Herfra hvor vi står

Herfra hvor vi står er et kæmpe fotografisk værk, i hvert fald fald hvad ren og skær størrelse angår. Tre tykke bind med store, lækre fotos giver nogle gode timers bladren, må man sige.

De tre bind er resultatet af et ret unikt projekt. I de sidste par år har fjorten danske fotografer haft til opgave at fotografere det danske landskab med det formål at skabe et samtidbillede af det – at “skære en skive i tiden”, som hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver i sit forord.

Det synes jeg både lykkes og ikke lykkes. Mange af fotografierne er af relativt tidsløse motiver, eller i hvert fald ikke motiver, der er synderligt unikke netop for vores tid: Marker, kystlinjer, skoven osv. Men lige så mange fanger lidt bedre en stemning, der netop er forankret i tiden: Et diset lyskryds et sted i Jylland, et Nettoskilt i byen, et tomt færgeleje, et udtjent stenbrud eller en forladt park efter en koncert. Dér hvor mennesket har sat sig spor (for nylig) er der selvsagt mest tidsbillede at spore.

Her er et par af billederne:

Dermed ikke sagt, at ikke alle billederne er interessante. For der er tale om dygtige fotografer med meget forskellige stilarter, og på den måde giver bogen om ikke andet så et godt billede af nutidens tilgange til landskabsfotografiet, lige fra Henrik Saxgrens fotos af landskabets topografi taget fra en 40 meter høj kran over Joakim Eskildsens glødende varme og afdæmpede aftentableauer fra sommerlandet og Astrid Kruse Jensens billeder af tomme steder i byen om natten til Kirsten Kleins mere klassiske sort-hvide landskabsperspektiver og Peter Brandes’ manipulationer med negativerne af sine kirkeportrætter.

De to første bind, “Sådan ligger landet” og “Landet i bevægelse” er delt op i tematiske afsnit under overskrifter som “Kystlinjer”, “Skrot”, “Hvor vi bor”, “Under vejr” og “Grænser”, hver med en kort introduktion. Der er bidrag fra så forskellige folk som Henrik Dahl, Jesper Theilgaard, Peter Laugesen, Pernille Stensgaard og Suzanne Brøgger. Flere af dem er ret interesante og velskrevne, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg også sprang flere af introduktionerne over.

Sidste bind hedder slet og ret “Fjorten fotografer” og har et afsnit helliget hver af de fjorten bidragende fotografer med en kort introduktion til deres stil og virke.

Jeg købte “Herfra hvor vi står” for kun 370 kroner – og til den pris er der simpelthen ingen grund til ikke at investere i sådan et værk her! Det er dog lidt ærgerligt at fotografierne ikke også bliver lagt ud på en hjemmeside (jeg har ikke kunnet finde den, i hvert fald), når nu der er lagt så mange støttekroner i projektet.

Vi slutter med Skousen & Ingemanns nummer med samme titel som værket her – det er dog vist et lidt andet samtidsbillede, den tegner :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *