Emily St. John Mandel: Station 11

Oven på Knausgård skulle der nogle lette kalorier ned. Det blev i form af den her nærfremtidsdystopiske, men også meget poetiske bog, som havde fået meget ros med på vejen ude i den store bogverden. Og den var også godt fortalt og virkelig fint skrevet.

Man veksler mellem forskellige figurer, hvis historier hænger løseligt sammen igennem møder, genstande eller begivenheder. Fortællingen springer desuden i tid, hvor de fleste nedslag ligger i tiden lige før en virus dræber det meste af jordens befolkning eller tyve år efter, hvor de få overlevende prøver at få tilværelsen til at hænge sammen og give mening.

På den måde er bogen en mosaik af historier, og ikke en sammenhængende og lineær historie. Derfor er den heller ikke spændende i klassisk forstand, men der er i enkeltscenerne mange nervepirrende og smukke øjeblikke, og så har man i den større sammenhæng en nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan de forskellige historier mon hænger sammen.

Derudover er det altid fascinerende, synes jeg, at læse beskrivelser af, hvordan verden ser ud efter at være faldet helt sammen. Hvordan lever folk, hvordan forstår de fortiden og alle dens mærkelige dimser og artefakter? Der er noget “hvad nu hvis” over det, som virker godt.

Og fremtiden er ikke så dyster, som rammen måske kunne antyde. Det skyldes ikke mindst, at Mandel er god til at finde poesien i de små øjeblikke, men også at en væsentlig del af fortællingen udfolder sig i “The Traveling Symphony”, en gruppe der i den forfaldne fremtid bruger tiden på at rejse rundt og opføre Shakespearestykker i de sparsomme bebyggelser, de kommer forbi. Deres motto er “Because survival is insufficient” – det er meget sigende for bogens tone; Der er håb! På den måde er bogen noget mere opløftende end mange andre lignende værker, fx Cormac McCarthys The Road.

I øvrigt var bogen den første, jeg læste på Kindle. Det var en helt fin oplevelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *