J. D. Salinger: The Catcher in the Rye

Der er få af de “store romaner”, jeg har pligtlæst i skolen og gymnasiet, jeg rent faktisk husker som gode. Sammen med Paul Austers New York Trilogy er den her nok faktisk den eneste. Jeg husker dog ikke særligt godt, hvad vi rent faktisk snakkede om, når vi hver gang til engelsktimerne havde læst endnu et par kapitler, og skulle gennemgå og fortolke dem efter alle kunstens regler.

Så det var en oplagt bog at genlæse. Og der er vitterlig nok at snakke om. Man kan levende forestille sig, at bogen har skabt røre da den udkom, om end den danske titel Forbandede Ungdom nok er at betegne som falsk varedeklaration.

For Holden Caulfield, bogens karakteristiske protagonist, er faktisk ikke særligt “forbandet” – snarere bare småirriterende og lidt ugidelig. Men han er fortælleren, så det er svært ikke at prøve at forstå ham, og da bogen faktisk er ufattelig velskrevet (når man lige har vænnet sig til 50’er-sproget), er det en interessant opgave. Men ikke nem, for Holden punkterer som fortæller hele tiden sin historie med små afstikkere og pubertære rants, tit i form af nedladende kommentarer om de personer, han beskriver. Som her:

“I’d only read about three pages, though, when I heard somebody coming through the shower curtains. Even without looking up, I knew right away who it was. It was Robert Ackley, this guy that roomed right next to me. There was a shower right between every two rooms in our wing, and about eighty-five times a day old Ackley barged in on me. He was probably the only guy in the whole dorm, besides me, that wasn’t down at the game. He hardly ever went anywhere. He was a very peculiar guy. He was a senior, and he’d been at Pencey the whole four years and all, but nobody ever called him anything except “Ackley.” Not even Herb Gale, his own roommate, ever called him “Bob” or even “Ack.” If he ever gets married, his own wife’ll probably call him “Ackley.” He was one of these very, very tall, round-shouldered guys-he was about six four-with lousy teeth. The whole time he roomed next to me, I never even once saw him brush his teeth. They always looked mossy and awful, and he damn near made you sick if you saw him in the dining room with his mouth full of mashed potatoes and peas or something. Besides that, he had a lot of pimples. Not just on his forehead or his chin, like most guys, but all over his whole face. And not only that, he had a terrible personality. He was also sort of a nasty guy. I wasn’t too crazy about him, to tell you the truth.”

Efterhånden som man læser sig igennem hans beretning begynder man dog at få mere sympati for Holden, synes jeg. Ikke fordi han eller historien bliver mere sympatisk, men mere fordi han jo egentlig bare er forvirret, usikker og bange for livet (hvor man dog egentlig selv lyder gammel, når man skriver sådan, i øvrigt…), men alligevel forsøger at fortælle sin historie så casual som muligt.

Historien bliver på den måde et portræt af en ung mand, der ikke rigtigt ved hvad han vil. Og i øvrigt heller ikke rigtigt kan tage sig sammen til at gøre de få ting, han dog ved, han har lyst til. Det er et tidligt portræt af ungdomssløvsind, kan man sige. Og et godt et af slagsen.

Siden jeg har googlet mig frem til citaterne online, så jeg ikke skal sidde og skrive dem ind selv, kommer her endnu et. Her beretter Holden, hvad han synes om bibelen:

“Finally, though, I got undressed and got in bed. I felt like praying or something, when I was in bed, but I couldn’t do it. I can’t always pray when I feel like it. In the first place, I’m sort of an atheist. I like Jesus and all, but I don’t care too much for most of the other stuff in the Bible. Take the Disciples, for instance. They annoy the hell out of me, If you want to know the truth. They were all right after Jesus was dead and all, but while He was still alive, they were about as much use to Him as a hole in the head. All they did was keep letting Him down. I like almost anybody in the Bible better that the Disciples. If you want to know the truth, the guy I like the best in the Bible, next to Jesus, was the lunatic and all, that lived in the tombs and kept cutting himself with stones. I like him ten times as much as the Disciples, that poor bastard. I used to get in quite a few arguments about it, when I was at the Whooton School, with this boy that lived down the corridor, Arthur Childs. Old Childs was a Quaker and all, and he read the Bible all the time. He was a very nice kid, and I liked him, but I could never see eye to eye with him on a lot of stuff in the Bible, expecially the Disciples. He kept telling me that if I didn’t like the Disciples, then I didn’t like Jesus and all. He said that because Jesus picked the Disciples, you were supposed to like them. I said I knew He picked them, but that He picked them at random. I said He didn’t have time to go around analyzing everybody. I sad I wasn’t blaming Jesus or anything. It wasn’t his fault that He didn’t have any time. I remember I asked old Childs if he thought Judas, the one that betrayed Jesus and all, went to Hell after he committed suicide. Childs said certainly. That’s exactly where I disagreed with him. I said I’d bet a thousand bucks that Jesus never sent old Judas to Hell. I still would, too, if I had a thousand bucks.”

Fantastisk. Jeg bilder mig også ind, at man sagtens kan se at bogen har haft indflydelse på meget senere literatur, men det er nok at tage munden for fuld alligevel. I virkeligheden er det sikkert bare fordi, jeg synes den var ret så god.

13 thoughts on “J. D. Salinger: The Catcher in the Rye

  1. Ja, helt enig! Jeg læste den for første gang for et par år siden og blev overrasket over hvor god den faktisk er – har hidtil mest kendt den som en pligtagtig skolebog jeg dog ikke selv blev tvunget til at læse i gymnasiet. Jeg ville virkelig gerne vide hvordan man kender forskel på de gode og de dårlige af skolebiblo-klassikerne?

  2. Hej Bill

    Tja, for mit vedkommende var den her og Paul Auster altså de gode, mens jeg slet ikke nød at blive trukket igennem Farven Lilla (!) og Frøken Smilla.

    Jeg husker faktisk Macbeth som noget af det bedste i engelsk også, men har ikke rigtigt kunne tage tilløb til at kaste mig over Shakespeare efterfølgende. her var det en fordel i gymnasiet, at man læste små bidder og gik meget i detaljer med tolkningen – ellers er det jo ikke til at forstå.

    Men de gode (skole)bøger er vel dem, hvor man selv gider? Gider læse mere, gøre en indsats, gider tænke over dem og diskutere dem?

    Tror i øvrigt heller ikke at man skal undervurdere, at man jo generelt bare ikke gad noget dengang (igen: hvor gammel lyder jeg lige?) – så de bøger, man husker som gode, de må virkelig have været gode! Hmmm, måske jeg alligevel skal kaste mig over noget Shakespeare?…

    (I øvrigt: Din kommentar blev lige fanget et par timer, fordi jeg ikke har ændret opsætning af mit kommentarfilter. Beklager)

  3. Ja, Farven Lilla, puh.

    Jeg tænkte nu lige så meget på de bøger man ikke læste, men som man ved er sådan nogen skoleagtige bøger. Jeg arbejdede i bogkælderen på gymnasiet, så jeg ser helt klart for mig hvad der er skole- og ikke-skole-bøger.

    Hvad med fx Virginia Woolf, Chinua Achebe, Jerzy Kosinski, Henrik Ibsen, Doris Lessing, Thomas Mann, Aldous Huxley, Saul Bellow…

    Jeg har ikke læst nogen af dem og kan på en måde ikke helt overskue det!

  4. Ja, den er svær. Jeg tror for eksempel, at man kan komme langt ved at skelne mellem bøger, som er klassikere, fordi de var de første, der gjorde noget, eller som er tidstypiske på en eller anden måde, og så bøger, som har en mere “klassisk” litterær værdi. De sidste vil vedblive at være klassiikere, mens de første er nogen, hvor man skal have en særlig interesse i formen , tiden, de er skrevet i eller genren.

    Jeg mener, Hemingways værker er sgu klassikere fordi de bare er gode, mens Gonzo er en klassiker, hvis man synes at den fabulerende form er interessant. Det samme gælder vel for “Stormfulde højder”, “Dracula”, “Ringenes Herre” m.fl.

    Der er med andre ord en slags “generelle” og en slags “specifikke” klassikere. Og hvis man skal kunne lide den specifikke slags, skal man i forvejen have en præference for det, der specifikt gør dem til klassikere.

    (selvfølgelig er der undtagelser – men bare fordi en bog er en klassiker, behøver man jo ikke at kunne lide den. Havde du ikke noget med en Steinbeck-bog på et tidspunkt?).

    …Håber det giver mening. Hvad synes du?

  5. Det giver helt klart mening – jeg tror det er en meget god måde at se det på. Man skal nok altid være lidt forsigtig med at læse en bog (eller høre en plade eller se en film) alene fordi det var den første der gjorde et eller andet. Don Quixote hører til mine allerdårligste læseoplevelser – og den gik jeg vist egentlig bare i gang med fordi det skulle verdens første roman.

    PS: Det var den her møg-Steinbeck-bog: http://kua.dk/bogblog/2007/04/john-steinbeck-murder-1938.html – og jo, han er vel egentlig bare kendt som en stor klassisk forfatter.

  6. Den springer jeg over, så. Synes nu “Mus og mænd” var meget god, så jeg har besluttet mig for at fortsætte med “Vredens Druer” (men kom desværre til at bestille en læse let-version sidst, så projektet er udsat midlertidigt…)

  7. Interessant anmeldelse af Catcher in the Rye. Jeg læste den selv for nogle år siden, og fandt den god og velskrevet, men ikke så provokerende, som jeg havde forestillet mig. Nuvel, jeg lever i år 2008 og ikke i 1950’erne, så jeg er da ganske klar over, at det var nogle andre ting, der provokerede dengang i forhold til nu, men det ændrer nu ikke på, at jeg ikke syntes at den var så provokerende endda. Holder også ganske meget af Auster og må sige, at der indimellem Auster og den slags også sniger sig adskillige bøger af typen Farven Lilla (haha, har aldrig læst den, men vil faktisk gerne) ind, så jeg håber at det er ok at kommentere her på det mere højlitterære…

  8. Hej Loiuse. Tak skal du have. Og det er selvfølgelig helt OK.

    Jeg er helt enig med dig i, at det er tydeligt, at det provokerende er gået lidt tabt med tiden!

    Jeg har faktisk ikke læst andet Auster end New York-trilogien og The Music of Chance, og jeg synes de bege to var gode. Jeg er dog i tvivl om, hvad den næste Auster-bog skulle være! Ideer er velkomne…

  9. Auster er en yndlingsforfatter her, om end jeg langt fra har læst hele forfatterskabet. Den første jeg læste var Moon Palace, og derpå var jeg solgt. New York trilogien er selvfølgelig ikke til at komme uden om, men den har du jo læst. Jeg var også meget begejstret for Brooklyn Follies (Brooklyn Dårskab), som ikke er nær så kringlet som andre af hans værker kan være. Jeg har lige indkøbt et par Auster bøger på tilbud (eller de var relativt billige, ved ikke om de var på tilbud faktisk), som jeg vil læse i det nye år: Travels in the scriptorium og Oracle Night.

    Jeg har lige læst en kedelig dansk krimi færdig og før den en kedelig amerikansk medical thriller….nu læser jeg noget chick lit/krimi-væsen af en kvindelig forfatter, hvis bøger jeg hader at elske…..men i det nye år skal der gøres plads til noget med lidt mere kød på. Det trænger jeg til efterhånden ;-)

  10. Tak for det! Jeg synes at have hørt, at hans bøger er ret forskellige i forhold til hvor interessante, de er. Det er lang tid siden, jeg har kigget nærmere på nogen af dem, så det kunne være, Brooklyn Follies er noget – den er vist den nyeste af dem, du anbefaler.

    Jeg har dog kig på en Cormac McCarthy-bog som det næste projekt, så lad os se hvornår det bliver med Auster…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *