Karl Ove Knausgård: Min Kamp 5

minkamp5Femte opus i Min Kamp-sagaen er lige så fantastisk som de andre. Mere behøver man egentlig ikke at sige.

Den her binder på forbilledlig vis de to ungdomsromaner i bind 3 og 4 sammen med den voksne forfatter med omverdenskvaler, som vi så i bind 2. Den udspiller sig i årene fra Knausgård er 20 og ca. 10 år frem. Udgangspunktet er optagelsen på en forfatterskole, hvor han – selvfølgelig – aldrig finder sig til rette og tillige føler at han ikke slår til kunstnerisk.

Den unge Knausgård har både svært ved at passe ind og for vane altid at analysere alting og se alle situationer nøgternt udefra. Han er altså udenforstående, tilbageholdende. Som om han samtidig prøver at være naturlig og forsøger at analysere sig frem til, hvad den naturlighed egentlig burde bestå i.

Jeg elsker den måde, han kan beskrive og analysere de situationer, han indgår i. Som eksempelvis her, hvor han er ude med sin storebror Yngve og en af Yngves venner:

Under hele måltidet havde jeg forsøgt at finde ud af præcis hvad der var på spil, når to så gode venner var sammen. Hvor længe de så hinanden i øjnene når de sagde noget, før de lod blikket vige og så væk. Hvad de talte om, og hvor længe, hvorfor de talte om netop det. Minder, kan du huske den gang? Andre venner, han sagde det eller det? Musik, har du hørt den eller den sang, den eller den plade? Faget? Politik? Noget der lige var sket, i går, i sidste uge? Når et nyt samtaleemne blev taget op, lå det så tæt på det forrige, ligesom en afledning af det, eller kunne det ligge langt væk og komme helt abrupt?
Men det var ikke sådan at jeg sad tavs og observerede dem, jeg var med hele tiden, jegbåde smilede og kom med kommentarer, det eneste jeg ikke gjorde, var at holde lange soloindlæg på eget initiativ, ligesom ud af det blå, som både Yngve og Asbjørn hver især gjorde.
Så hvad var det de lavede? Hvad var det det handlede om?
For det første stillede de næsten ingen spørgsmål til hinanden, som jeg plejede at gøre. For det andet hang næsten alting sammen, det var meget lidt der blev taget ud af den blå luft. For det tredje gik det mest ud på at de skulle le. Yngve fortalte en historie, den lo de ad, Asbjørn fulgte trop og forstærkede historien ud i det hypotetiske, og hvis det fungerede, videreførte Yngve det, så det blev vildere og vildere.

Og hvad så med hans udvikling som forfatter, eller mangel på samme? Noget i Knausgård holder fast i, at han kan og vil skrive, uanset at alle omkring ham synes at få udgivet noget, mens han ikke kommer nogen vegne med skriveriet. Det er en kamp, og den er træg. Og han har brugt mange dage på at sidde og stirre på en blinkende cursor, får man indtryk af. Der serveres også en del eksempler fra hans tidlige tekster. Det er interessant, for de er ikke alle lige gode, men nogle af dem har den samme situationsmagi, som Min Kamp er fuld af.

Forfattertilblivelseshistorien følges selvfølgelig af hans udfordringer med både det modsatte køn og med alkohol. Det med pigerne får han efterhånden styr på, selv om han også her igen og igen slår sig selv tilbage til start på grund af sin egen skiftende egocentrering og selvudslettelse. Alkoholen, derimod, er sværere at tøjle. Når han drikker, får han vinger, kommer ligesom ud over eller af med alle de tunge grublerier og kan lade sig rive med af øjeblikkene – med blandede resultater til følge.

Man får også historien om, hvordan han møder sin kone. Og det giver i øvrigt anledning til noget af en clifffhanger-afslutning. Som man selvfølgelig ikke forventer bliver fulgt op fra bind 6’s start – det ville næsten være forkert…

Det hele er så sublimt skrevet og fortalt som det altid er. Bind 6 er indkøbt! Man ærgrer sig næste allerede over at være igennem hele serien. Men noget siger mig, at den ikke taber ved genlæsning…

One thought on “Karl Ove Knausgård: Min Kamp 5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *