Karl Ove Knausgård: Min kamp 1

by , under Skønlitteratur

Der er skrevet meget om, hvor fantastisk den her bogserie er, og ud fra første bind kan jeg kun være enig. Det er virkelig, virkelig velskrevet, det her.

Det er så også svært at sige noget, der ikke allerede er sagt før, så blot et par korte bemærkninger:

*Det er befriende at læse en bog, hvor man kan slubre siderne i sig fordi den er så flydende skrevet, men samtidig føle at man virkelig dvæler ved tingene, fordi Knausgård netop bruger lang tid på hver situation.

*Jeg så et interview med Knausgård hvor han fortalte, at de fleste detaljer er digtet. Han kunne huske stemninger og situationer, men ikke specifikke ordvekslinger. Alligevel føles det virkelig autentisk, det, man læser.

(*Interviewet, som er fra NRK og blev vist på DR2 for et par uger siden, er i øvrigt værd at se, og det kan man heldigvis på nettet her. Det er optaget inden bogen kom ud og er derfor ikke præget af den debat, den førte med sig. I øvrigt virker virkelighedens Knausgård lige præcis som man forventer ud fra bogen: eftertænksom, velformuleret og lidt uudgrundelig)

*Der er noget sjældent naturligt over den måde, bogens fortæller gengiver virkeligheden på. Springene i tid virker ikke som en fortællemæssig konstruktion, men snarere som den grublende fortællers måde at vende og dreje specifikke situationer og samtaler igen og igen. Præcis som man selv gør (eller er det bare mig?…).

*Bogen handler primært om (voksen)Knausgårds forhold til sin far, men inden den zoomer helt ind på faderen, får vi 150 siders rundtur i hovedet på en norsk teenager i firserne, som næsten er det allerbedste ved bogen – en slags melankolsk version af “Populærmusik fra Vittula”.

*De første 15 sider er en meget fin poetisk filosoferen over døden og hvordan den viser sig for os, som i øvrigt står lidt i kontrast til resten af bogens meget konkrete beskrivelser. Dem skal jeg bestemt lige læse igen inden bogen ryger op på hylden.

Nå. Heldigvis er der fem bind mere at glæde sig til!…

Leave a Reply