Karl Ove Knausgård: Min Kamp 4

Nå, det her bliver jo bare ved med at være sublimt.

Her er vi nået til perioden hvor Karl Oves forældre er gået fra hinanden. Han er 16-17-18 år og kæmper stadig med at passe ind og begå sig hos både familien, vennerne, kollegerne og ikke mindst pigerne. Jagten på den seksuelle debut ligger som et underliggende tema igennem hele bogen, og det forløses (ha ha) på priceless facon til allersidst i bogen.

Karl Ove flytter hjemmefra til Nordnorge for at arbejde som lærervikar. Han er fremmed og kæmper med, om han skal passe ind eller skille sig ud, skide på det hele eller opføre sig ordentligt, kaste sig ud i det eller holde sig tilbage. Og han begynder også så småt at skrive.

Som altid lyder det jo virkelig kedeligt, når man fortæller om det. Men som altid er det også fantastisk fortalt. I det her bind synes jeg virkelig, man kan begynde at lege psykolog og trække tråde til barndommen, faderen osv. hvis man vil, når man hører Knausgård berette om, hvordan han opfører sig, hvordan han gang på gang svigter sine omgivelser, hvordan han vil så meget og føler sig knust af så lidt. Samtidig er det jo også den (u)bekymrede og ligeglade ungdom, der skildres – her går man ikke så meget op i, hvad andre tænker eller hvilke følger, ens handlinger har. Det hele bliver ikke mindre interessant, når man tænker på den egoistiske kunstner og fremmedgjorte far, der blev fremstillet i bind 2.

Man glæder sig bare til at komme videre. Ikke mere at sige.

One thought on “Karl Ove Knausgård: Min Kamp 4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *