Karl Ove Knausgård: Min Kamp 6

Nogle timer før afgang ringede jeg efter en taxa, og damen i centralen spurgte om det var forfatteren der ringede. jeg sagde ja og hadede mig selv. Taxaen var en minibus, børnene syntes det var spændende at vi skulle tage den helt alene. Ude i lufthavnen kiggede folk på mig, flere kom hen og ville sige noget om mine bøger. En af dem, en kvinde i halvtredserne, sagde at hun havde været rundt til alle de steder i Sørlandet jeg havde skrevet om.
– Hvor er Vanja og Heidi blevet store! sagde hun og lo.
– Ja, sagde jeg.
– Men nu skal jeg ikke forstyrre længere. God tur hjem! For I skal da til Malmø, ikke?
Jeg nikkede.
– Hav det godt, sagde jeg og smilede.
Vanja så op på mig.
– Kendte du hende, far? sagde hun.
– Nej, sagde jeg. – Jeg har aldrig set hende før.
– Men hvordan kunne hun så vide hvem vi var? sagde hun.
– Jeg har skrevet en bog hvor I er med, sagde jeg.
– Har du skrevet en bog om os? sagde hun.
– Ja.
– Hvad står der i den?
– Alt muligt, sagde jeg. Du skal få lov at læse den når du bliver stor.

I bind seks indhenter virkeligheden romanen. Eller er det omvendt? I hvert fald beskriver noget af den Knausgårds tanker om og proces omkring tilblivelsen af Min Kamp. Og også tiden lige omkring og efter de første to bind udkommer, er dækket: Konsekvenserne for ham og familien. Betydningen for resten af værket. Sandfærdigheden: Er det egentlig helt korrekt, det han skriver. Fortolkningen i omverdenen og opfattelsen af ham.

Det er godt, fordi det beriger læsningen, værket! Men det er også lidt ærgerligt, fordi den fantastiske balance, hvor Min Kamp trækker på både virkelighed/autencitet og roman/digtning/fortælling, så bliver forrykket bare en anelse.  Lige pludselig forankres den mere solidt i virkeligheden qua det her metalag – bogen i bogen.

Nå. Den her bog er lang – 1300 sider. Og i den forbindelse er det jo helt bogstaveligt ikke til at komme uden om det 4-500 sider lange essay, den indeholder, om Hitler, nazismen og den tid, bevægelsen opstod og Hitler kom til magten i.

Opvarmningen er en 80 sider lang analyserende gennemgang af er digt af Paul Celan, Tætføring. Det er interessant, men også liiidt langt.

Det er Hitler-essayet til gengæld ikke. Faktisk er det decideret spændende at høre om Hitlers ungdom, kunstnerdrømme, soldatertid, gradvise involvering i det politiske miljø og så videre. Knausgård skriver levende, brændende, nuanceret og kritisk om det, uden at det mister hans særegne stil. Så den del af bogen skal man egentlig ikke være bange for.

Knausgård bruger sin gennemgang af Celan-digtet og Hitlers levned, og også den efterfølgende beskrivelse af tiden efter de første romaner er udkommet, til at stille nogle helt centrale spørgsmål:

Hvordan kan man prøve at forstå en mand ud fra henholdsvis hans tid, hans værk og hans gerninger? Hvordan kan man med ord beskrive det, der grundlæggende ikke lader sig beskrive, men kun mærke/føle? Hvorfor bliver vi, som vi bliver?

Essayet virker dog stadig lidt som en ekskurs, en mærkelig tangent i forhold til resten af bogen og værket som helhed. I det hele taget springer bind seks lidt mere – det virker som om, der er mange ting, der lige skal med, inden historien kan afsluttes.

Men det hele giver alligevel mening. Ikke mindst på de sidste 100 sider, hvor konens sindslidelse, som er blevet perifært beskrevet tidligere, trænger frem. Det er den smukkeste, sørgeligste og mest insisterende del af hele det samlede værk, hvilket ikke siger så lidt. Og det sætter – sammen med de mere litterære og filosofiske overvejelser – hele projektet i perspektiv.

Jeg har lyst til at læse alle bøgerne igen. Men mest de to første bind, som har kastet et skær over de andre, men som ikke selv blev farvet på samme måde af at indgå i en sammenhæng. Det vil jeg gøre en dag!

Alle indlæg om Karl Ove Knausgårds bøger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *