Fjodor Dostojevskij: Onde Ånder

Onde Ånder er også udgivet under titlerne Nihilister og De Besatte. Det er mit første møde med Dostojevskij, og jeg har taget tilløb, for jeg har haft bøgerne (der er to bind) stående i reolen i 16 år.

Men nu skulle det være, og det var faktisk ret godt.

Bogens historie udfolder sig primært i en lang række malende og detaljerede beskrivelser af samtaler, sammenkomster, møder, bal, middage, brevvekslinger og lignende. Der er også lidt mere referende dele, men det er primært beskrivelser af møder mellem mennesker, Dostojevskij bruger siderne på. Og han er pissegod til at beskrive stemningsskift i samtaler, spinde interessante diskussioner eller gengive personernes opfattelse af hinandens kropssprog.

På den måde bliver bogen også en lang opbygning til det egentlig ret hurtigt overståede klimaks. For det er en slags spændingsroman, det her. Ingen tvivl om det. Men den lange venten er egentlig også spændende. For i løbet af den får man med teatralsk mine afdækket alle de underliggende spændinger, rivaliseringer, konflikter, affærer og forhistorier i den provinsby, hvor historien udspiller sig.

Det er en historie om mange ting. Om folkeforførelse og om at starte revolutionen. Om tro og religion. Om socialisme, idealisme og nihilisme. Om Ruslands identitet. Om adelen mod pøbelen. Om de lærde mod virkelighedens hårde realiteter. Om det etablerede mod nytænkerne. Om dem der taler mod dem der handler. Om normer og traditioner. Om fortabt og fortvivlet kærlighed. Og om intriger, mord, brandstiftelse, sindssyge, undergravende virksomhed og statsforræderi.

Prøv at se et eksempel på, hvordan Dostojevskij (k)ærligt afdækker sine karakterer. Det er næsten som om, han river dem ned samtidig med at han bygger dem op:

Jeg skal blot anføre, at han var et menneske med anstændighedsfølelse (i hvert fald til tider) og derfor ofte var trist til mode. I løbet af hele sit tyveårige venskab med Varvara Petrovna hengav han sig regelmæssigt tre-fire gange om året til hvad vi andre kaldte “social græmmelse”, egentlig bare almindelig humørsyge, men et udtryk som den højtærede Varvara Petrovna fandt behag i. Med tiden hengav han sig desuden også til champagnemelankoli. Men den taktfulde Varvara Petrovna forsøgte hele livet at værne ham mod alle slags lave tilbøjeligheder. Han havde faktisk brug for en barnepige, for han blev undertiden meget sær: Midt i den dybeste melankoli kunne han pludselig begynde at le på den mest ordinære facon.

Ha er jo næsten sjov (og er “champagnemelankoli” ikke et fedt ord?)…

Det er en også en lang bog. Så man lærer personerne ret godt at kende, efterhånden som de alle sammen drives længere og længere ud mod grænserne af deres moral og formåen. Også selv om der er så mange væsentlige personer, at man konstant skal slå op i oversigten over karakterer (tak for den!) – over 40, vil jeg tro. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at de alle sammen har lange russiske navne, og at flere af dem også har flere forskellige navne, der bruges lidt i flæng.

Nu er jeg overhovedet ikke inde i Ruslands historie. Men der er meget i romanen, der passer rigtigt godt med, at der kom en revolution 40 år efter. Det er egentlig ret vildt, synes jeg. Startede det allerede så småt dér? Godt nok var der revolutioner i Europa af flere omgange inde, ex i 1830 og 1848, og Pariserkommunen i 1870 (er det vist). Men alligevel.

One thought on “Fjodor Dostojevskij: Onde Ånder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *