The Best American Nonrequired Reading 2009

Der er noget befriende dejligt over at læse antologier, særligt når man ikke kender bidragsyderne i forvejen. Man går ind til hvert bidrag uden forventninger hverken til kvalitet eller indhold. Her blev jeg desuden overrasket over, at der ikke kun var tale om noveller, men også essays, tegneserier og journalistisk – mere eller mindre det hele taget fra publikationer, jeg ikke kender.

Jeg faldt over den her i en boghandel i Stockholm, og købte den vel egentlig mest fordi Dave Eggers, en af mine absolutte yndlingsforfattere, er editor. Som redaktør på det digitale tidsskrift McSweeney’s har han vist, at han ikke bare selv kan skrive, men også har et godt øje for at udvælge andres gode skriverier. Og niveauet er ganske højt her – der var ikke noget, jeg synes var ringe, og en hel del, jeg synes var rigtigt godt.

Der er ikke noget fælles tema i historierne, tværtimod stritter det i alle retninger. Jeg bilder mig ind at Eggers’ forkærlighed for det lidt skæve i den stilfærdige dagligdag og det kærlige portræt af USA’s mange “andre” ansigter stritter igennem, men på den anden side er der historier fra rundt om i verden og med alle mulige forskellige karakterer, så det er svært at sige. Der er blandt andet:

  • En fin historie om en hvid kvinde, der føder en sort og en hvid tvilling, fordi hun fejlagtigt har fået sat et sort pars befrugtede æg op sammen med sine egne æg
  • En dagbog fra en “Fire lookout”, der bruger sin sommer på at sidde på en platform højt oppe i et træ midt i et kæmpe, øde skovområde for at kigge efter røg, så skovbrande kan slukkes inden de spreder sig
  • En smukt mindeord over David Foster Wallace (af Jonathan Franzen, den ene af kun to bidragsydere, jeg kendte i forvejen)
  • En fin novelle om en dreng, der både skal finde på noget at skrive til sin nye afrikanske penneven og overbevis sine forældre om, at der altså er et monster (en panter) i deres lejlighed
  • En skræmmende, men også ærlig beretning om racehadet, der stadig lever i det sydlige USA
  • En fin og livsbekræftende historie fra New Orleans i tiden efter Katrina
  • En pudsig fortælling om en voksen mand, der gentagne gange er blevet taget i at give sig ud for at være et barn, komme på børnehjem (skrevet af journalisten David Grann, der skriver meget andet godt i bl.a. The New Yorker)
  • Et overraskende indblik i den voksende økonomi i Kurdistan i Nordirak og hvordan bl.a. amerikanske virksomheder forsøger at drage nytte af det
  • En tragisk historie om en kinesisk politisk fange, der undslipper, men til gengæld må overtage en anden mands identitet
  • En personlig journalistisk beretning fra en mislykket anarkistisk sø-road trip ned ad Mississipifloden
  • En rørende bekendelse om en journalists dårlige samvittighed over at bore i en ishockeystjernes incestramte fortid
  • En mærkelig tegneserie, der starter med ordene “Tell Me Again Why I Can’t Be a Mantaray”

Som en lille bonus indledes med en række kortere nedslag i, hvad der er blevet skrevet eller bare set det ene eller det andet sted af små, sjove tekster i året 2008, eksempelvis “Best American Festival Names”, Best American Craigslist Items and Offers to Barter” og Best Americans Kids’ Letters to Obama”. Det er billige point, men virker helt fint.

4 thoughts on “The Best American Nonrequired Reading 2009

  1. Jeg er vild med Americana, og dette lyder som en antologi, jeg må have. Det lyder nemlig rigtig interessant – og jeg synes også, at Dave Eggers er en god forfatter – og Jonathan Franzen ligeså.

  2. Ja, den kan fint anbefales – der er mange gode, mange udmærkede og ingen helt skidte bidrag.

    Jeg er simpelthen for meget af en pligtopfyldende læser til at springe videre til næste indslag, hvis noget ikke er helt oppe at ringe. Men det kan man jo evt. bare gøre, hvis der er noget, der ikke falder i ens smag.

    God fornøjelse med den når I når til det :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *