Stephen King: The Stand

Jeg tror ikke, jeg har læst Stephen King siden folkeskolen. Men jeg kan huske, at da jeg læste Ondskabens Hotel efter at have set filmen, var jeg meget overrasket over, at King brugte over 200 sider på at beskrive Jack Torrances fortid, følelser og frustrationer, inden han overhovedet satte familien ind i bilen for at køre afsted mod Overlook Hotel.

Det er at gå tålmodigt og grundigt til værks. Og det er noget af det, han mestrer: Den troværdige beskrivelse af den snigende sindssyge og andre følelser, der opstår i ekstreme situationer.

Nu synes jeg så, jeg lige ville genbesøge King ved at læse en af hans mere “voksne” bøger. The Stand er meget ambitiøs i, hvad den vil skildre: Civilisationens forfald som følge af en sygdomsepidemi, der dræber næsten hele jordens befolkning, og kampen mellem det gode og det onde, der udspiller sig blandt de overlevende (og så er det vist en af hans tidlige – den er fra ’78…).

Det kræver plads, så romanen er på 1321 sider. Og det giver King rigelig mulighed for at folde det rige persongalleri af mere eller mindre stereotype amerikanertyper effektivt ud, og følge deres udvikling, så man “køber” de forandringer, de gennemgår.

Der er selvfølgelig også plads til en god del død og pine, gore og grufuldheder – noget, King mestrer til fulde. Samtidig er hans stil egentlig også ret lun i sin billedlighed:

He moved on. Not pausing, not slowing, but alive to the night. His eyes seemed almost frantic with the night’s possibilities. There was a Boy Scout knapsack on his back, old and battered. There was a dark hilarity in his face, and perhaps in his heart, too, you would think— and you would be right. It was the face of a hatefully happy man, a face that radiated a horrible handsome warmth, a face to make waterglasses shatter in the hands of tired truck-stop waitresses, to make small children crash their trikes into board feces and then run wailing to their mommies with stake-shaped splinters sticking out of their knees. It was the face guaranteed to make barroom arguments of batting averages turn bloody.

Det er ikke stor kunst, men det virker godt på sine egne præmisser, og er ganske medrivende. Et fint gensyn, men jeg ved ikke lige om jeg kaster mig over Dark Tower-serien med det samme :-)

2 thoughts on “Stephen King: The Stand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *