Margaret Weis & Tracy Hickman: Dragonlance Legends

Efterfølgeren til Chronicles, som jeg læste for tre år siden. Som med Chronicles er der også her tale om tre bøger: Time of the Twins, War of the Twins og Test of the Twins.  Og som de titler antyder, er handlingen her fokuseret på færre hovedpersoner, nemlig de to tvillinger Caramon (krigeren) og Raistlin (mageren) og deres indbyrdes forhold.

Et sådant snævrere fokus kræver jo noget mere psykologisk dybde end første trilogis større flok af hovedpersoner, når det skal bære 1100 sider. Det har bogen ikke, og det ødelægger meget. Man tror ikke rigtigt på personernes indre kampe. Som jo altså er en stor del af historien.

Heldigvis er der stadig drager, guder, helte og kampen mellem det gode og det onde. Og det hele leder til en hæsblæsende afslutning. Desværre er der lang vej hen til den – en vej brolagt med fantasiforladt og fladt sprog, usjovt comic relief, pladdersentimentale venskabsrelationer og utroværdige karakterer.

Så endnu mere end Chronicles har den her kun genkendelsens glæde ved Dungeons & Dragons-universet ved sig. Så er der noget mere ved Tolkien eller Game of Thrones!

Og nu hurtigt videre til den næste…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *