David Byrne: Bicycle Diaries

Et af årets bedste reads ind til videre for mig! En stor positiv overraskelse…

David Byrne var forsanger i Talking Heads og har siden deres storhedstid fortsat med at udgive plader og indgå i diverse konstellationer og projekter inden for kunst og musik generelt. Blandt andet har han udgivet roste plader sammen med både Brian Eno og Fatboy Slim.

Konceptet for den her bog er enkelt: Siden 80’erne har Byrne haft en lille cykel med sig rundt på sine mange rejser. I den her bog formidler han sine oplevelser fra cykelhøjde i en række kapitler, der hver tager udgangspunkt i en by, eksempelvis New York, Berlin, Buenos Aires og Istanbul.

Og det er sådan set det eneste ordnende princip for bogen. For Byrne lader med udgangspunkt i de konkrete indtryk fra hver by tankerne flyve, og fortællinger om møder og steder blandes derfor med anekdoter og strøtanker. Man kommer både omkring byplanlægning, musik, amerikansk politik, turnelivet, kulturforskelle og meget, meget andet.

Det er kaotisk, men ikke uoverskueligt, for Byrne er en rigtig god fortæller. Han har både noget på hjerte, masser af spændende oplevelser i bagagen og et godt glimt i øjet. David Byrne er på alle måder sådan en, man rigtigt gerne ville sidde ved siden af til et middagsselskab! Han er positiv, nysgerrig og ikke mindst begejstret. Og det gør bogen til befriende god læsning.

Jeg plejer at sætte et lille æseløre i de bøger, jeg læser, når jeg falder over en passage, der ville være oplagt at citere her på bloggen. Og jeg har aldrig lavet så mange æselører før. Byrne er hverken stor sprogkunstner eller dyb filosof, men han skriver let, flydende og personligt og har et godt øje for at mikse de store perspektiver med de små, pudsige observationer. Og så er han god til at undres og sætte ord på ting, der normalt glider ubemærket forbi vores opmærksomhed. For eksempel ringetoner:

I hear the faint cacophony of many distant cell-phone rings in the train car–snippets of Mozart and hip-hop, old-school ring tones, and pop-song fragments–all emanating out of minuscule phone speakers. All tinkling away here and there. All incredibly poor reproductions of other music. These ring tones are “signs” for “real” music. This is music not meant to be actually listened to as music, but to remind you of and refer to other, real, music. These are audio road signs that proclaim “I am a Mozart person” or, more often, “I can’t even be bothered to select a ring tone.” A modern symphony of music that is not music but asks that you remember music.

Eller om at cykle i Istanbul:

Ride a bike in Istanbul? Are you nuts? Yes . . . and no. The traffic here is pretty chaotic and there are a number of hills, but in recent years the streets have become so congested that on a bike I can get around the central city–in the daytime at least–faster than one can in a car. As in many other places I’m almost the only one on a bike. Again, I suspect that status might be a big reason for this–bike riding, in many countries, implies poverty. I rode around Las Vegas and was told that the only other people on bikes there were people who had lost everything, probably through gambling. They’d lost their jobs, families, houses, and, I guess–ultimate insult for an American–their cars. All they had left was a bicycle to get around on.

Og der er masser af flere gode, sjove, passager (som jeg ikke lige kunne google mig til, og ikke gad at skrive ind her. Beklager. (Du kan dog læse lidt flere i denne anmeldelse)). Der er også en god del billeder i bogen, som Byrne har taget rundt omkring.

Bogens bedste kapitel er det om Manila. Her bruger Byrne lang tid på at berette om sit projekt om at lave en disco-musical om Imelda Marcos’ liv: Hans tanker om og research om hende er vildt fascinerende. Projektet endte med udgivelsen af en plade – den skulle man måske prøve at investere i?

One thought on “David Byrne: Bicycle Diaries

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *