Karl Ove Knausgård: Min kamp 3

20130805-235538.jpgMin kamp bliver bare bedre og bedre! Det her bind synes jeg havde en anden lethed end de to første, måske fordi det udelukkende foregår i barndommen.

Knausgård er fantastisk til at gengive barndommens og ungdommens undren og nervøsitet over verden og de andre med en reflekteret, voksen fortællerstemme uden at det bliver fortænkt. Tværtimod virker det meget ægte, og man føler virkelig med unge Knausgård, når han bliver angst når han kan høre sin strenge fars fodtrin på trappen, forfjamsket når han står og skal finde på en måde at sige noget sejt til hende den søde pige fra femte eller oprigtigt forundret når de andre drenge ikke synes at hans evner giver lige så mange sociale point som deres.

Samtidig læser man jo også den her ungdomshistorie om Knausgårds opvækst og hans familie med bevidstheden om, hvad for en voksen mand, han bliver – det han man jo en ide om fra første og særligt andet bind – og hvad der sker med hans forældre og bror. Og det giver et spændende dobbeltperspektiv på den unge hovedperson, som godt nok er sympatisk, men også på mange måder irriterende – gammelklog, bedrevidende og pivet som han er. Ser vi allerede her den krukkede, indadvendte, småegoistiske kunstner, der folder sig ud i bind 2?

Alle burde læse de her bøger! Det må være det tætteste, man kan komme på en fornemmelse af at være inde i hovedet på en anden person, samtidig med at man ved at der er tale om en fuldstændig digtet, tilskåret og versioneret udgave af hans oplevelser, og dermed en fiktion.

Jeg kan virkelig ikke vente til at komme i gang med bind 4! Desværre er der andre bøger i køen, så det bliver ikke lige med det samme. Men den er på ønskelisten…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *