Michael Jeppesen: Før ørerne falder af – Sandheden om valgkampen 2005

Som vidnesbyrd om valgkampen er den her bog – i modsætning til hvad dens undertitel lover – sådan set fuldstændig værdiløs. For den beskæftiger sig ikke med politik, og faktisk handler den heller ikke stort meget om spin og valgkampstaktik.

Som satirisk øjenvidneberetning om nogle usædvanlige mennesker – politikere, rådgivere og journalister – i en endnu mere usædvanlig situation – nemlig valgkampen med alle dens mærkelige regler og spil – er bogen derimod uovertruffen (og afhængigt af, hvilket syn på moderne politik, man abonnerer på, kan man måske også godt kalde det “sandheden” om valgkampen…).

Jeg har ellers aldrig haft den store fidus til Jeppesen. Men her gør han det altså godt. Han følger Fogh og – primært – Lykketoft rundt i landet til arrangementer op til 2005-valget, og beretter i dagbogsform, hvad han oplever. Det hele set gennem hans helt sikkert meget selektive, men også ganske morsomme filter.

Der er noget Bertelsen-agtigt over Jeppesens umiddelbare tilgang til hovedpersonerne; den er ukritisk, indfølende, meget charmerende og fokuseret på det skæve. Han forsøger at komme med oprigtigt gode råd og at have nogle små fredelige samtaler med dem.

Samtidig minder hans beskrivelser af hele persongalleriet mig ret meget om Erlend Loes måde at skrive på: korte sætninger, der knastørt konstaterende fremhæver små absurde detaljer og måske digter lidt videre på dem, og på den måde forvrænger tingene lidt, så alting virker ufrivilligt morsomt.

“Jeg får æren af at sidde ved Mogens og Mettes bord. Vi snakker om dagen, der er gået. Mogens kommer med et ejendommeligt nys, der lyder som et kæmpedyt fra en lille lastbil. Og et til.
– Undskyld, siger han, og fortsætter:
– Men der kommer en til. Der kommer altid tre.
Der går et par sekunder, så er den der:
– Dyyyyyt!”

Og så ser Jeppesen også sit snit til ganske ofte at komme med et par djævelsk småondskabsfulde observationer. Det spiller fint sammen med den humoristiske tone.

“På scenen ser de løjerlige ud. Det er tydeligvis to nørder, der INGEN venner havde i skolen. Fogh ville være statsminister, da han var otte, og Lykketoft skrev engang i gymnasiet en stil på 250 sider om den politiske historie. Og publikum, DSU’ere og VU’ere… Så megen ureen hud. Det kan ikke være sundt t være medlem af et politisk ungdomsparti.
– Jeg lover 500 millioner mere til ældreplejen, råber Fogh.
Alle VU’erne jubler.”

Det er vel kun Lykketoft og så Christoffer Guldbrandsen, der var med Lykketoft rund for at optage “Lykketoft – Finale”, som fremstilles som gode og flinke fyre. Journaliststanden virker generelt som en flok idioter – særligt idiotiske virker TV2’s Olav Kristensen og Svenning Dalgaard. Lykketofts rådgivere, Morten Boje og Morten Rud, virker som to bovlamme hunde i et spil kegler. Og politikerne synes generelt heller ikke at være for kvikke.

Men det er nu de mange guldkornsobservationer, der bærer bogen. Lige en til at slutte af på:

“Næste sted er et gymnasium i Hørsholm, og jeg kommer til at sidde ved siden af Jannie Spies og Christian Kjær. Hendes hage, hans godmodige blik, deres adelige ører, al hans hud i ansigtet, der er nok til en hel familie, og det totale fravær af en overlæbe, jeg er fascineret af det hele og kan slet ikke få nok. Nu læner Christian Kjær sig tilbage. Han har et enormt skridt i sine bukser. Det er typisk for den slags mænd. Hans Engell har det også.”

Herligt!

One thought on “Michael Jeppesen: Før ørerne falder af – Sandheden om valgkampen 2005

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *