Jacob Bøtter: NQ – Involvering med sociale medier

Tredje sociale medier-bog efter Lyt til elefanterne og Groundswell.

Bøtters bog udmærker sig ved at have en meget konkret tilgang til emnet. En af de tre (!) undertitler er “55 eksempler på involvering med sociale medier”. Det er nok at tage munden lidt for fuld, for det dækker bare over, at bogen – ud over forordet – består af 55 opslag hver med sin ide eller observation – det er så ikke helt praktiske eksempler alle sammen, nogle er snarere bare “har du tænkt over”-bemærkninger eller anekdoter.

Det betyder samtidig – nu vi er ved form-bemærkningerne – at hvert opslags opbygning med en kort intro og derefter to afsnit, “Metode” og “I praksis” godt nok er godt tænkt, men ikke praktisk applicerbar på alle de 55 emner.

Så man skal se bort fra den ellers godt tænkte, stramme struktur og i stedet læse bogen igennem for at blive inspireret og få nye ideer. For dem er der masser af!

De er spredt i øst og vest, er store og små mange af ideerne lapper over, nogle er i virkeligheden bare introduktioner af websteder eller services, der findes derude gratis eller for en billig penge (og hvorfor også opfinde den dybe tallerken, når man kan bruge sådan en), og mange af dem kender du sikkert i forvejen. Og de fleste af dem vil ikke være relevante for den enkelte læser.

Men alle vil helt sikkert også kunne finde bare et par stykker, som man allerede har tænkt over eller som vil give bare en lille “nå ja, det kunne vi da også”-aha-oplevelse. Og det er vel bare det, der skal til, for at bogen har været værd at læse?…

Hele grundideen er selvfølgelig, at man skal tænke anderledes når man bedriver virksomhed. Involvering af kunder, medarbejdere og omverden er vigtigere og kan skabe forretningsmæssig værdi. Det argumenterer indledningen også glimrende for. Og det giver jo egentlig god mening at “omvende” læseren til at tænke på den rigtige måde ved at give en lang række eksempler på, hvordan man i praksis kunne handle ud fra NQ-tankegangen. Man spares for at få alle de gode ideer presset ned i en eller anden emne-struktur (selv om min højre hjernehalvdel måske godt kunne have savnet sådan en), og får i stedet lige en kort intro til en masse konkrete ideer. Måske skulle hver ide så bare lige have været forsynet med et hint til, hvor man skulle gå hen, hvis man gerne ville læse mere eller høre om andre, der havde gjort det samme.

Bogen har en hjemmeside, hvor man kan få lov at læse forordet mod et tweet. Hvilket er lidt mærkeligt, når man faktisk også kan få lov at læse hele bogen. Der mulighed for at kommentere på hver af de 55 ideer, hvilket er godt tænkt – der er vist bare desværre ikke så mange, der har benyttet sig af muligheden endnu.

One thought on “Jacob Bøtter: NQ – Involvering med sociale medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *