David Foster Wallace: Infinite Jest

DETTE ER på alle måder en fuldstændig vanvittig bog.

Historien er egentlig mest bare rigtig mærkelig, persongalleriet er det mest farverige, jeg længe har oplevet, den verden, historien foregår i, er decideret absurd, og det hele fortælles i en sprog og en stil, der er noget for sig. Og nå ja, så fylder bogen næsten 1000 sider, hvortil der skal lægges yderligere omkring 100 siders fodnoter.

Det, der er særligt særligt ved Infinite Jest er sproget og stilen, den er fortalt med. Det er som at få en historie fortalt af en på samme tid gal og genial person, der hele tiden afbryder sig selv, klipper rundt mellem forskellige tankerækker, kører ud af tangenter i et væk, glider ind og ud mellem egne observationer og gengivelser af andres, men på en eller anden måde formår at holde styr på det hele. Og ikke mindst at fortælle det med et overskud og en fantasi, som man aldrig har oplevet før.

Det er svært at forklare præcist hvad det er, David Foster Wallace er så god til. Selv om bogen er fuld af sætninger, hvis længde ville gøre selv Lars Bukdahl misundelig – vi snakker gerne op til to-tre sider – og det ikke skorter på dyre ord, men der samtidig også hele tiden blandes lidt semi-talesprog ind, så er man hele tiden med. Det er også ekvilibristisk, når han bruger mange sider på at fortabe sig i detaljer og anekdoter i en grad, så det næsten er for meget. Og det er utroligt, hvor unik og distinkt, hans stil er, samtidig med at han tager så mange forskellige virkemidler i brug.

Det er skrevet med overskud, et glimt i øjet og ligger hele tiden på grænsen til at være “se hvor dygtig jeg er”-lir. Men samtidig også “jeg ved godt at det her er “se hvor dygtig jeg er”-lir”, så det aldrig når over grænsen. Men jeg havde svært ved – i hvert fald de første mange hundrede sider – at lade være at sidde og tænke på den person og den hjerne, der har krøllet det her værk ud. Det er både en styrke, men også en svaghed ved bogen. Den er aldrig rigtigt dybfølt, men konsekvent over-overfladisk og pastiche-agtig (hvis man da kan tale om det). Men det er – selvfølgelig – sikkert også meningen, og gør egentlig heller ikke så meget…

Her er et godt eksempel på, hvordan han overlegent fabulerer derudaf (s. 93):

It’s a herd of feral hamsters, a major herd, thundering across the yellow plains of the southern reachs of the Great Concavity in what used to be Vermont, raising dust that forms a uremic-hued cloud with somatic shapes interpretable from as far away as Boston and Montreal. The herd is descended from two domestic hamsters set free by a Waterton NY boy at the beginning of the Experialist migration in the subsidized Year of the Whopper. The boy now attends college at Champaign IL and has forgotten that his hamsters were named Ward and June.

The noise of the herd is tornadic, locomotival. The expression on the hamsters’ whiskered faces is businesslike and implacable – it’s that implacable-herd expression. They thunder eastward across pedalferrous terrain that today is fallow, denuded. To the eat, dimmed by the fulvous cloud the hamsters send up, is the vivid verdant ragged outline of the annularly overfertilized forests of what used to be central Maine.

All these territories are now property of Canada.

With respect to a herd of this size, please exercise the sort of common sense that come to think of it would keep your thinking man out of the southwest Concavity anyway. Feral hamsters are not pets. They mean business. Wide berth advised. Carry nothing even remotely vegetablish if in the path of a feral herd. If in the path of such a herd, move quickly and calmly in a direction perpendicular to their own. If American, north is not advisable. Move south, calmly and in all haste, toward some border metropolis – Rome NNY or Glen Falls NNY or Beverly MA, say, or those bordered points between them at which the giant protective ATHSCME fans atop the hugely convex protective walls of anodized Lucite hold off the drooling and piss-colored [sic] bank of teratogenic Concavity clouds and move the bank well back, north, away, jaggedly, over your protected head.

Selve historien er på samme tid nærmest ikke-eksisterende og svær at gengive helt præcist. En filmskaber har skabt “The Entertainment”, som er en film, der får alle, der ser den, til at fryse fast i en koma foran skærmen. Både regeringen og en række andre spillere – heriblandt en sammenslutning af rullestolskørende lejemordere – er ude efter masterkopien af filmen. Filmskaberen var også tennistræner, og filmens hovedperson tidligere misbruger, og derfor foregår størstedelen af historien dels på et tennisakademi, dels på et halfway house for misbrugere.

Men historien er egentlig heller ikke så vigtig. Faktisk virker det næsten helt forkert overhovedet at gengive den, når man skal fortælle om bogen.

En tand vigtigere end historien er de ufatteligt mange karakterer, den befolkes af. På den ene side alle de underlige misbrugs-typer, der sammen med den ene hovedperson (hvis man da kan kalde ham det) Don Gately bor på afvænningshjemmet. På den anden side af de næsten endnu mere mærkelige juniortennisspillere og ansatte, der bor på tennisakademiet. Og så også af de mange bipersoner – ikke mindst de rullestolskørende canadiske lejemordere.

Og for at alt dette ikke skal være nok, så foregår det hele i en eller anden absurd parallelfremtidsversion af USA, hvor man nærmest ligger i krig med Canada, hvor flere af de nordøstlige stater er blevet inddraget til “affaldsland”, hvor man skyder skrald op med store katapulter (“The Great Concavity”, som det hedder – typisk nørdet navngivning), hvor man er gået ind i “subsidized time”, hvilket vil sige at kalenderen er sponsoreret så de enkelte år ikke længere er tal, men i stedet har produktnavne (som ex “Year of the Perdue Wonderchicken”) og hvor TV er erstattet af Interlace Cartridge-teknologi. Og hvor der i øvrigt hele tiden sker mærkelige og også sjove småting.

Det hele er fuldstædigt skævt, men også dybt fascinerende, og det meste af bogen går faktisk med at hoppe anekdotisk rundt i den her verden og personernes oplevelser af den. Og det er altså meget mere interessant, end det lyder. En af de allerbedste passager i bogen er faktisk en næsten tyve sider lang gennemgang af et spil, som de unge tennisspillere har opfundet, hvor tennisbanen er et verdenskort, og forskellige hold skiftes til at affyre atombomber i form af tennisbolde efter udvalgte mål – det hele nøje styret af et detaljeret regelsæt. Vanvittigt!

Og så skal det altså lige igen nævnes, at det er en meget, meget lang bog. 980 store, tætskrevne sider (jeg tror vi må være oppe på 2-3000 af de 2400-anslags-sider, man talte, når man skulle aflevere opgaver på universitetet) og dertil over 100 siders fodnoter – mange af dem på op til 10 sider. Jeg tror jeg har lagt mellem to og tre arbejdsuger på at få bogen læst (og det er også derfor, der ikke er sket så meget her på bogbloggen det sidste halve år). Tag det som en advarsel, men også en opfordring! 1000 siders fantasifuld fabuleren kan godt være noget af en mundfuld…

Det kan dog godt være, jeg ville starte med noget mindre, ex en novellesamling, hvis jeg skulle gå til DFW forfra – bare for at være sikker på, at det var noget for mig. Man kan evt. også holde sig til nogle af hans mange essays – det kan også anbefales. Men jeg fortryder i hvert fald ikke at have læst den her!

8 thoughts on “David Foster Wallace: Infinite Jest

  1. Ihhhh en lækker anmeldelse af DFWs murstensroman.

    Jeg er så ærgelig over, at ikke flere danskere har fået øjnene op for ham for han skriver intet mindre end fantastisk. Men det er dog ret krævende af læseren, og det kræver man har et vist niveau i engelsk.

    Jeg har selv Infinite Jest til gode, men den står dog i reolen – endda i to eksemplarer. LOL. Og jeg ser frem til at læse den, men jeg vil gerne gemme den til en sommerferie eller lign. Og så er jeg lidt tilbageholdende fordi der jo netop aldrig kommer yderligere romaner, essays eller andet fra David Foster Wallaces hånd og ikke mindst hjerne

  2. Tak skal du have.

    Hvad har du læst af ham, og er der noget af det, du kan anbefale? Jeg har selv kun læst enkelte essays ud over murstenen (som du skal glæde dig til!)…

  3. Jeg har læst nogle af hans essays (titler kan jeg pt ikke huske), men jeg har begge hans essay samlinger stående, så de skal helt sikkert læses. Jeg har læst The Broom of the System, som absolut godt kan anbefales – se min omtale her http://bogorm.blogspot.com/2009/07/david-foster-wallace-broom-of-system.html Derudover har jeg læst hans bog om begrebet uendelig.

    Har resten af hans forfatterskab stående, så det kunne faktisk være, at noget af det næste jeg finder frem og skal læse skal være DFW.

  4. OK. Den er på to-read listen (sammen med mindst 70 andre bøger – men så er der jo noget at glæder sig til…).

    Jeg vil i øvrigt sige, at det kun hjælper på læsningen af Infinite Jest, hvis man ved hvad der venter. Så læs bare Wikipedia-opslaget på forhånd, kig på den her liste over personernes relationer:
    http://jonny.snsy.de/wp-content/uploads/2010/08/unendlicherspasubersicht.jpg

    Og ikke mindst: Læs Kottkes guide til at læse Infinite Jest:
    http://www.kottke.org/09/07/how-to-read-infinite-jest

  5. Det er ufatteligt du er nået igennem den. Det virker til at være endeløst. De lange sætninger, de lange beskrivelser af fx. et spil, og mest utroligt hvilken hjerne der dog har udtænkt alt det stads. Selvom jeg aldrig kunne finde på at læse den, er det sjovt at læse om DIN læsning og oplevelse af den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *