

haervaerkEn voldsom og intens læseoplevelse.

Det er jo (i dag) et ofte anvendt motiv – indre drifter driver en mand på et selvdestruktivt togt mod bunden af flasken, og på vejen derned krydses hans veje med andre lignende eksistenser, mens alle chancer for at vende skuden (for chancer kommer der altid) ignoreres eftertrykkeligt.

Men her er det fortalt så fandens stærkt og poetisk, at det bliver virkelig medrivende. Jastraus svage person i kombination med hans alligevel målbevidste og viljefaste indsats for at rive sit liv i stykker er ekstremt overbevisende formidlet. Og tidsbilledet er også sært charmerende, uanset hvor lidt det samme gør sig gældende for Jastraus mission.

Bogen er vanvittigt velskrevet. Hele vejen igennem kører hele tiden et rigt billedsprog som bagtæppe til handlingen, og der er klare tematikker, der går igen – for eksempel en kristen/religiøs symbolik, der sætter livet på værtshusene i relief. Trods sit noget dystre indhold er bogen heller ikke uden humor, eller måske nærmere en slags ironi. For eksempel når Jastrau ser sig selv i spejlet, halvfed med blodsprængte øjne og udbryder “Ecce homo”.

Samtidig er der noget ægte over den. Så langt ude, Jastrau kommer, forstår man ham på sin vis alligevel og sympatiserer måske endda med ham, selv om han mister konen, barnet, jobbet, respekten, værdigheden og nærmest alt andet. Netop deri ligger måske det voldsomme og intense ved bogen.

Det er sandt for dyden en klassiker. Dejligt endelig at få den læst.

Set med vore dages øjne er det i øvrigt sjovt, hvor meget der alligevel gøres ud af at holde på formerne selv når man er ved at drikke sig halvt ihjel. Man kan åbenbart ikke gå i hundene uden en vis værdighed. Jastrau er skidestiv og på rulleskøjter, så at sige, men bekymrer sig alligevel om, at hans skjorteflip er beskidt eller hans hat er blevet væk eller at man da ikke kan stå og have den slags samtaler på fortovet, hvor alle kan overhøre det. Det er på en eller anden måde priceless, og bidrager til det let ironiske, men understreger samtidig det tragiske i bogen.

Jeg har ikke set filmen, men det har jeg virkelig lyst til. Håber den er god…

I øvrigt: Alting kan jo på en eller anden måde sættes op imod Knausgård (der er jo trods alt nogle tusinde siders materiale at trække på), og beskrivelsen af driften mod at drikke, den der svært undertrykkelige dragen mod flasken, er helt forskelligt beskrevet her og hos Knausgård. Hos Jastrau er det noget næsten bevidst – en nærmest velovervejet mission om at gå i hundende – mens det hos Knausgård er noget, der i situationen kan gribe ham og ligesom løfte ham, gøre ham til en anden og få ham til at slippe sig selv, men kun til et punkt, som han ikke kan se i øjeblikket, og som forvandler ham til en dårligere version af sig selv, som gør ting, han fortryder dagen efter. Man bliver aldrig færdig med Knausgård…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *